I forbindelse med sin udmeldelse af Alternativet, fulgt af 3 andre Å folketingsmedlemmer, har Uffe Elbæk givet et interview til Lars Trier Mogensen og Henrik Qvortrup i Borgen Late Night, tirsdag 10. marts 2020. (link nederst i artikel)
foto fra interview: Lars Trier Mogensen, Henrik Qvortrup og Uffe Elbæk
Interviewet med Uffe Elbæk i Borgen Late Night er interessant på flere planer.
Først
og fremmest fordi Uffe på intet tidspunkt i interviewet ser udover sin egen
person, og giver udtryk for hvad der ville være det bedste for dét parti han
selv har været med til at skabe, og dermed bedst for de tusindvis af medlemmer
som har investeret deres engagement, tid og lidenskab i dét projekt Uffe Elbæk
startede. Den tidligere partileder lader til at være uinteresseret i
Alternativets overlevelse, hvis ikke han selv kunne få indflydelse på
arvefølgen.
Alternativet fremstår i interviewet i Uffe’s optik, i dén grad som hans eget personlige projekt.
Hvis ikke hans foretrukne kandidat kunne blive valgt, så er Uffe helt og aldeles ude af stand til at lægge sit personlige fnidder til side, i respekt for dét medlemsdemokrati, der valgte en anden kandidat. Så hellere forsøge at køre Alternativet ud over afgrunden, ved at underminere den nye demokratisk valgte ledelse mest muligt, og i øvrigt forsøge at udsulte partiet økonomisk, ved at fjerne 80% af partistøtten, med de 4 mandater i Folketinget som forlader partiet.
Havde
Uffe anerkendelse for de tusindvis medlemmer som med deres indsats har gjort
Alternativet til et landsdækkende parti, og hvis han anerkendte dét
medlemsdemokrati han selv så højt har besunget, ville han og de 3 øvrige
udmeldte alternativister overlade pladserne i Folketinget til partiets
suppleanter. Dette ville være det naturlige at gøre, hvis man ønskede det
bedste for dét parti man selv havde startet.
Uffe’s
og de 3 andre tidligere Å folketingsmedlemmers afskedsgave til Alternativet, er
i stedet 4 dødskys, som de tydeligvis håber vil tage livet af partiet. For uden
dem, har Alternativet ikke fortjent at overleve.
I det
lys kommer et citat til min erinding fra en historisk partileder, lettere
omskrevet til lejligheden:
“Alle har løjet for mig, alle har bedraget mig. Min hovedbestyrelse har ladt mig i stikken. Medlemmerne har ikke kæmpet, de fortjener at blive fortabte. Det er ikke mig der har tabt valget, men medlemmerne der har valgt den forkerte leder.”
Kampen om at finde Demokraternes præsidentkandidat er i fuld gang, der har været afholdt primærvalg i 2 ud af 50 stater og demokraternes 9. primærvalgsdebat i Nevada er netop afholdt. Den gav knap 2 timers intens, hård og kvalificeret debat. Man mærker at konkurrencen skærpes! 6 kvalificerede kanditater, som hver burde have deres eget part! (det ville de have i Danmark, hvor vi ved sidste folketingsvalg havde 13 partier..)
Men i
USA findes kun RØD og BLÅ…
Der er tæt løb mellem Bernie Sanders og Pete Buttigieg efter de første to valg, men MEGET kan endnu ske i det demokratiske primærvalg. Stater med sorte / latino vælgere endnu ikke har stemt, og de nu 6 demokratiske kandidater har meget forskelligt fat her! Biden ligger eksempelvis pt. næstsidst, men står stærkt hos netop sorte / latino vælgere.
Der er mange ligheder imellem kandidaternes grundholdninger, men indenfor særlige områder også store forskelle. Størst forskelle især ift. hvor drastiske modeller for ‘healthcare for all’ de enkelte kandidater ønsker: fra en fortsættelse og styrkelse af ‘Obamacare’ til en udbygning af offentligt tilbud ved siden af eksisterende private forsikringsordninger, til et samlet offentligt tilbud, som vi kender det fra Europa, Canada, Australien og New Zeeland. Er amerikanerne klar til radikale løsninger? Hvilken demokratisk kandidat vil stå stærkest overfor Trump, og hans hard-core ‘pro-life’ og ‘pro-guns’ tilhængere?
Det amerikanske demokratiske primærvalg mangler ikke spænding i 2020, og alle 6 kandidater er kvalificerede. De tiltrækker blot meget forskellige vælgere. GODT vi i DK ikke kun skal vælge mellem BLÅ og RØD – det gør det politiske spektrum snævert to-dimensionalt!
Interessante resultater i de første Demokratiske primærvalg i Iowa og New Hampshire:
‘EARLY POLL’ ift. Demokraternes kandidater op imod Trump.
kilde: realclearpolitics.com
(OBS: naturligvis STOR usikkerhed! DOG interessant at eneste kandidat, som i begge meningsmålinger pt. ville slå Trump, er Bernie Sanders 😉 Biden står dog stærkest overfor Trump i ABC/Washington Post meningsmåling…)
Men men men, meget skal endnu afgøres og Demokraternes primærvalg er endnu i en meget tidlig fase: Vi er klogere efter 3. marts: SUPER TUESDAY hvor 15 stater har deres Demokratiske primærvalg. Og stadig vil der efter ‘super tuesday’ mangle vigtige stater, ikke mindst svingstaterne: Arizona, Florida, Nebraska, Pennsylvania og Wisconsin…
Det er også vigtigt at bemærke, at Trump’s og Republikanernes valgkampagne slet ikke er begyndt endnu. Der er ikke spænding om udfaldet af de republikanske primærvalg; Trump er den sikre kandidat. Så Republikanerne gemmer kampagnekrudtet og kampagnepengene til den egentlige præsidentvalgkamp op til US præsidentvalget i november 2020.
Med tæt på ‘close race’ på nuværende tidspunkt, kan vi forvente at Trump og Republikanerne vil bruge ALLE midler for at vinde valget og puste til frygten hos de republikanske kernevælgere. PRO-LIFE, GUNCONTROL, IMMIGRANTS, AMERICA FIRST og benægtelse af udfordringerne om ENVIRONMENT og CLIMATE vil være centrale emner for republikanske vælgere.
Lige nu, vurderer jeg at Trump har størst chance for at vinde valget til november, og få sin anden runde i Det Hvide Hus…
Hvilken af de demokratiske kandidater vil bedst kunne stå op imod Trump i en beskidt valgkamp og flytte svingvælgere fra at stemme på Trump (igen) til at stemme den Demokratiske præsidentkandidat ind i THE WHITE HOUSE?
Dét vil i høj grad afhænge af, om demokraterne vælger den bedste kandidat til at samle landet.
Vi er mange som stadig husker meningsmålingerne ved sidste præsidentvalg i 2016: I primærvalget vurderede alle Trump til at være helt uden chancer for at blive Republikanernes kandidat. Helt op til valgdagen stod Hillary Clinton til at vinde selve valget. Populistiske kandidater som Trump har en tendens til at øge usikkerheden i meningsmålinger, muligvis fordi ikke alle svarer ærligt og fordi mange nok beslutter sig i selve valgøjeblikket…
Det amerikanske præsidentvalg 2020 bliver uhyggeligt spændende og yderst uforudsigeligt!
(se den 9. demokratiske TV debat i Nevada 19.02.2020 fra NBC på nedenstående link)
Efter Klimalovens brede vedtagelse i Folketinget, med 167 mandater ‘for’ ud af 179 mulige, kan man forudse større uenigheder i forhold til, hvordan VEJEN mod målet om 70% reduktion i CO2 i 2030 skal udformes. Her forudser jeg, at enigheden imellem Folketingets partier i stor udstrækning vil høre op, særligt imellem højre og venstre side i Folketinget, men muligvis også internt i rød-grøn blok.
Som jeg skrev om i valgkampen, håber jeg på vilje til brede kompromis’er, i det mindste imellem de rød-grønne, men helst endnu bredere. Vigtige grundprincipper for hvordan vi opnår Danmarks ambitiøse delmål i 2030 skal drøftes. På den ene side tror jeg ikke, at frivillighed alene, uden pålægning af klimaafgifter til erhvervslivet (som den borgerlige side må forventes at slå til lyd for) vil bringe os i mål med 70% reduktion af CO2 i 2030. Jeg tror heller ikke så meget på den ‘udskamnings strategi’ som særligt Alternativet har slået til lyd for, hvor det er skamfuldt og skyldbetynget, hvis vi ikke som enkeltindivider overskuer og foretager klimavenlige valg i alle vores aktiviteter. OG som, paradoksalt og sigende nok, ikke engang Alternativets egne folketingsmedlemmer kunne efterleve, tværtimod: tanken om at vi alle eksempelvis kun bør foretage maksimalt 1 flyrejse pr. år, helst tage toget på ferie, og den slags puritansk tankegang, var jo meget langt fra virkeligheden i Å.
SELVFØLGELIG skal vi alle få en bevidsthed om vores egen individuelle adfærd, og de muligheder vi hver især har for at foretage klimavenlige valg. På den længere bane CO2 neutrale valg. Men vores klimavenlige valg skal foretages på baggrund af VIDEN om de komplekse sammenhænge, for varers samlede CO2 belastning fra produktion, transport, salg, forbrug og bortskaffelse, som er en langt mere kompleks viden, end de fleste af os forbrugere kan overskue. For at flytte udviklingen er vi nødt til at spille på alle tangenter: individuelle adfærdsændringer OG offentlig regulering og forskning OG private initiativer i virksomheder, på baggrund af vores nationale målsætninger, klimalov, klimahandlingsplan og opfølgende lovgivning og initiativer.
Jeg tror meget lidt
på puritanisme som styringsredskab i vores moderne samfund, det kan yderst let
kamme over i ‘holdningstyranni’ /
‘tankepoliti’ / ‘skamfuld adfærd’ osv osv. Skyld og skam florerede bl.a. i de
mørkeste kristne samfund for 100-200 år siden, og kendes desværre stadig i
forskellige miljøer. Jeg mener ikke de hører hjemme i et moderne samfund.
De bedste og mest effektive styringsredskaber, som bevarer frie valg i et moderne samfund, hedder økonomisk regulering via afgifter på miljø- og klimabelastende forbrug af råstoffer, produkter og aktiviteter. Med flybranchen som eksempel, må vi hurtigst muligt indføre væsentlige flyafgifter og udtænke en model, så privatpersoner og virksomheder kan prioritere selv ift. hvordan de vil leve deres liv og drive deres virksomhed. Mange virksomheder er jo afhængige af mødeaktiviteter på den anden side af jorden, og dét har vi ingen gavn af at bremse ‘overnight’. Men flyrejser skal pålægges en betydelig afgift, der kan bruges til forskning og boost af klimavenlige flyteknologier (de kommer!) så kan vi regulere omfanget, købe klima- og CO2 kompenserende tiltag (IKKE kvoter i fattige lande!), planting af mere skov og regnskov, CO2 opsugende teknologier, opførelse af flere vindmøller og anden ikke-fossil energiteknologi som vil fjerne yderligere fossil energiforbrug og udvindelse. Vindenergi der kan benyttes til at oplade batterier til den forhåbentlige eksplosive stigning i el-køretøjer, der vil komme som følge af en markant afgiftsnedsættelse på el-biler, lastbiler og busser, og en fastholdelse af den høje registreringsafgift (kan omdøbes til klimaafgift) på fossil-drevne køretøjer. Roadpricing. Den slags. 🙂
Der sker noget i erhvervslivet. COOP har vedtaget en strategi som går langt videre end Danmarks ambition og klimalov som pålægger os en 30% reduktion af CO2 i 2030. COOP vil reducere egen CO2 belastning med 75% allerede i 2025 og vil i 2030 have en klimapositiv drift! Fordi de kan, og fordi COOP er en enklere skude at dreje en hele Danmark. SAS har vedtaget en strategi om at være verdens mest klimavenlige flyselskab, de vil støtte forskning i el-fly mv. Jeg troede ikke el-fly var mulige, da jeg første gang hørte om dem. Men el-fly kommer snart til kortere distancer, indenrigs ruter, derefter til længere ruter. Interkontinentale el-fly nok er længere ude i fremtiden. I mellemtiden må vi udvikle hybride løsninger for at mindske flybranchens CO2 belastning. Hele tiden med samlet CO2 neutralitet i 2050 for øje!
Der forskes ‘elektro-fuel’ som ‘indfanger CO2’ fra afbrænding af biomasse… kombineret med andre teknologier, der i vid udstrækning skal bruge vedvarende strøm, for at være klimanetural. Vildt, men der er en stor udvikling igang. Jeg tror naturligvis ikke vi kan fortsætte stigningen i flytrafikken i et omfang som hidtil, men vi kan heller ikke stoppe verdens flytrafik i morgen. Vi må som samfund (og flybranchen må selv) udvikle strategier mod en samlet klimaneutralitet. Umiddelbart kan vi pålægge flyrejser substantielle klimaafgifter, hvor indtægterne kan bruges til den nødvendige forskning og udvikling af klimaventlige teknologier og alternativer. Eksempelvis et europæisk højhastigheds tognet, som kan erstatte en stor del af flyrejser på det europæiske kontinent. Som kan bruges til at optimere produktion og anvendelsmuligheder for ‘elektro fuel’ som brændstof til fly, skibe, lastbiler mv. Selvfølgelig skal vi have nogle radikale tiltag for at komme i mål med 70% reduktion af CO2. Men vi skal bevare friheden til at vælge, ved at vi som individer og virksomheder prioriterer ift. egen økonomi. Omfang og adfærd skal reguleres med afgifter på CO2 belastende aktiviteter som kan bruges til den nødvendige forskning og CO2 kompenserende tiltag, plantning af mere skov, energiafgrøder der opsuger CO2 og andre teknologier og bioteknologier der kan opsuge og binde CO2. Og helt nye tiltag vi ikke kender idag.
Målet er jo at hver
sektor bliver CO2 neutral i 2050, og meget gerne før. Hver sektor skal udvikle
teknologier, produktion, genanvendelse og måder at fremme klimavenlig adfærd.
Suppleret med statsstøttet forskning og regulering, som vil vise nye intelligente
veje, udvikle nye teknologier og fremme klimavenlig adfærd på tværs af
sektorer…
Med flybranchen som eksempel, som er et godt eksempel fordi branchen er omfattende, vi er i stor udstrækning afhængig af en vis mængde flytrafik i erhvervsliv og organisationer, og det er fortsat sund for os som individer at komme ud og opleve verden for at få et globalt udsyn. Man skal dertil ikke være blind for, at flybranchen har brug for et hurtigt ‘teknisk fix’ der kan dulme vores dårlige samvittighed og muliggøre at vi fortsætter med at flyve som hidtil…! Hvilket vi åbenlyst ikke kan gøre, så længe flytrafikken bidrager med så stort et CO2 aftryk. Jeg spår at der er et stykke vej endnu for kommerciel anvendelse af ‘elektro fuel’, som et mere klimavenligt flybrændstof. Og det er så HER at Folketinget må udstikke krav og regulere CO2 belastende flyadfærd med afgifter, bruge indtægterne til at prioritere og booste forskning i flybranchen og øvrige sektorer. Frivillighed i ervhervslivet har ofte vist sig at være en sovepude og nærmest garant for at der ikke kommer turbo på en nødvendig udvikling. Så offentlig regulering og afgifter er nødvendig, så hver branche blive motiveret til at udvikle strategier for, hvordan de hver især kan blive CO2 neutrale iht. Parisaftalens mål og delmål…
Mennesker har altid haft godt af udsyn og perspektiv, og jeg tror ikke det er en farbar vej i vores moderne samfund, at bruge ‘skyld og skam’ som styringsredskab. Vi har som mennesker lyst til, billedligt talt ‘at flyve ud og opleve verden’. Vi skal nu lære at flyve på klimavenlige måder, lære at rejse andre måder hvor det er muligt. Det kræver massiv udvikling af alle transportsektorer. Togsektoren har helt åbenlyst stået i stampe i mange årtier, fordi de overvejende statslige togselskaber ikke har haft en indre nødvendighed ift. at udvikle togtrafikken. Det er et af vores store paradokser, at det ofte er mange gange dyrere at tage de klimavenlige tog til en europæisk destination, ift. at købe en langt mere klimabelastende flybillet. Dét kan politikerne være med til at ændre på, ved en effektiv kombination af adfærdsregulerende afgifter, boost af eksisterende nationale og europæiske forskningsprogrammer samt iværksættelse af nye, indenfor alle transportsektorer!
Vi har travlt, vi skal i gang nu, og Danmark skal vise vejen for andre lande, med vedtagelsen af den mest ambitiøse Klimahandlingsplan! Den skal bane vejen for realiseringen af Klimalovens flotte og ambitiøse mål om 70% reduktion af CO2 belastning i 2030. Helst med lige så bred enighed i Folketinget, som bag vedtagelsen af Klimaloven, næstbedst ved at de rød-grønne partier viser vilje til kompromis og bliver enige. Og så de borgerlige partier, som har lyst til at vise samfundssind og vilje til at nå målet, kan komme med i et ambitiøst bredt forlig om Klimahandlingsplanen!
Efter to årtiers borgerligt pres nedad ift. de socialt mest udsatte borgere i Danmark, nedsættelse af sociale ydelser, indførelse af kontanthjælpsloft med meget mere, ja, så må jeg sige, at Søren Pape’s skudsmål er en stor udmærkelse til årets finanslov! ❤️?? (se artikel fra TV2 nyhederne nederst i link)
Borgerlig politik har i to årtier øget antallet af fattige -og fattige
børnefamilier- i Danmark markant, for at (vi) de rigeste, kunne få en endnu
større forbrugsfest og betale endnu lavere skatter -og svine endnu mere..! ?
Man
kunne tilføje: “Den rødeste OG grønneste finanslov i to årtier”, for
vi har haft borgerlige regeringer med NUL ambitioner på klima- og miljøområdet.
Faktisk to årtier med kulsorte finanslove, med endnu billigere V8 benzinbiler,
endnu flere udledninger fra landbruget, ingen ambitioner ift Danmarks CO2
udslip eller opfyldelse af Parisaftalen.
Jeg
håber dette bliver den første af to årtiers rød-grønne finanslove, og at de
rød-grønne partier ikke begynder at presse hinanden udover ‘den fælles
forståelse’, mandatmæssige flertal eller økonomisk ansvarlighed!
Alle rød-grønne partier skal erkende, at det kræver et par årtiers samarbejde og kompromis’er, hvis både klimapolitikken og den sociale politik skal ind på et bæredygtigt spor. Går samarbejdet til i kævl og strid allerede efter én regeringsperiode, ja så står de blå-sorte partier klar til at gribe rorpinden og statsministerposten igen! Og hvem ved hvornår de rød-grønne igen får chancen…? Måske om yderligere et par årtier…?
Min drøm og håb er rød-grønne regeringer, socialt, miljømæssigt og økonomisk bæredygtige i 2-3 årtier frem! ❤️?☀️????
Her er et lille politisk resume over baggrunden for udbuddet som fører til lunkningen af Radio 24syv torsdag den 1.november 2019 og hvorvidt der er mulighed for en videreførelse. Der er i øjeblikket mange som ønsker at undersøge muligheder for at omgøre beslutningen, lade udbuddet gå om eller andre tiltag som kan sikre Radio 24syv’s videreførelse i et eller andet format. Hvorvidt det er muligt er dog tvivlsomt…
Vi mister med lukningen af Radio 24syv et af de største nybrud
i det danske mediebillede…! Forfærdeligt tragisk… SÅ meget nytænkende radio
med skæve vinkler og tid til fordybelse og formidling af nuancer og vanskeligt
stof. Radio 24syv fik op imod 4-500.000 mennesker til at høre radio i deres
samlede programflader. ?
Tragedien skyldes givetvis at Radio 24syv (ikke mindst Kirsten Birgit Schiøtz Kretz Hørsholm) både fik trådt Dansk
Folkeparti OG
Henrik Sass over tæerne, så Soc.dem. efter folketingsvalget ikke ‘kunne’ aflyse
udbuddet og redde Radio 24syv..! (Det KUNNE den nye regering have gjort med et
pennestrøg, hvis den havde villet! ?) Trist at Soc.dem. ikke viste sig større og mere
rummelige end DF i dén sag…! ???
Vi
husker vel alle den absurde tekst fra de oprindelige udbudsbetingelser?
“‘Mindst 70% af redaktionen skal placeres mindst 110 km
fra Københavns centrum” !!! ?
Teksten er som
forfattet i en pause på et Dansk Folkeparti landsmøde, og blev fremsat som et
krav fra DF og vedtaget som del af VLAK regeringens smalle medieforlig fra juni
2018.
Socialdemokratiet
deltog ikke som forligspartner i medieforliget, men S var helt på linie med DF
i spørgsmålet om at placere Radio24syv i Århus:
“Så her er der et krav, som Dansk Folkeparti og
Socialdemokratiet er helt enige om” udtalte Socialdemokratiets
medieordfører Mogens Jensen om spørgsmålet i juni 2018. Der var dog andre
spørgsmål hvor Socialdemokratiet ikke var enige med VLAK-regeringens
medieprioriteringer, og S blev derfor ikke en del af medieforliget.
Vi må se om der kan
skabes et politisk flertal for at omgøre beslutningen. Det bliver nok
vanskeligt at finde et flertal, såfremt partierne bag medieforliget fra juni
2018 (VLAK og DF) samt S ikke ønsker at genåbne diskussionen om placeringen af
Danmarks 2. taleradio i Vestdanmark.
Jens Rohde fra R prøver i øjeblikket at se om der kan skabes et sådant politisk grundlag. Der er åbnet for en spørgerunde hvor parterne i udbuddet kan stille uddybende spørgsmål, og Jens Rohde ønsker på baggrund af spørgerunden at åbne diskussionen på ny og muligvis aflyse det gennemførte udbud.
“Vi må som
minumum kræve, at de beslutninger, der træffes, sker på et lige og fair
konkurrencegrundlag. Og det er åbentlyst ikke sket her”, siger Jens Rohde.
Udbuddet blev vundet
af Radio Loud foran bl.a. Radio24syv og der er i øjeblikket en offentlig debat
om hvorvidt grundlaget og vilkårene i udbuddet har været fair og hvorvidt
vurderingen af de indkomne bud er foretaget ud fra en ligelig vægtning af
kriterierne.
Der tegner sig ikke umiddelbart et politisk flertal for at omgøre det gennemførte udbud om at placere Danmarks anden taleradio i Vestdanmark. Den igangværende diskussion af udbudsbetingelser og vurderingskriterier kan dertil også hurtigt få en noget teknisk karakter, og det er tvivlsomt om den kan skabe et formelt grundlag for at lade udbuddet gå om eller helt enkelt at aflyse det.
Men personligt håber jeg alligevel at resultatet af de igangværende diskussioner og den megen omtale af, hvad vi i Danmarks mediebillede mister af kvalitet med lukningen af Radio 24syv, kan føre til at der skabes vilje og flertal for en model, som kan sikre videreførelsen af den talentmasse og erfaring med at skabe vedkommende, intelligent taleradio som Radio 24syv i sine 8 år har oparbejdet!
Det er i dagens BREXIT-kaos svært at genkalde sig forløbet op til at David Cameron, i forbindelse med sin tiltrædelse som britisk premierminister efter valget i 2015, meddelte at Storbritanien ville afholde en afstemning for eller imod medlemsskabet af EU.
En afstemning David Cameron var sikker på ville blive et JA til EU.
Ligesom årsagen til udskrivelsen af afstemningen var indenrigspolitisk betinget, selve valgkampen op til afstemningen var båret af indenrigspolitiske spørgsmål og påstande, handler dagens BREXIT kaos primært om indenrigspolitiske magtkampe i Storbritanien…
Engelske politikere, fra ´The Tories’ over Labour og til de mere nationalt orienterede irere i DUP, er simpelthen ikke i stand til at sætte Storbritaniens overordnede politiske spørgsmål foran deres egne partiers kortsigtede magtpolitiske taktikker ift. at vinde næste valg.
Storbritanien har brug for et samlende nationalt kompromis i familie med Det Nationale Kompromis i Danmark, som i 1992 blev løsningen på dødvandet efter den danske ‘Maastricht-afstemning’, der endte med 50,7% imod / 49,3% for…
Den linkede artikel beskriver forløbet op til beslutningen om den britiske EU afstemning og de konsekvenser den fik for David Cameron.
(artiklen er langt bedre end sin ‘click-bait’ overskrift…)
Vi står overfor muligheden for et historisk systemskifte i Danmark, med en markant valgsejr til rød-grøn blok (centrum-venstre) på klimaområdet, velfærd og det sociale område. S og de borgerlige partier (centrum-højre) vandt dog en lige så markant valgsejr på udlændingeområdet. Dét er i al væsentlighed det samlede valgresultat ved FV19, og brudfladen udgør netop dé udfordringer som S undersøger i forhold til Ø, SF og R.
Danmark venter i spænding på meldingerne fra forhandlingerne mellem de tre partier omkring Socialdemokratiet. Der har været fremskridt indenfor enkelte områder forstår vi -og Ø, SF og S blev enige om den samme 70% reduktion i CO2 til 2030, som R også har ført valgkamp på.
Men R blev sure, fordi enigheden på det populære klimaområde udstiller vanskelighederne for S og R i forhold til at nå til enighed på de vanskeligere økonomi- og udlændingeområder. Og R ønsker at holde forhandlingerne skakmat indtil et samlet resultat foreligger, så det enten bliver en væsentlig sejr (-til R). Eller nederlag (-til S, må man forstå). At Radikale helst vil diktere hele regeringsgrundlaget, skinner efterhånden igennem for de fleste. Analytikere med direkte kontakter på Christiansborg kan endda fortælle om Radikale regeringsdrømme sammen med Socialdemokratiet. For S er det dog vanskeligt at få øje på en eneste politisk situation, hvor det vil gøre situationen lettere, at R sidder med som regeringspartner. Så Socialdemokraterne har mere end nogensinde brug for at holde fast i deres udmeldte mål fra valgkampen: en socialdemokratisk mindretalsregering.
Udfordringen er, at en sådan regering har brug for Radikal velsignelse for at blive stemt ind i Statsministeriet -og Radikale forsøger lige nu at gøre prisen for en sådan velsignelse så dyr som mulig… Spørgsmålet er, hvem det gavner, hvis prisforhandlingerne bliver så hårde, at Ø, SF, S og R mislykkes. Og hvem som vil bløde mest… en skjult dagsorden i forhandlingerne lige nu er derfor at positionere sig, med en fortælling om hvem der sad bag rattet på den sidste tur, i tilfælde af, at Ø, SF, S og R kører i grøften…
Måske er det de efterhånden langstrakte og vanskelige forhandlinger, der indimellem får både Ø og SF til også at gå i medierne med deres partimæssige ønskelister til forbedringer. Med stigende vægt, som tiden går, og snart ind i 3. uge efter valget. Måske ren forhandlingstaktik, men også vigtige signaler at sende til hvert partis utålmodige baglande, som har forventninger om en indfrielse af i det mindste visse væsentlige krav og ønsker fra valgkampen… Udfordringen er, at jo kraftigere kravene fremsættes, desto mere rygsvømning skal der præsteres i forhold til de forhåbentlige kompromis’er, der snart bør tegne sig.
R har en form for ’alt eller intet’ valgkamp bag sig. Morten Østergaards tale til partiet på valgaftenen og hans tale på Folkemødet på Bornholm i sidste uge, var stærke og visionære taler bygget op omkring en ‘total’ Radikal valgsejr. Der blev ikke nævnt ordet ’kompromis’ en eneste gang. De tre andre partier i rød-grøn blok måtte forstå, at det for dem ville handle om, set med Radikale briller, blot at følge trop: ”Kom med os!”
Hvis Ø og SF kan få vanskeligt ved at forklare et kompromis for egne vælgere og medlemmer efter deres mest bastante udmeldinger (der ret beset i hørere grad er kommet fra Ø end fra SF) ja så er det intet imod hvad Morten Østergaard skal præstere af rygsvømning, hvis han ender med at skulle sælge væsentlige og nødvendige kompromis’er til sine vælgere og medlemmer. Det vil kræve en rygsvømningsteknik i en grad, så han lige så godt kunne iføre sig sin våddragt igen, sejle til Lindholm for symbolsk at svømme tilbage fra Lindholm til Sjælland med rygcrawl. Dét vil være en symbolsk forberedelse for Radikale vælgere og medlemmer på, hvilke retoriske og politiske tilbagetog der bliver nødvendige, såfremt det skal være muligt at lande et rimeligt robust grundlag for en S mindretalsregering. Robust nok, til at holde længere end blot til næste valg.
Muligheden for et politisk systemskifte kræver et robust og langtidsholdbart regeringsgrundlag, og er ikke noget som bare er klaret på 4 år. Dette har Morten Østergaard faktisk selv understreget i sin tale på Folkemødet i sidste uge. Men hvordan et robust regeringsgrundlag -eller et robust grundlag for en rød-grøn S-ledet mindretalsregering- skal opstå uden en grundlæggende vilje til kompromis hos både Ø, SF, S og R, dét viser R i øjeblikket meget lidt erkendelse af. Det er noget svært at vurdere i hvilket omfang der er tale om forhandlingstaktik, for at veksle mest mulig af egen politik ind i det kommende kompromis… men når vi snart går ind i tredie uge, skal der begynde at tegne sig konturerne af et muligt robust grundlag, et muligt kompromis, for at der bliver tid til at file tilstrækkeligt mange kanter af, partierne imellem.
Måske har Radikale vitterligt svært ved at finde sig til rette med, at deres mandater ikke pr. automatik giver adgang til afgørende indflydelse på både regering, regeringsgrundlag og den grundlæggende økonomiske politik. At R ikke skal forvente ministerbiler i en kommende regering. Socialdemokratiet er dertil det eneste parti blandt Ø, SF, S og R der er i forbindelse med centrum-højre valgsejren for videreførelse af udlændingepolitikken (med visse forbedringer). Et faktum som R og Morten Østergaard endnu ikke tager det mindste udgangspunkt i, på trods af R’s blot 8,6% af stemmerne. Det er Radikal udlændingepolitik eller ingen udlændingepolitik -ihvertfald ikke såfremt en S-mindretalsregering skal forvente en Radikal velsignelse. Er det mon fordi R fortsat har skjulte drømme om andre bogstavkombinationer henover midten, med Radikal regeringsdeltagelse? Det er farligt højt spil for R, såfremt dét skulle være tilfældet…
Og det er vel cirka hér knasterne ligger ift. et robust kompromis. Det er fortsat muligt med et historisk rødt-grønt regeringsgrundlag, men det forudsætter at støttepartierne Ø, SF og R indstiller sig på et langt sejt træk i et tidsperspektiv over de næste årtier. De foregående to årtiers borgerlig politik blev heller ikke indført af Fogh Rasmussen i den første 4 års regeringsperiode. Den er et langsomt resultat af to årtiers blåt styre. De 4 år med Helle Thorning som statsminister sørgede Radikale for blev lige så økonomisk blå som den borgerlige regerings førte politik, så de tæller med på blå side.
Skal en rød-grøn Ø, SF, S og R baseret klimapolitik sætte en historisk dagsorden både for Danmark og globalt, skal støttepartierne Ø, SF og R have samme tålmodige tidsperspektiv som regeringen Fogh Rasmussen i 2001. Ingen revolution på 4 år, men et langt sejt træk, som stille og roligt tilvænnede danskerne til flere og flere borgerlige reformer. Visse var nødvendige økonomisk, men en hel del har været borgerlig symbolpolitik, som en rød-grøn regering skal have arbejdsro til at rulle tilbage og erstatte med nye reformer. Alle skal besinde sig. Og R skal fralægge sig sine historiske ambitioner som kongemagerpartiet i Danmark med automatisk regeringsdeltagelse.
Chancen for at formulere en historisk klimapolitik er til stede lige nu. Men kender Radikale, og i et vist omfang også Enhedslisten, ikke sin besøgstid ift. ultimative krav som ikke egner sig til kompromis, ja så forspildes chancen. Muligheden for at Danmark kan vise verden en økonomisk bæredygtig vej for et moderne, klimavenligt samfund med en bæredygtig og CO2 neutral produktion og forbrug. Spildes den enestående mulighed og chance der er lige nu, ja så opstår den ikke igen. De næste 4 år vil gå til i sædvanlige politiske gniderier, Socialdemokratiets støttepartier vil slides mandatmæssigt ned. Statsministeriet vil overgå til en borgerlig-national regering igen ved næste valg.
Morten Østergaard og Radikale har et valg i disse dage. Og det er ikke et ultimativt valg, det er valg om at vise vilje til kompromis.
Hele Danmark, eller rettere: en betragtelig del af befolkningen med interesse i valgresultatet, følger de igangværende forhandlinger om et regeringsgrundlag med spænding, i venten på hvilken farve røg der vil blive sendt op fra de endelige forhandlinger…. bliver røgen fuldtonet rød? Bliver der blå chanceringer i den? Ingen forventer at røgen bliver så fuldtonet blå som ved regeringsforhandlingerne mellem S, SF og R i ‘Det Sorte Tårn’ efter valget i 2011, hvor Radikale havde vredet armen om på både S og SF. Dén regeringsperiode blev ustabil og kort.
Forventningen er at røgen også er lysende grøn, og miljøpolitikken er således en af de mindre knaster for de 4 partier at forhandle.
Den største knast er givetvis udlændingepolitikken, og det er også sigende at det er dén knast vi har hørt mindst om, i løbet af de igangværende forhandlinger… den økonomiske politik er også en knast, omend noget mindre, men den griber jo ind i de øvrige politikområder og knaster, for den handler om hvordan de ønskede forbedringer skal financieres: daginstitutionsområdet, det sociale område, løft til de forskellige offentlige ydelser. Hvordan financieringen og investeringerne ift. det meget høje ambitionsniveau fra Ø, SF og R for den grønne omstilling, bl.a. med 70% reduktion af CO2 udslip i 2030, skal klares. Samt flere åbne spørgsmål.
Mette Frederiksen (S) efter dagens forhandlinger (foto: TV2)
Forhandlingerne
imellem de 4 partier er idag søndag 16. juni genoptaget. Efter de indledende
forhandlinger om temaområder, så handler drøftelserne nu, ifølge Mette
Frederiksen, om ‘den samlede tegning’.
Morten Østergaard (R) efter dagens forhandling (foto: TV2)
Morten Østergaard var idag rimelig fåmælt i forhold til detaljer om hvad der var blevet drøftet ved dagens forhandlinger. Han nævnte ift. miljø- og klimapolitikken at det kan han ikke gå i detaljer med “…andet end at sige, at vi HAR drøftet ambitionsniveauet, både i forhold til det samlede reduktionsniveau, hvor der er en velkendt uenighed, men også i forhold til en lang række af de understøttende elementer, forskellige sektorer, alt lige fra affaldssektoren, til landbrugets grønne omstilling, til transporten, til bæredygtigt byggeri og energieffektivitet. Det er jo på alle punkter vi skal have ambitionsniveauet op, hvis det skal være realistisk at nå den meget høje målsætning.”
Pernille Skipper (Ø) efter dagens forhandling (foto: TV2)
I forhold til særligt Enhedslisten og Radikale, som er de to partier, der på visse politikområder er længst væk fra Socialdemokratiet i forhandlingerne, kan man forsøge at dykke ned i udtalelser de to partier og deres partiledere er kommet med, siden selve valget den 5. juni. Med det formål at blive lidt klogere på de to partiers tilgang til forhandlingerne.
Jeg har nærlyttet til udsagn fra Pernille Skipper og Morten Østergaard, som de er kommet med siden 5. juni. Morten Østergaards tale som han holdt torsdag 13. juni ved ‘FOLKEMØDET 2019’ på Bornholm. Og Pernille Skippers udtalelser som hun fremkom med i debat med Clement Kjærsgaard i ‘CLEMENT SPECIAL: EFTER VALGET’ tirsdag den 11.06.2019. (udvalgte citater fra Morten Østergaard og Pernille Skipper er indsat i kommentarerne efter artiklen)
Man kan kort
sige, at Morten Østergaards tale var en stærk, værdibaseret og fremadrettet
tale, der er en vision om et fundamentalt opgør med det borgerlige systemskifte
i 2001, og det værdiskred Danmark har oplevet siden…
Spørgsmålet er, om Morten Østergaard og Radikale er klar til at erkende, at folketingsvalget 2019 var en delt sejr til centrum-venstre (rød-grøn blok) målt på deres kernepolitikområder og så centrum-højre (borgerlig blok) ift. udlændingepolitikken. Delingen går ned igennem partierne i de igangværende forhandlinger om regeringsgrundlag, hvor Socialdemokratiet og Enhedslisten/Radikale særligt indenfor udlændingepolitikken er på kollisionskurs. Ikke mindst efter Morten Østergaards ultimative udmeldinger igennem hele valgkampen.
Når man hører Morten Østergaards tale fra Folkemødet 2019, bliver man stærkt i tvivl om Radikale ser og anerkender denne delte valgsejr, for den stærke tale giver indtryk af, at hvis blot de øvrige rød-grønne partier Ø, SF og S følger den Radikale vej, så vil det nye ‘Systemskifte 2019’ lykkes. Med Morten Østergaards ord fra sin tale på Folkemødet 2019: ““Kom med os! Kom med os, så tager vi hul på tillidens årti! ” En rimelig ultimativ tilgang i forhold til at finde fælles grund for 4 parter og partier.
Talen rummer
ikke én gang ordet ’kompromis’ og nævner ikke én gang, at de 4 partier er nødt
til at bøje sig imod hinanden, for at finde dét fælles kompromis, der vil kunne
udgøre et robust og langtidsholdbart grundlag. Hvilket Morten Østergaard ellers
understreger er afgørende, for ”…dén forandring Danmark har brug for er
gennemgribende og kræver tid. Det kan ikke klares på 4 år. Vi må og skal have
et systemskifte der som minimum er levedygtigt langt ind i det næste årti, og
gerne længere!”
Udlændigepolitikken er den største knast og et yderst centralt område, hvor der er enighed mellem R og særligt Ø, og delvist med SF. Men hvor der er nærmest en lodret modsætning til S, som efter sit markante kursskifte i partiets udlændingepolitik, har bragt sig i overensstemmelse med det store flertal af danskere, som ønsker en i store træk videreførsel af Danmarks udlændingepolitik fra de seneste årtier. S er således eneste parti i de igangværende forhandlinger om regeringsgrundlag som repræsenterer de ca. 75% af befolkning og Folketing, der ønsker udlændingepolitikken videreført, og som ikke har stemt for et ‘paradigmeskift’ på dette område.
Nok så væsentligt ift. at kunne nå i mål i forhandlingerne mellem Ø, SF, S og R, er de forbedringer på flygtninge- og udlændingeområdet som både S og V nåede at signalere i ugen op til selve valgdagen 5. juni: at Danmark skal overholde de internationale konventioner vi har tiltrådt, at vi skal begynde at tage kvoteflygtninge fra FN systemet, at der skal ske forbedringer på asyl- og udrejsecentrene og at S er åben for at se på de lave indslusningsydelser mm.
Enkelte
lyspunkter er dog at finde mellem linierne i Morten Østergaards tale. Et enkelt
citat står stærkt:
”Og
derfor kommer jeg også med et klart budskab: til Mette, til Pia, til Pernille
og til Uffe:
Jeg tror
på, at vi kan skabe et sådant systemskifte hvis vi gør det sammen!”
Det er det tætteste Morten Østergaard kommer en erkendelse af, at Radikale jo hverken har mandater eller tilslutning nok til at gennemføre Radikal politik alene. Men siger ikke noget om hvilke elementer et ’systemskifte 2019’ kan komme til at bestå af. Det er tankevækkende at Morten Østergaard på INTET tidspunkt siger noget om HVILKEN udlændingepolitik Radikale vil kræve, HVILKEN økonomisk politik der skal være forudsætningen, HVORDAN den grønne omstilling og forbedringer på de sociale områder, offentlige ydelser mm. skal financieres… Kort sagt: Morten Østergaard efterlader os med usikkerheden om, hvorvidt han i forhandlingerne fortsætter sin ultimative stil fra valgkampen op til valgdagen, eller er indstillet på et reelt kompromis imellem Ø, SF, S og R samt det samlede resultat fra FV19…
Hvor ville det være en skøn lettelse at høre dig, Morten Østergaard, udtale ordet ‘kompromis’ en af de kommende dage, som en ting de Radikale er villige til at arbejde for i de igangværende forhandlinger!
Et godt råd
er at du (igen) bør lytte til din partilederkollega Pernille Skipper og til dén
debat hun havde med Clement Kjærsgaard i programmet ‘Clement special: Efter
valget’ fra tirsdag 11. juni, hvor hun nævner ordet ’kompromis’ et utal af
gange.
Pernille Skippers udtalelser kommer som svar på kritiske spørgsmål fra Clement Kjærsgaard, ud fra vinkelen om ikke Enhedslisten allerede på forhånd har accepteret at gøre Mette Frederiksen til statsminister, fordi et sammenbrud og en regeringsdannelse med Lars Løkke som statsminister, med Pernille Skippers egne ord “vil være en katastrofe for Danmark.”
Vil det ikke være en lige så stor “katastrofe” for de Radikale, såfremt de igangværende rød-grønne regeringsforhandlinger bryder sammen, og dermed udsigten til 4 år mere med Lars Løkke som statsminister? Og bør denne udsigt ved et sammenbrud, ikke mane til besindelse og en udtrykt vilje til kompromis?
Morten
Østergaards understreger jo sin udstrakte hånd til Ø, SF, S og R med ordene:
” Sammen
kan vi skabe et systemskifte som er grønt, som er klogt og som er kærligt.”
Er Morten Østergaards fuldstændig manglende brug af ordet ’kompromis’ ren forhandlingstaktik, eller er den et udtryk for, at Radikale ovenpå deres egen valgsejr med en fordobling af mandaterne til 16 (ca. 8,6% af stemmerne) er blevet så overmodige, at de forveksler deres egen valgsejr med årsagen til at der nu er udsigt til en rød-grøn regering? Hvilket jo vil være en fejllæsning af et af valgets hovedresultater: nemlig at et stort flertal på 75% af vælgerne stemte for en grundlæggende videreførelse af Danmarks hidtidige udlændingepolitik, med visse forbedringer. At R ikke er en del af dette flertal. Men at S, som det eneste af de 4 partier der nu forhandler et grundlag for den kommende regering, med sin politik er i rimelig overensstemmelse med dette flertal på 75% af vælgerne.
Man kunne
således rigtigt godt tænke sig, at Clement Kjærsgaard inviterede Morten
Østergaard ind til en lige så kritisk debat som den debat Pernille Skipper deltog
i. Et fokus kunne være de Radikale ‘ultimative krav’ fra valgkampen, og hvordan
partiet og Morten Østergaare nu ser på mulighederne for at indgå kompromis’er bl.a.
på udlændingeområdet for at sikre en rød-grøn regering som både er robust og
langtidsholdbar!
Forsøges der gennemtvunget en radikal (!) anden udlændingepolitik som grundlag for at Mette Frederiksen bliver statsminister, vil man -såfremt Mette F og Socialdemokratiet overhovedet griber denne mulighed- få en ustabil rød-grøn regering, og man vil sandsynligvis ikke alene tabe statsministeriet ved næste valg -man vil også have mistet muligheden for at gribe klimadagsordenen og formulere Danmarks klima- og miljøpolitik de næste årtier. Man vil således risikere at spille bolden tilbage til en blå, borgerlig regeringsdannelse, og miste muligheden for at føre politik på dé politikområder hvor der faktisk var et stort flertal for en rød-grøn politik i befolkningen ved folketingsvalget 2019: socialområdet, en solidarisk økonomisk politik, velfærdsområdet, sundhedsområdet samt naturligvis klima- og miljøområdet mm.
Det er et stort ansvar der hviler på skuldrene af de 4 partiledere i de igangværende forhandlinger. Ikke mindst i forhold til at de alle udviser vilje til kompromis, samt bliver enige om en fælles måde at læse, forstå og omsætte resultatet fra Folketingsvalget 2019.
Vi er mange der sidder med lettere tilbageholdt åndedrag i disse dage – ikke mindst i respekt for den betragtelige udfordring der møder alle de 4 partiledere!
De bedste tanker og ønsker om et stærkt rødt-grønt kompromis!
NOTE efter dagens forhandlinger om bl.a. udlændingepolitik: Morten Østergaard begyndte efter dagens forhandlinger at anvende en mere kompromissøgende sprogbrug. Han sagde bl.a.:
”Jeg håber at vi kan finde en vej, som, tror jeg, kan leve op til de forventninger der er, om at man trods alt vil kunne se, at det her, det er et opbrud med en æra der er slut, med symbolpolitik hid og did og alle vegne…”
Jeg har stor respekt for de udfordringer
Ø, SF, S og R møder omkring forhandlingsbordene i disse dage! Og stor
anerkendelse for de mennesker i alle partier, som forsøger at få enderne til at
mødes, så vi får en ny regering!
Jeg håber alle parter i forhandlingerne, alle parter, har en oprigtig vilje til kompromis og til at afsøge og finde dén fællesnævner (eller de fællesnævnere) som kan danne et regeringsgrundlag eller støtteparti-grundlag, eller hvad I ender med at kalde papiret… ?❤️?
For der står meget på spil: at rød-grøn blok evner at vise sig i stand til at lede Danmark i en markant mere klimavenlig og bæredygtig retning. Rette op på et par årtiers ulighedsskabende politik, og skabe en mere solidarisk økonomisk politik, skatte- og socialpolitik. Arbejdsmarkedspolitik. Med meget mere. Uden at belaste de virksomheder der skal sikre at Danmark fortsat har beskæftigelse at tilbyde og kan sætte turbo på den grønne omstilling ??♻️ ☀️ I rimelig respekt for både de enkelte partiers hjertesager, økonomiske tilgang og, uh, den store knast: udlændingepolitikken… ?
Her er mit perspektiv (med udgangspunkt i at jeg mener Danmark kan føre en langt mere human udlændinge og flygtningepolitik, med fokus på reel integration og overholdelse af internationale konventioner), at der samtidig ikke kommer noget godt ud af at ca. 25% forsøger at gennemtvinge noget som 75% ikke ønsker. (Og jeg stemte ikke på S ?)
Det store flertal ved valget stemte for en
grundlæggende fortsættelse af Danmarks udlændingepolitik… med de vigtige
tilføjelser, at både S og V inden valget tilkendegav at ville overholde
internationale konventioner (tænk at dét skal være nødvendigt at udtale! ?) herunder at Danmark igen skal tage
kvoteflygtninge, at ville forbedre forholdene på asyl- og udrejsecentrene, S
tilkendegav at ville se på ydelser til flygtninge, samt ikke mindst at ville
flytte fokus fra hjemsendelse til reel integration. Der burde altså være
rigeligt at tage fat på og rigeligt der kan skabe et robust grundlag for en rød-grøn
regering! ??❤️?
Hvis dele af rød-grøn blok overhører det
store flertal på udlændingeområdet ved FV19, så et mindretal (særligt Ø og R) forsøger
at vride armen om (på særligt S), tror jeg ikke en rød-grøn regering bliver
særlig langtidsholdbar. Hvis ikke rød-grøn blok viser sig i stand til at lytte
til, forstå og respektere det store flertal i befolkningen for en grundlæggende
videreførsel af Danmarks udlændingepolitik (med de væsentlige forbedringer der
er lagt op til), vil det store flertal af vælgerne senest ved næste valg stemme
borgerlige partier ind i regeringen igen…
Vi har i rød-grøn blok chancen NU for fuldstændig at tage klimadagsordenen, formulere en langsigtet klimapolitik, dreje Danmark i en bæredygtig retning og få socialpolitikken, den økonomiske politik og skattepolitikken tilbage på det solidariske spor, der ikke lægger flere byrder på de allermest udsatte borgere her i landet og skubber flere ud i social og økonomisk udstødning, der jo har været konsekvensen af et par årtiers blå og borgerlig politik… Det kræver at alle: Ø, SF, S og R forstår, at politikken bliver bedre og mere langtidsholdbar hvis alle parter er med til at finde fællesnævneren, hvis alle bøjer sig -og hvis alle forstår betydningen af at respektere det store flertal i befolkningen ? Alle parter i forhandlingerne må lægge ultimative krav til side, og fokusere på en langsigtet og holdbar politik! Målet er ikke lille: en ny bærdygtig og solidarisk retning for Danmark i de næste årtier!
Lykkes det ikke, hvis enkelte partier forsøge at vride armen om på andre, eller hvis få mandater ønsker at lukke øjne og ører for de mange mandater (også udenfor rød-grøn blok), ja så bliver en rød-grøn regering ikke særlig robust eller langtidsholdbar…
Det er NU vi har muligheden for at formulere en ambitiøs klima- og miljøpolitik, en solidarisk økonomisk politik, sætte turbo på den grønne omstilling med fokus på at skabe flest mulig danske arbejdspladser så vi kan vise verden hvordan vi med vores økonomiske og velfærdsmæssige overskud bygger vejen henimod et moderne samfund i bæredygtighed: miljømæssig, social og økonomisk bæredygtighed! ?❤️?
Det vil ikke være til at bære, hvis Mette Frederiksen blot får 4 år i Statsministeriet (eller mindre) så danskerne ved næste valg igen stemmer en Lars Løkke, en Jacob Ellemann eller evt. en Kristian Jensen, eller hvad venstre-lederen hedder til den tid… som blot vil genoptage dén blå-sorte politik vi igennem et par årtier har været vidne til…. måske med en styrkelse af det yderste højre, hvis det rød-grønne projekt kollapser! Dét vil være uendeligt nedslående…
Der står altså mere på spil i disse rød-grønne regeringsforhandlinger, end blot snævert at kæmpe for ens eget partis særlige politikområder! Ø, SF, S og R (og evt. Å) kan forhåbentlig indse, at politikken bliver mere robust og langtidsholdbar hvis alle finder en rød-grøn fællesnævner og ingen stikker ultimative kæppe i processen… samt at der lyttes til de store flertal ved FV19 indenfor enkelte politikområder!
Jeg ønsker Ø, SF, S og R alt det bedste i de utvivlsomt udfordrende forhandlinger! Må alle lytte og forhandle med åbent sind og vilje til kompromis! ❤️???
Å har altid søgt nye veje i politik. Alternativ dans, fra Alternativets facebookside, nytår 2015
Lige nu sidder 4 partier omkring et bord -og ingen af de 4 partier er Å- og de 4 partier forsøger at formulere afsættet for Danmarks nye ambitiøse klimapolitik i de næste fire år. Og forhåbentlig afsættet til Danmarks klimapolitik for det næste årti. Der er EN grund til at Å ikke sidder med omkring dét bord…
Grunden er at Å / Uffe valgte en strategi om at køre sololøb.
Sololøb, fordi Å har så stor modvilje mod at se til venstre, og uha, endnu værre at pege på en rød-grøn statsminister, at man hellere ser til højre, og endda hellere ville risikere fire år mere med Lars Løkke…
At mange i Å, Uffe og Å’s ledelse, stadig forsvarer dén strategi som en klog strategi, well, det siger for mig alt om hvor Å har fejlet i sit politiske projekt…
Måske fordi Å har det helt fint dér, lidt til højre for midten, isoleret og uden samarbejdsparter, som en slags blå-grøn studiekreds, der har friheden til at formulere utopiske og helt uvirkelige tanker, og som ingen direkte indflydelse har (eller ønsker) ift. formuleringen af Danmarks miljøpolitik…
Ja, måske Å er en slags miljøliberal tænketank, et utopisk eksperimentarium…? Måske Å i virkeligheden slet ikke er et politisk parti…?? ??
