wahlberg_dkpol

Er vi klar til at kræve magten over vores digitale data, eller skal der en bevidstgørelse og revolution til?

af Peter Gatys Wahlberg

‘Gør det noget om reklamer i facebook og digitale medier afspejler vores interesser?’

For nogen en uskyldig ting, ja måske ligefrem en ‘convenience’. Og er det ikke bare udviklingen, som ikke griber afgørende ind i vores liv eller begrænser os i noget, spørger andre? ‘Reklamerne påvirker alligevel ikke på mig’, og man kan jo bare lade være med at klikke på dem eller købe…

De globale digitale giganters mulighed for at vise målrettede, individuelle reklamer for os, baseres på at de sociale og digitale medier analyserer vores færden og samler informationer til en ‘digital profil’ for hver af os, baseret på vores digitale aktiviteter og handlinger i den virkelige verden, hvor vi bevæger os. Samlet set en voldsom mængde informationer om, hvad vi helt personligt kan lide og bruger tid på.

Den ansete amerikanske forsker Shoshana Zuboff har indgående beskrevet, hvordan kapitalismen er trådt ind i en ny digital fase:

‘De virksomheder som tjener flest penge og bliver mest værdifulde, er de virksomheder, som indsamler, køber og bruger flest data om deres kunder og brugere’

Shoshana Zuboff har endda givet denne nye fase et præcist, beskrivende navn, som også indgår i titlen på hendes nu verdensberømte bog:

OVERVÅGNINGSKAPITALISMEN

Nogle få råber STOP! Fordi grænserne for hvad internetbaserede firmaer må overskride, BETYDER noget! Fordi vi, indenfor store centrale områder, allerede har fået overskredet vores personlige integritet, (mis)brug af personlige data og kortlægning af vores helt individuelle handlinger.

Vores helt personlige data handles allerede som et produkt, uden samtykke og uden at vi har reel mulighed for at sige fra -eller give lov. Vores handlinger, præferencer, vores digitale aftryk af dybt personlige og private forhold, kortlægges, analyseres, handles og kapitalisers af de ‘gratis’ sociale tjenester vi bruger.

Det er jo præcis derfor at deres markedsværdi har nået astronomiske højder!

En nutidig -og vigtig- huskeregel er, at hvis noget i den digitale tidsalder er gratis, så er det fordi det er DIG der er produktet og DINE data der handles og skaber værdi. For de firmaer der høster dine data, analyserer dem og videresælger dem, og for de firmaer der køber dine data og (mis)bruger dem…

‘Men har vi ikke hver især et personligt valg, om vi vil lade vores data høste af globale digitale firmaer…?’

Jo, men det er en ekstremt teoretisk mulighed. Vi kan til dels undgå eller minimere misbrug af vores digitale data, hvis vi HELT undlader at bruge google, facebook, øvrige sociale medier og digitale tjenester. Men vi skal dertil undlade at bruge webshops, gmail og i øvrigt ikke bruge vores kreditkort til digitale økonomiske transaktioner. Vi skal have slukket vores smartphone HELT. For alle nævnte handlinger efterlader vores digitale fingeraftryk.

I praksis kan vi slet ikke have en smartphone, hvis vi ønsker ikke at videregive vores digitale aftryk, da vores smartphone fungerer som en effektiv digital ‘støvsuger’, som opsamler og videregiver vores data. Om vi ønsker det eller ej…

Altså en ‘helt reel’ mulighed for fravalg vi har, ikke sandt?

(En helt åbenlys og virkelig ‘annoying’ og grænseoverskridende måde dette kan iagttages på, er at mange med mig, efterhånden jævnligt, jeg vil sige ugentligt (endnu ikke dagligt) oplever, at emner som jeg 100% VED at jeg ikke har googlet, skrevet om digitalt mv. men KUN har talt med en person om ‘face to face’ (med min mobil inaktiv, ‘slukket’ men med strøm på og i nærheden), at for disse emner, produkter eller relaterede til emnet, får jeg indenfor kort tid et hav af bannerreklamer om, på de forskellige digitale platforme som jeg bevæger mig på! 😬 )

Virkelig irriterende, for det er en illustration af, hvad der jo også er almindelig viden, at de stor internetgiganter HØSTER vores personlige data, handlemønstre, personlige valg og præferencer, for at kunne lave en detaljeret ‘profiling’, som kan målrette personlige reklamer til os helt individuelt.

BIG DATA.

Og vi har jo kun set begyndelsen. Hvornår begynder denne detaljerede ‘profiling’ at give sig udslag i personlig prissætning / rabatter, ud fra vores profil, præferencer, livsførelse? Hvornår afspejler prisen på eksempelvis forsikringer, hvordan vi lever vores liv? Fordi den digitale ‘profiling’ baseret på ‘big data’ ganske præcist kan tegne et billede af vores individuelle liv, og dermed den livskvalitet, forventet livslængde, risiko for livsstillsygdomme, ulykker og mange andre væsentlige livsbegivenheder, som de store giganter kan analysere og udlede af vores individuelle ‘big data’…

Hvornår køber virksomheder en detaljeret ‘profiling’ af os inden en jobsamtale?

Og hvad kan vi gøre for at bremse det? GDPR next level? Bringe EU lovgivningen ind i dette årtusind med opdateret lovgivning der kan sikre vores personlige ejendomsret over egne data, samt hvem vi giver lov til at PROFITERE på dem?

Vi er at sammenligne med middelalderens fæstebønder, som var ejet af herremanden, ikke fik løn for sit arbejde, men forpligtet til hoveri (gratis arbejde) på herremandens marker, og forpligtet til, som eneste stand i landet, at stille sine liv til rådighed som kongens soldater. En bonde i 1700-tallets Danmark havde ikke selvbestemmelse over sit eget liv. Jo mere han knoklede på godsejerens marker, desto rigere blev herremanden og godsejeren.

Idag er markerne virtuelle (internettet og digitale/sociale medier) og nutidens marker er ejet af herremændene (internetgiganterne). Jo mere vi knokler på de virtuelle marker, herunder vores egne sociale profiler, desto rigere bliver herremændene og godsejerne.

Frugten af vores arbejde, grøntsagerne og høsten, er vores personlige data, aktiviteter, handlemønstre og præferencer.

Vi ejer dem ikke længere.

Herremændene handler med dem, og jo mere aktive vi er, desto flere data producerer vi, og desto rigere bliver herremændene / internetgiganterne.

Vi er digitale fæstebønder uden ejerskab til vores eget private virtuelle liv….

Tidligere tiders undertrykkelse af borgernes og bøndernes basale rettigheder, har ført til oprør og modstand og i yderste konsekvens -i andre lande- til revolution, hvor magthavere er frataget deres privilegier med vold. Her i landet har vi historisk løst tingene med mere fredelig afgivelse af magt og ophør af undertrykkelse, dog stærkt inspireret af oprør og revolution ude i verden.

Herremændenes ejerskab over bønderne i Danmark op til 1700-tallet, bøndernes forpligtelse til hoveri (arbejde uden løn) på herremandens jorde og, som den eneste stand i landet, bøndernes forpligtelse til at stille tilstrækkelig mænd til rådighed som kongens soldater, førte til større og større modstand hos bønderne.

Fremsynede folk, som Reventlow og Colbjørnsen, tæt på statsråd og Kong Christian VII, banede vejen for landboreformer og stavnsbåndets ophævelse i 1788, under stor modstand og protester fra godsejere og adel. Men stavnsbåndets ophævelse lagde grunden til stor fremgang for bønderne og dermed for det danske samfund som helhed.

Mon der kommer et tidspunkt, hvor det lykkes os, almindelige borgere i den digitale tidsalder, i det digitale Danmark, i det digitale Europa, at kræve det fulde ejerskab over vores egne data?

Eller skal vi igennem den samme vækkelse som bønderne i 1700-tallets Danmark, med stigende bevidsthed om den undertrykkelse vi udsættes for, om den manglende egen bestemmelse over egen ejendom, over vores personlige identitet og integritet, over vores egne, private data, over vores digitale liv, før vi gør oprør? Og før de som sidder på uretmæssige privilegier indser, enten frivilligt, under pres eller ved en regulær revolution, at de må afgive uretmæssigt tilranede rettigheder over andre menneskers liv? Over vores egne data over vores digitale aftryk, over vores egne digitale liv? 😏

Mon der kommer et tidspunkt, hvor den private ejendomsret og boligens ukrænkelighed, privatlivets ukrænkelighed, som er en af flere grundpiller i vores liberale vestlige demokratier, udstrækkes til den digitale tidsalder, så vi selv, hver især, bliver herrer i eget digitale hus, selv bestemmer hvad der skal ske med vores egne data, vores digitale liv?

Historien viser at et oprør eller reformer er uundgåelige…. spørgsmålet er hvor lang tid denne bevidsgørelse vil tage… jeg foreslår vi begynder nu!

Weekendavisen fra 9. april har, som beskrevet i flere andre danske medier, i denne uge på bagsiden en super interessant helsides artikel, som beskriver at Jens Rohde flirter lidt med Isabella Arendt fra Kristendemokraterne. Altså blot rent politisk. 

Der har været kontakt og samtaler. Det er ikke en aprilsnar og ikke Rokokoposten.

Flere danske folketingspolitikere er i disse år, mere eller mindre selvvalgt, politisk hjemløse. En række politikere har meldt sig ud af deres tidligere partier, nogle har fundet nye, mens andre går politisk enegang i en periode, hvis de da ikke som enkelte vælger at træde helt ud af politik…

Vi er således inde i en bevægelig tid i dansk politik.

Jens Rohde er en af de markante danske politikere, som har haft sine grunde til partiskift. Som følge af Venstre’s mere og mere nationalkonservative linie, og den hårde kurs i udlændingepolitikken, hvor Venstre under Anders Fogh og senere Lars Løkke valgte at stramme udlændinge- og flygtninges muligheder for at komme til Danmark, få familiesammenføring mv.  Fløjen bag Inger Støjberg er i høj grad i de senere år løbet med sejren i Venstre…

Jens Rohde var i mange år en del af den stramme udlændingepolitik, men med årene har han tydeligvis fået sværere og sværere ved at se sig selv i den. Man må også sige, at Venstre, som en del af borgerlige regeringer igennem to årtier, bevægede sig i en mere og mere nationalkonservativ retning. De nationalkonservative fløje i Venstre vandt over de mere liberale fløje i partiet, og man kunne dermed i henved 20 år holde sammen på en borgerlig blok, der som væsentlig forudsætning for regeringsmagten havde den parlamentariske støtte fra det stærkt nationalt sindede i DF, og naturligvis de både nationalt og konservativt sindede i K.

Til sidst havde Venstre bevæget sig et sted hen, hvor man med rette kunne stille spørgsmålstegn ved, hvor de grundlæggende liberale værdier var blevet af… de liberale værdier kan med rimelighed siges at leve stærkere i Radikale Venstre, hvorfor Jens Rohde’s partiskift hertil i 2015 værdipolitisk gav god mening.

Jens Rohde meldte sig her i januar 2021 dog også ud af Radikale Venstre, som han under Morten Østergaard mener indtog mere og mere yderligtgående identitetspolitiske positioner.

Udslagsgivende blev Radikale holdninger indenfor særligt udlændinge- og klimapolitikken, hvor Jens Rohde ved sin udmeldelse fortalte, at partiet har indtaget en position, som sætter Radikale helt uden for indflydelse. Udmeldinger fra andre ledende Radikale politikere i den ophedede identitetsdebat og debatten om #metoo og feminisme har også været udslagsgivende for Jens Rohdes udmeldelse.

Politikere som ønsker indflydelse, har brug for en bredere platform end blot at være løsgængere i Folketinget. De færreste løsgængere opnår genvalg i forbindelse med Folketingsvalg. Jens Rohde er således i denne tid givetvis på udkig efter sin næste politiske platform…

Artiklen i Weekendavisen om Jens Rohde’s flirt med Isabella Arendt og KD tager på rundtur i det Vestjyske, hvor Kristendemokraterne i visse valgkredse får op mod 30% af stemmerne (!) 

Den beskriver meget interessant KD’s bagland, og flere KD medlemmer, lokal- og tidl. landspolitikere interviewes, og spørges til deres holdning til Jens Rohde.

Mange, især de menige vestjyske KD medlemmer, som også er en del af Indre Mission, husker stadig tydeligt Jens Rohde’s ‘stunt’ i 2003 som ung politisk ordfører for Venstre, da han nægtede at deltage i Folketingets åbningsgudstjeneste, fordi præsten var fra Indre Mission. Selvom det er 18 år siden, har mange menige medlemmer i KD ikke glemt dén historie 

Jens Rohde har beklaget hændelsen dengang som politisk umodenhed.

KD politikere er idag mere åbne for hvad Jens Rohde vil kunne gøre ift. KD’s muligheder for at komme over spærregrænsen. Der er dog ingen konkrete planer om indmeldelse i KD fra Jens Rohde’s side, oplyser Weekendavisen. Det må således indtil videre betegnes som en flirt 😉

Artiklen giver et interessant indblik i en politisk del af det vindblæste Vestjylland. Hvem ved om Jens Rohde kan indfanges af de stærke vinde…

Artiklen kan stærkt anbefales.

At være perfekt uperfekt og følge sin dagsform ❤️
Dét er et godt budskab, som er et omdrejningspunkt i min gode ven Malene Strandkvist’s blogindlæg om at løbe, og som jeg fuldstændig kunne genkende og relatere til fra mine egne år i løb ❤️👍

Det inspirerede mig til at give mine egne erfaringer fra mit løb videre -om at løbe fra sine problemer 😉

(link til Malenes blogindlæg nederst efter artiklen)

I mine aktive løbe-år (fra jeg var ca 20 til 35) løb jeg selv rigtig meget, ofte, spredt ud over ugen. Gerne sent om aftenen, hvor jeg havde Søerne i København næsten for mig selv -jeg brugte det at løbe til afstresning og kontemplation, til at gå ud af tankerne og ind i kroppen. Blive udelukkende åndedræt, hjerteslag, muskler, bevægelse, sko mod underlag, luften, vejret, temperaturen, søerne, byen… ❤️

Jeg har ALDRIG taget tid på mit løb. ALTID kun fulgt dagsformen. 🙂 👍

At løbe kan jo være en ideel øvelse i at komme i kontakt med sig selv. På alle planer. Fordi det i sin kerne handler om at gå ind i sig selv, ind i kroppen. Og man kan bruge det til at øve sig i, ikke også på DETTE område at måle sig med omverdenens syn på en selv (her: at løbe) 😉

For det er der nok mange som har svært ved. At løbe er en god øvelse i at blive sig selv, og opleve at dét rummer sin egen belønning! ❤️

Nogle tip på vejen mod at kunne lytte til dig selv, blive bedre til det:

1) Læg uret til side. Mærk efter hvordan du har det, inden og ved starten af din løbetur. Hvordan dine tanker, følelser og krop har det. Hvad trænger du til?

2) Løb efter hvad du har lyst til. Der er ingen rigtig måde! Der er kun DIN måde! 😉❤️👍
• Er du træt, kan du have lyst til et roligt, kortere løb, hvor du nyder roen. Eller du kan have lyst til at ‘komme op i gear’ -dét kan en løbetur også bruges til 😉
• Er du frustreret over noget, kan du have lyst til ‘at fyre den af’ og komme af med vreden, frustrationerne, aggressionerne. Eller du kan have mest brug for en rolig løbetur, i kontrast til en frustrerende dag. Du bestemmer selv!
• Er du i en helt perfekt ‘mode’ til at yde en toppræstation? (din EGEN toppræstation! -ikke målt med et ur 🤓) så kan du forberede dig mentalt inden du begynder din løbetur. ‘Tune’ al din opmærksomhed ind på din krop, hvordan den føles, hvad du har lyst til. Kort tur / lang tur. Mens du løber, vurderer du din energi, doserer den bevidst, afmåler den i forhold til løbeturens længde, din krops ændringer undervejs. Hele tiden have opmærksomhed på dit åndedræt, hjerteslag, din energi, hvor langt du har løbet, hvor langt du har tilbage… vil du ‘spare’ lidt energi til en slutspurt, eller holde en højere jævn hastighed. Mærke trætheden i benene. Bliver de tunge eller er de stadig fulde af energi? Mærke dit åndedræt. Er der mere tilbage, eller er du ved at ramme din egen mur. Under hele løbeturen docerer du tempo i forhold til din energi, din vejrtrækning, trætheden og hvor langt du har tilbage. Belønningen er, at det er SKØNT fuldstændig at blive ét med din krop, skønt at lade tanker og følelser ligge derhjemme. Indimellem kan du være heldig, når alle forhold er rigtige, at ‘komme i flow’… det er en helt vidunderlig tilstand, hvor du bliver ét med det du gør, bliver ét med at løbe, og der er intet andet i din bevidsthed. Du ER dit løb, intet andet… 🥰

3) Du kan i praksis ‘løbe fra dine problemer’ -og det er HELT i orden! 💕❤️👌

Løb (og fysisk aktivitet) er noget af det mest afstressende der findes. Løb har yderst gavnlig effekt på depressioner. Løb kan give dig ny energi hvis du har været ‘nede i et hul’ hele dagen… og en løbetur kan under alle omstændigheder befri dig for dine tanker og følelser, hvis du tillader dig at lægge dem derhjemme når du tager dine løbesko på. Og du kan øve dig på det, ved at mærke hvordan din krop har det, og sige til dig selv, at det er HELT I ORDEN kun at mærke din krop, og lade tanker og følelser ligge -bare lige mens du løber.

Giv dig selv fri fra dine tanker og følelser!

Gå fuldstændig ind i dig selv og din krop, bare mens du løber… ❤️

(Det er også OK at tage tankerne med på løbetur, hvis ikke du kan slippe dem helt… så kan du måske bruge løbeturen til at mærke, hvad det gør ved dine tanker, når kroppen arbejdet, åndedrættet bliver presset, musklerne bliver trætte… måske slipper du tankerne undervejs, eller du mærker noget andet… 😉)

4) Alt hvad du gør er HELT OK! ❤️
Der er ingen patentopskrift. Der er kun DIN måde, og du kan bruge det til at lære dig selv at kende. OG finde nye styrker du måske ikke vidste du havde. Hvis du følger din egen måde, er chancen for at du bevarer glæden ved løb størst, det er jeg overbevist om! 😊

5) Vær tålmodig med dig selv. Mål dig ikke mod andre. Du er lige præcis dér hvor du er, og det er OK! ❤️

Brug løbeturen som dit eget lille frirum, hvor du bliver fri af andres forventninger. Fri af dine egne forventninger til dig selv. Slå ikke dig selv i hovedet med noget. Du er hvor du er, det er helt OK, og du kan tage skridt (og løbeskridt) i dén retning du ønsker.

Bare du ikke stiller for store forventninger til dig selv, målt med en for stor målestok, eller med andres målestok, eller med reklamers målestok, eller samfundets målestok. Du er hvor du er, det er OK, og du bestemmer selv hvilken vej du vil gå (eller løbe! 😃), hvor hurtigtvoksende, hvor hårdt det skal være, hvor langt, hvor ofte. Det er din krop, din anstrengelse, din nydelse, dine mål. Du må naturligvis godt udfordre dig selv, af LYST 😉

Du er dig! ❤️

6) Hvis ikke du måler dig med andres målestok, men med din egen, og hvis du kan lade være med at slå dig selv i hovedet og bebrejde dig selv at du ikke er nået længere, er bedre, hurtigere eller andet…. Ja, så er det min egen konkrete erfaring, at du faktisk med tiden vil nå længere, vil blive bedre, lettere vil nå dine mål og drømme…. både indenfor dit løb, men nok også indenfor andre af livets områder. DERFOR kan løb være så god en øvelse i, at LYTTE TIL DIG SELV, og mærke efter hvordan DU har det. Og derigennem finde ud af hvem du er ❤️😉

7) HVIS du har lyst til at tage tid på dit løb er DET jo også OK 😃 Du bestemmer jo nemlig selv! 😄

Men jeg har aldrig selv taget tid, og i de 15 år jeg løb ofte (3-4 gange om ugen -fordi jeg havde lyst! 🙃) kom jeg faktisk i rigtig god form, kunne uden problemer løbe 11 km når jeg var i dét humør (2 x rundt om alle Søerne i København).

Oftest løb jeg rundt om 2-3 søer, en 3-4 km, sjældnere rundt om alle Søerne (5,5 km) og jeg lyttede ALTID til hvordan jeg havde det lige dén dag (oftest aften) og tilpassede mit løb til dét, om jeg havde lyst til at presse mig selv, nyde en mere stille tur, give den gas i en slutspurt (det gjorde jeg oftest) eller holde et mere jævnt højt tempo.

Alt dét var naturligvis efter flere års jævnligt løb. 👍

8) Begynd langsomt, lyt til dig selv, pres dig ikke for meget. Mål dig ikke med hvad du synes du BURDE kunne løbe, eller hvad andre mener du burde kunne løbe!

Men mærk efter hvad du rent faktisk KAN løbe!

Acceptér hvor du er! ☺️ Det er nemlig HELT OK! 😊❤️👌 Og byg så stille og roligt og tålmodigt og kærligt og accepterende videre derfra ❤️

Held og lykke med at finde din helt egen løbestil, din helt egen måde at nyde dit løb på! 😉 Jeg håber mine tanker kan inspirere dig til at finde den måde at bevæge dig på, som gør DIG glad! ❤️❤️❤️

(…og PST: det er også helt OK hvis du finder ud af, at løb ikke er dig! 😅 Vi er alle forskellige, og man skal finde dét som gør én glad 😉 Det føles godt at bruge sin krop. Min erfaring er, at folk, der synes det er kedeligt at løbe, ofte er glade for at svømme -noget jeg selv synes er mega kedeligt! 🙃)

link til Malenes blogindlæg: https://undren.dk/2021/03/12/jeg-er-uperfekt-perfekt-og-foelger-dagsformen/?fbclid=IwAR1t8To2k1O3ZSRcLi2nH05X5uSc1GpfzSSgaSYff2RRYkaq6fve_EnV_sk

Theresa Scavenius er en blandt flere politikere, der i disse år ‘parti-shopper’, dvs. hopper imellem partier. Efter nogle år i Radikale og Alternativet, hvor hun stillede op til henholdsvis næstformandsposten og formandsposten uden held, vælger hun nu at forsøge sig med sit eget klimaparti: MOMENTUM.

Theresa Scavenius hævder i forbindelse med stiftelse af det nye parti MOMENTUM, at hun ligger midt i det politiske spektrum. Men efter at have fulgt hende de senere år, og ikke mindst hendes valgoplæg til formandsposten i Alternativet, vil jeg snarere betegne hendes tilgang til politik, og ikke mindst klima- og miljøpolitik, som radikal aktivistisk.

Med ‘radikal’ tænker jeg ikke på partiet De Radikale, men på at hun er parat til at hive yderst radikale værktøjer op af værktøjskassen, for at banke klimapolitikken hen, hvor HUN synes den bør være… Det bliver da også hjørnestenen i det nye parti MOMENTUM, som ifølge Theresa Scavenius skal bruge 70% af sin tid på miljø- og klimapolitikken.

Som med alle politiske partier er det dog ikke uvæsentligt hvor man lægger sig holdningsmæssigt i de andre store værdimæssige samfundsspørgsmål.

Alternativet viste sig således at have dybe rødder i Det Radikale Venstre, hvor stifteren Uffe Elbæk gjorde sine indledende politiske erfaringer, og her særligt i forhold til Radikales (økonomisk) liberale grundværdier. I en grad, så ledelsen i Alternativet ved FV2019 viste sig at få røde (eller snarere blå!) knopper, ved tanken om at pege på Mette Frederiksen som statsminister.

Alternativet ville således hellere risikere 4 år mere med en kulsort borgerligt-liberal, national-konservativ regering med dengang Lars Løkke som statsminister. I Europaparlamentsvalget støttede Å den liberale ALDE blok, således at de stemmer som blev ‘spildt’ på Alternativet i EP2019 valget (da Å ikke opnåede stemmer til en egen plads i parlamentet), de stemmer tilfaldt de blå liberale partier i Europaparlamentet. Som udover danske Venstre også tæller bl.a. Liberal Alliance! Udover de mange liberale og ultra-liberalistiske partier i øvrige europæiske lande…

Der er ingen tvivl om at denne viden var ukendt for mange af Alternativets kernevælgere, der indtil valgene i 2019 betragtede Å som tilhørende den rød-grønne blok. Personligt tror jeg, at den rodfæstede uvilje hos Uffe Elbæk og den øvrige ledelse i Å mod at pege på Mette Frederiksen som statsminister, og dermed vedkende sig sine naturlige politiske venner og alliancepartnere, var en væsentlig årsag til Alternativets fald fra tinderne.

Uffe’s sololøb: ‘Uffe for president’ blev kort sagt gennemskuet af vælgerne.

Vil Theresa Scavenius have tage disse erfaringer med sig i sin politiske rygsæk? Vil hun vise mere samlende evner som partileder…?

Det er svært at vurdere ud fra hendes hidtidige politiske ‘track-record’, der i udpræget grad viser en teknokrat, en naturvidenskabeligt funderet politiker, med vilje og ambitioner om at være en radikal og kompromisløs stemme i Folketinget for klima- og miljøpolitikken -som hun selv ser nødvendigheden.

Det er absolut muligt, at der er (tilstrækkeligt mange) vælgere der vil sætte X ved en radikal og aktivistisk miljøpolitik, sætte X ved et miljø- og klimapolitisk protestparti, som vil forsøge at trække de andre partier i retning af den mest vidtgående og radikale miljøpolitik.

Men erfaringerne fra Alternativets fald fra tinderne og tabet af de 9 mandater partiet opnåede ved FV2015 viser, at det kan være farligt for et parti at glemme de andre politikområder, eller tro at vælgerne ikke tillægger den økonomiske politik eller socialpolitikken betydning -selv for et parti som primært profilerer sig som et miljø-protestparti.

Hvilken statsminister vil MOMENTUM pege på?

Dét spørgsmål vil blive ét blandt flere afgørende for partiets succes.

Theresa Scavenius har indtil nu primært vist sig som en ‘hardliner’ på miljøområdet, med den grundholdning at de øvrige partier, Alternativet inclusive, førte og fører en alt for sløv og langsom miljø- og klimapolitik, der langt fra er radikal, vidtgående, effektiv og hurtig nok.

Men vil hun have de samlende egenskaber der er en forudsætning for en god partileder? I det mindste på de indre linier…? Som kan samle de ofte modsatrettede holdninger i et parti i et fælles projekt og en fælles retning?

Der er ingen tvivl om, at der udadtil hos vælgerne, særligt hos de mange nye, unge vælgere som skal stemme for første gang ved næste Folketingsvalg og senest i 2023 samt de øvrige ‘millennials’, vil være en stor tiltrækningskraft i et radikalt klima- og miljø-protestparti.

De store spørgsmål for MOMENTUM bliver, om Theresa Scavenius har evnerne som partileder, har evnerne til at samle dygtige folk bag sig, begejstre en medlemsskare og samle et parti til at arbejde effektiv mod et fælles mål. Samt om hun kan kommunikere dette effektivt ud i medierne.

Dernæst om MOMENTUM vil kunne samle de nødvendige godt 20.000 vælgererklæringer inden næste Folketingsvalg.

Og endelig, om MOMENTUM vil formulere et samlet partiprogram der tiltaler et tilstrækkeligt stort vælgersegment til, at partiet ved næste valg kommer over spærregrænsen, eller om vælgerne inden valget  føler en stor risiko for, at deres stemmer ender som stemmespild og dermed som tillægsmandater hos nogle af de partier de IKKE har ønsket at støtte…

Kan Theresa Scavenius samle et parti, primært på de indre linier?

Mindre væsentligt er det dog at samle på de ydre linier, imellem flere partier. For den politiske historie rummer en række eksempler på, at det kan være en succesfuld platform at splitte vælgerne i mere eller mindre radikale holdninger.

Er Theresa Scavenius en spreder eller en samler…?

(link til kort omtale af det nye parti MOMENTUM og Theresa Scavenius i Altinget 07.03.2021)

https://www.altinget.dk/artikel/theresa-scavenius-starter-nyt-groent-parti

Inspireret af en disskussion i februar 2021 i facebookgruppen ‘Arkitekturoprøret’ (som viser eksempler fra hele landet på monotont, spekulativt kassebyggeri) skrev jeg følgende indlæg om byggeriets kompleksistet og de faktorer som betyder noget i forhold til at udvikle ‘bedre, billigere, bæredygtigt byggeri’.

Byggeri er komplekst. Kvaliteten af et byggeri er afhængig af mange faktorer. Først og sidst af bygherrens ambitioner og pengepung, men også en række øvrige faktorer…Arkitekten sidder sjældent på pengekassen, men betales som andre af bygherren…

Trist at nogle arkitekter ønsker at medvirke til det mest spekulative og monotone kassebyggeri vi ser i øjeblikket… for enig, det er der ALT for meget af! 

Der er rigtigt mange penge at tjene på byggeri i disse år! Det er somom ikke så få investorer og developere og bygherrer tænker:

‘Jo mere simpelt og skrabet byggeri vi opfører, desto mere kan vi tjene. For skidtet kan jo sælges eller lejes ud under alle omstændigheder’…

Flere faktorer har betydning for kvaliteten af byggeriet.

Udover (de svingende) ambitioner hos bygherrer og developere, kan kommuner også stille krav til arkitektonisk kvalitet. Det kræver et langsigtet og strategisk arbejde med at formulere en bevidst arkitekturpolitik i de enkelte kommuner, samt at opbygge procedurer og redskaber til at sikre arkitekturpolitikkens opfyldelse i lokalplaner og i de enkelte godkendte byggerier.

Få kommuner har en vedtaget arkitekturpolitik, som rækker udover de mange mange tekniske og bygningsfysiske krav, der allerede idag stilles iht. gældende bygningsreglementer.

Jeg er overbevist om, at de fleste arkitekter meget gerne vil bidrage til mere inspirerende og oplevelsesrige byggerier -men arkitekter sidder som nævnt yderst sjældent på pengekassen.

Trist dog, når visse arkitekter medvirker til det allermest spekulative byggeri.

Der har dog ikke nødvendigvis været arkitekter involveret i alt (selvom det jo er et velkendt trick at kunne skrive et arkitektnavn på projektmaterialet).

Men er vi parate til at betale mere?

En del oplevelsesrige og inspirerende detaljer behøver dog ikke at medføre dyrere byggeri. Hvis der skabes en kultur i byggeriet -fra investorer, developere og bygherrer- til at arkitektonisk kvalitet og spændende, oplevelsesrige byggerier er værd at ‘konkurrere’ om. Hjulpet på vej af krav til oplevelsesrige byggerier fra kommunerne -en arkitekturpolitik- så kan vi godt gøre det bedre, uden at det nødvendigvis behøver blive dyrere.

Bedre, billigere og bæredygtigt byggeri er ikke nemt at opnå. Men heller ikke umuligt.

Det kræver en bevidst og langsigtet indsats fra involverede parter; kommuner, bygherrer (offentlige og private) samt investorer og developere. Og en erkendelse af, at lige præcis indenfor byggeriet, er de rene rå markedskræfter dårlige til at give bedre kvalitet. (Bortset fra til de få virkelig rige). Gode og oplevelsesrige byggeriet til flertallet kræver en bevidst arkitekturpolitik.

Kvalitet indenfor byggeriet kommer ikke af sig selv…

Den nedsatte ekspertgruppe med professor Jørgen Grønnegaard i spidsen, udkom fredag med sin ‘covid-19 udredning’ om regeringen og myndigheders håndtering af Corona epidemien. Det er en grundig gennemgang og redegørelse for forløbet, på ialt 598 sider!

Der er nogle grundlæggende og væsentlige erfaringer, vi har gjort os i løbet af denne corona-pandemi…:   

• Vi har ikke prøvet det på denne måde før. Sidst var i 1918, og da så verden unægtelig noget anderledes ud…   

• I et demokrati, vil hver sten blive vendt og hver beslutning vil blive vinklet af journalister og politiske modstandere. Alle med deres dagsordener, fra at tiltrække mest mulig opmærksomhed (ved at maksimere konflikt og modsætninger) til at skade modparten mest muligt (uden at det virker som et helt åbenlyst motiv…) Redskaberne er i alle tilfælde at vinkle de faktiske begivenheder, så de tjener ens formål og motiv maksimalt.   

• Sociale Medier, SoMe, har på godt og ondt betydet en demokratisering af nyhedsformidlingen og af kilder til informationer. Bagsiden er, at der spredes mængder af misinformation, og at mange mennesker er ukritiske i forhold til hvor informationer og misinformation kommer fra. Mange videresender ukritisk misinformation eller deciderede konspirationsteorier…

• Man skal som borger faktisk holde tungen HELT lige i munden og være yderst kilde- og motivkritisk ift. de informationer man modtager. Da stort set alle informationer har et eller andet motiv…    

I forhold til undersøgelsen af forløbet omkring nedlukningen af samfundet, så er det en kompleks affære. Rapporten om dette fylder eksempelvis 598 sider (!)  og medierne har naturligvis kastet sig over den mest udtalte kritik ift. håndteringen.    

Kan der findes kritikpunkter, hvor regeringen / Mette Frederiksen har drejet deres informationer, undladt informationer eller kan der findes sætninger, som isoleret set er urigtige?

Ja, det kan der, særligt afsnittet omkring nedlukningen, og hvor Mette Frederiksen bruger formuleringen:  

“Derfor er myndighedernes anbefaling, at vi lukker ned for al unødvendig aktivitet på de områder i en periode.”  

Dén sætning er isoleret set ikke korrekt, da det IKKE var Sundhedsstyrelsens eller Statens Serum Instituts anbefalinger.   

Men jeg mener ikke, i en verdensomspændende sundhedskrise, at det er rimeligt at hive én kritisk sætning ud, uden at se den sin sammenhæng og sin kontekst.  

Og i sammenhængen og konteksten, blev det nemlig nævnt af Søren Brostrøm, at ‘der ikke er sundhedsfaglig evidens for’ en så kraftig nedlukning, og særligt at man ikke havde evidens for, at lukning af et lands grænser ville have betydning for smittespredningen.  

Søren Brostrøm nævnte udtrykkelig, at den seneste evidens var fra 1918 (Den Spanske Syge) og ikke omhandlede grænselukning af et helt land, men af en ø.  

Mette Frederiksen svarede, at vi i den nuværende situation ikke kunne vente på videnskabelig evidens, men var nødt til at tage beslutninger ud fra et ‘forsigtighedsprincip.’   

Allerede hér blev det tydeligt, at der ikke var fuldstændig enighed imellem Sundhedsmyndigheder og regeringen.  

Søren Brostrøm var i begyndelsen langt mere enig med sin svenske kollega Anders Tegnell. Havde Mette Frederiksen udelukkende lyttet til Sundhedsstyrelsen, havde Danmark idag sandsynligvis haft nogle smittetal som ville ligne de svenske væsentligt mere. Hvilket som bekendt er meget højere end de danske, selv vurderet sammenligneligt pr. million indbyggere.   

Så jeg mener ikke at det er rimeligt kun at vurdere én sætning uden at se den i forhold til konteksten.  Jeg tror at Mette Frederiksen i situationen har haft brug for at legitimere sine beslutninger mest muligt.  Og der har været en række brudflader imellem regeringen og Sundhedsstyrelsen og Statens Serum Institut.  

Dels beskrevet løbende i de mest seriøse og grundige medier, og for nylig bl.a. i Altingets udmærkede artikel om ekspertundersøgelsen af nedlukningen. (link til artiklen nedenfor)

Så derfor ønskede Mette Frederiksen at Søren Brostrøm deltog i pressemøderne (han havde vist helst været fri) og derfor refererer hun på en lidt mere generel måde til, at ‘det derfor er myndighedernes anbefaling, at vi lukker ned for al unødvendig aktivitet’.  

Hvilket præcist i forhold til nedlukningen af skolerne, daginstitutionerne mv.  ikke var korrekt. Men der var jo generelt en tæt dialog imellem regeringen og sundhedsmyndighederne, så det er rimeligt at sige, at regeringen generelt fulgte myndighedernes anbefalinger. Men altså ikke i lige i forhold til dét tiltag. Dér valgte regeringen at lægge dit ekstra forsigtighedsprincip ovenpå myndighedernes vurdering.   

At det så også var GODT at regeringen anlagde et forsigtighedsprincip OVENPÅ myndighedernes anbefalinger, ja det ved vi jo idag. Det var en klog vurdering og en rigtig god idé!  

Som tidligere nævnt, var Mette Frederiksen også meget tydelig om dette, ikke mindst i sin besvarelse af de mange spørgsmål fra pressen, hvor hun understregede, at regeringen valgte en yderligere forsigtig kurs, ift. den (manglende) videnskabelige evidens, og ift. Sundhedsstyrelsens vurderinger, som regeringen især i starten af epidemien, vurderede til at være for optimistiske.  

Ifølge artiklen i Altinget, lagde regeringen og Mette Frederiksen sig i højere grad op ad vurderingerne fra Statens Serum Institut, der anlagde en mere forsigtig linie end Sundhedsstyrelsen.   

Ovenstående illustrerer for mig ganske tydeligt, hvor mange diskussioner, faglige og politiske, der har været i ‘maskinrummet’ for håndteringen af corona-epidemien i Danmark.  Og at der fra alle sider er forsøgt at navigere os mest mulig helskindet igennem pandemien.

Naturligvis skal urigtige informationer påtales med passende vægt. Og det er vel også her vandene skilles: politiske modstandere af regeringen og Mette Frederiksen mener naturligvis at dette er så voldsom en fejl, at den bør medføre Statsministerens afgang, rigsret, nyvalg eller andet.  

Jeg mener nok at dette vil være fuldstændig ude af proportioner.

En kraftig påtale af den manglende præcisering ift. myndighedernes anbefalinger vil være på sin plads. Der gik jo heller ikke ikke mange dage, før Mette Frederiksen på efterfølgende pressemøder begyndte at benytte formuleringerne om, at ‘regeringen har valgt at anlægge et forsigtighedsprincip ovenpå anbefalingerne fra myndighederne, i de tilfælde hvor den sundhedsfaglige evidens er mangelfuld eller ikke eksisterende’.   Hvilket jo er en mere korrekt formulering.  

Jeg synes der skal være proportioner i sanktioner og konsekvenserne af beslutningerne. Og her taler vi jo om, at beslutningerne har vist sig at være de RIGTIGE beslutninger for landet og folkesundheden.  

Den tidlige, hurtige og effektive nedlukning har været væsentlig medvirkende til at vi i Danmark har klaret os så godt. Det har jeg postivt hørt Søren Brostrøm udtale på senere pressemøder. Så han har naturligvis også selv revideret sin og sin styrelses indledningsvis noget optimistiske opfattelse af pandemiens alvor…  Men hvem havde en krystalkugle i februar 2020…?

Link til artiklen om ekspertudvalgets Covid-19 udredning fra Altinget den 29.01.2021:

https://www.altinget.dk/artikel/live-nu-bliver-regeringens-coronahaandtering-evalueret  

Jeg kommenterer, med et (muligvis politisk ukorrekt) satiriske blik, de politiske forhandlinger som førte til den gigantiske erstatningssum til et hensygnende minkerhverv, og blev inspireret til at perspektivere forløbet ind i min egen branche; arkitektbranchen.

I lyset fra den opnåede erstatning til minkbranchen, må man sige at arkitekternes brancheorganisation Danske Ark har foretaget en gigantisk fejlprioritering af indsatsen om at fremme arkitektbranchens politiske interesser indtil nu…!

Et satirisk blik på de gennemførte politiske forhandlinger om størrelsen af erstatninger til alle minkavlere, åbner nye perspektiver, også for andre branchers politiske lobbyvirksomhed…

Et kursskifte i strategien for Danske Ark’s indsats for arkitektbranchen synes oplagt.

Hvis Danske Arkitektvirksomheder, som Minkavlerforeningen, beslutter at give målrettet og massiv støtte til partiet Venstre, vil vi på lignende måde kunne blive inviteret med til et fremtidigt gruppemøde i partiet, når vigtige beslutninger om hele arkitektbranchen skal træffes.

På det afgørende gruppemøde den 9. november 2020 i partiet Venstre, deltog formanden for de danske minkavlere, og der er nok ingen tvivl om at det har haft stor betydning for den væsentlig strammere kurs, partiet Venstre (og dermed hele blå blok) herefter valgte i spørgsmålet om regeringens håndtering og i de efterfølgende politiske forhandlinger. 

I sidste ende resulterede den strammere kurs i minksagen hos partiet Venstre og blå blok, i det brede politiske forlig om den historisk store erstatning til minkbranchen og de enkelte minkavlere.

Naturligvis skal en de-facto nedlukning af en hel branche, som blev konsekvensen af beslutningen om at slå alle minkbesætninger i Danmark ned, for at forhindre den store smittespredning minkene repræsenterede, medføre økonomisk kompensation i henhold til gældende lovgivning. Minkavlerforeningen har tidligt spillet sine kort strategisk klogt og skabt de nødvendige politiske alliancer i god tid, i forhold til at fremme sine interesser da det blev aktuelt.

Med alt det røg og støj blå blok kørte op om det hensygnende minkerhverv og regeringens håndtering, blev det vigtigt for regeringen at få blå blok med i et bredt politisk forlig, som kunne lukke for fortsat kritik. Prisen for dette dét var så ca. 18 milliarder kroner.

En udvikling af en ny samlet strategi for arkitektbranchen åbner nye muligheder for fremtidige kompensationer.

Danske Ark mangler så bare at udtænke en case, hvor arkitekterhvervet er til fare for samfundsudviklingen som sådan… 

Meeen det bør ikke være umuligt. Med en målrettet indsats henover, lad os sige 10 år, og med en konsekvent indsats fra en samlet arkitektbranche der står sammen om et fælles mål, tror jeg vi kan nærme os den ønskede situation:

En bred politisk enighed i Folketinget om, at en nedlæggelse af arkitektfaget i sin helhed, med passende økonomisk kompensation, vil være det bedste for samfundsudviklingen.

Det kræver naturligvis en fokuseret indsats fra en samlet arkitektbranche i anslået 10 år, med en perlerække af bevidste ‘øjebæ’er, hvor vi virkelig lægger os i selen og alle arkitektvirksomheder slutter op i fælles indsats!

Det vil være vigtigt at ingen arkitekter, virksomheder eller enkeltpersoner falder for fristelsen til at skabe noget sublimt. Målet må være et konsekvent grimt og uæstetisk udtryk. Hvis blot enkelte usolidarisk skaber noget smukt, tror jeg ikke projektet lykkes.

Danske Ark må så yde deres indsats, som vil bestå i en målrettet strategi om lobbyarbejde overfor særligt partiet Venstre, der i flere tilfælde har vist sig åbne for at fremme hele branchens særinteresser mod store kontante bidrag. Udover Minkavlerforeningen tænker jeg naturligvis på Dansk Fiskeriforening. Store bidrag fra begge disse brancheorganisationer til partiet Venstre, har historisk vist sig at være en yderst effektiv måde at fremme netop disse erhvervs interesser politisk, med gunstige særvilkår for branchen til følge.

Den nuværende ledelseskrise i Venstre kan ligefrem øge partiets motivation til at indgå nye strategiske samarbejder med nye brancher, og det er hér Danske Ark skal være klar.

Modellen er velafprøvet og kræver ikke den store nytænkning fra Danske Ark’s side….

Største udfordring bliver nok at kunne fremvise et ‘guldår’ som minkavlernes omsætning i 2013. Lykkes dét, tror jeg danske arkitektvirksomheder har gode udsigter til, at vi kan nedlægge hele arkitekterhvervet mod en milliardkompensation svarende til minkavlernes.

Da der er ca. halvt så mange arkitektvirksomheder som minkavlere, vil arkitekbranchens samlede erstatning blive på ca. 9,75 milliarder kroner. I gennemsnit ca. 15 millioner kroner pr. tegnestue.

Naturligvis med store udsving ift. tegnestuernes størrelse og omsætning. Der vil givetvis være en masse teknikaliteter i udregningen, men overordnet tror jeg det samlede beløb er realistisk.

På linie med at de ansatte på minkfarmene blot har fået lønkompensation, tror jeg ikke ansatte arkitekter skal stile efter at få del i branchens godtgørelse. Den vil tilfalde tegnestueindehaverne.

Jeg tænker at Danske Ark efter et års strategiarbejde vil kunne indlede 10 års planen fra 2022, med udløb i 2032. Med et lille års politiske forhandlinger, pression og lobbyarbejde, tænker jeg at vi kan stile efter at lukke arkitektfaget helt ned i 2033…

Er der noget jeg har overset? 

Disclaimer:

Jeg kommenterer, med ovennævnte satiriske blik, de politiske forhandlinger som førte til den gigantiske erstatningssum til et hensygnende minkerhverv, og blev inspireret til at perspektivere den ind i arkitektfaget. Jeg ironiserer ikke over enkelte minkavlere eller deres skæbne.

Jeg er overbevist om at der er mange personlige skæbner gemt i nedlukningen af et helt erhverv! De enkelte minkavlere har min forståelse og medfølelse ift. flere har måttet lukke deres livsværk! Ovennævnte skal således ikke læses som en kommentar af enkelte minkavleres indsats, virksomheder og nedlukning, men udelukkende som en satirisk kommentar til den politiske håndtering og forløbet omkring erstatningen til den samlede minkbranche.

A LONG READ: Misforstå mig ikke. Vi har brug for troværdige frie medier, og vi har brug for at beslutningstagere bliver kigget efter i kortene, så magtmisbrug, forsøg på at skjule informationer, misinformation og undertrykkelse af grupper, organisationer og enkeltindivider kan afdækkes og forhindres. Men medierne har en ‘blind-spot’ ift. egne begræsninger…

Frie medier og presse er en af de vigtige grundpiller i levende demokratier. Vi har i Danmark og Europa en relativt nuanceret og nøgtern mediedækning, naturligvis med nationale ekstremer. Har man fulgt amerikansk politik og dækningen i medierne, vil man have oplevet, at medierne i USA i langt højere grad har ‘valgt side’, og at dette afspejles helt ind i nyhedsdækningen, hvor det er helt tydeligt om man har slået ind på FOX NEWS eller eksempelvis MSNBC.

Demokrati og meningsdannelse under pres

Grundpiller og fundamenter bliver dog udfordret i disse år, både ude og herhjemme. Vores demokratier bliver udfordret på forskellig måde, særligt i udlandet i forhold til forvrænget formidling af faktuelle forhold omkring vigtige samfundsbeslutninger. Men også herhjemme.

I England lykkedes det LEAVE kampagnen inden BREXIT afstemningen i 2016, at sprede misinformation omkring påståede gevinster ved en UK udtræden af EU. I USA er det lykkedes Donald Trump at sprede frygt og mistillid til selve præsidentvalget, bland andet med vedholdende og helt uunderbyggede påstande om, at de mange brevstemmer ved dette valg ville medføre udbredt og omfattende snyd med stemmesedler. Herhjemme har vi på sociale medier oplevet en massiv deling af ikke-videnskabelige informationer om COVID-19, om at den ‘blot er som en influenza’, misinformation om udviklingen af de nye vacciner samt en række øvrige forhold.

Der er stillet spørgsmålstegn ved formålet med at udvikle vaccinerne, effektiviteten af disse, mulige bivirkninger samt, mere ekstremt, at hele pandemien er et ‘setup’ iværksat af en sammensværgelse af politikere, erhvervsledere og medicinalindustrien, med det postulerede formål, at vi alle skal købe (unødvendig) vaccine og forgylde de implicerede virksomheder og erhverspersoner.

Udover økonomisk vinding, skulle der fra politikernes side ligge et ønske om at ‘kontrollere’ deres befolkninger, bl.a. ved at der med vaccinen indsprøjtes microchips i kroppen, som vil give mulighed for kontrol og overvågning! Det er rent faktisk sådanne konspirationsteorier der deles.

Det er ikke småting, vores demokrati og frie meningsdannelse udsættes for af angreb i disse år!

Vi har således mere end nogensinde brug for vores frie demokratier med frie valg, en fri og troværdig presse, upartisk og nøgtern dækning af begivenheder, samfundsforhold og politiske forhold, formidling af underbygget og veldokumenteret fakta og nye videnskabelige erkendelser!

Er vores frie presse fri?

Kan vores presse så levere denne frie, uafhængige og troværdige vidensformidling og formidling af begivenheder? I Danmark må man fortsat grundlæggende svare ‘ja’ til dette spørgsmål.

MEN der er også herhjemme i Danmark bekymrende tendenser i medierne som sådan, der har været under udvikling i mange år, og som vi ser intensiveret i disse år. Som en konsekvens af øget konkurrence imellem medier, imellem de etablerede trykte og elektroniske medier i forhold til konkurrencen fra de gratis internetbaserede medier og den private deling af information og misinformation på sociale medier. Det øger alt sammen presset på etablerede betalingsmedier, der i kampen om opmærksomhed har intensiveret de redskaber der øger antallet af læsere / seere / brugere og ‘click’s…

Mediernes har selv en manglende erkendelse af dette. Et egentligt ‘blind-spot’!

Danske medier hylder sin uafhængighed og vigtige funktion som ‘den 4. statsmagt’. I sammenhæng med den 3-deling af statsmagten i en lovgivende, udøvende og dømmende magt, der et væsentligt fundament under vores vestlige demokratier. Og hvor medierne, reelt og ikke mindst i egen selvforståelse, bliver det offentlige ‘korrektiv’ til forvaltningen af magten under magtens 3-deling.

Om politikerne respekterer magtens 3-delingen, eller begynder at blande sig i domstolenes frihed. Om regeringen som udøvende magt, respekterer uafhængigheden hos den lovgivende magt, Folketinget, blandt andet ved at give Folketinget retvisende informationer om sin regeringsførelse, om udrulning af lovgivning i ministerierne og deres forvaltning af lovene.

Der er mange eksempler, og medierne har da også, til deres fortjeneste, gennem årene afdækket meget magtmisbrug og sammenblanding af magtens 3-deling. Det er historier som medierne soler sig i, og fremhæver ved givne lejligheder, ligesom vigtigheden af ‘en fri presse’ fremhæves og pudses af til skåltaler og festlige arrangementer.

Medierne synger også sangen om ‘den 4. statsmagt’ når de bliver udsat for kritik, når medierne selv er gået for tæt på, når medierne har overskredet enkeltpersoners, firmaers eller organisationers krav på integritet, privatliv, en beskyttelse mod uretmæssigt at blive udstillet og udhængt i medierne. Når det sker uretmæssigt, kan de udhængte i praksis få en dom, der i mange tilfælde er langt hårdere og har væsentlig større omkostninger, end en dom ved landets domstole.

Der er således en bagside ved en fri presse. Især en fri presse, som i højere og højere grad bliver bundet af, og afhængig af, kommercielle og økonomiske interesser. I et stærkt konkurrencepræget mediebillede, hvor de traditionelle og etablerede (betalings)medier er under stort pres og konkurrence fra en række internetbaserede (gratis) medier og fra sociale medier, hvor en lang række firmaer, organisationer og enkeltpersoner formidler viden og informationer om forhold og begivenheder, som de traditionelle medier tidligere havde de facto eneret til at bringe.

Dermed er de traditionelle betalingsmediers eksistens truet, og for at overleve, tager de alle værktøjer i den redaktionelle og journalistiske værktøjskasse i brug. Skarpvinkling, historier og formidling af begivenheder lige til stregen (og ikke sjældent over stregen), med et fokus på at maksimere opmærksomheden og evnen til at tiltrække seere, læsere og brugere med fængende overskrifter og sensationelle historier. Ikke sjældent bliver den presseetiske håndtering af historierne mast i mediekværnen…

CLICK-BAIT er et fænomen som tydeligvis er kommet for at blive.

Journalistisk vinkling

Den redaktionelle og journalistiske skarpvinkling kan i visse tilfælde stille spørgsmålstegn ved, om medierne er helt frie og uafhængige. Det er i visse tilfælde tydeligt, at de er afhængige af benhårde økonomiske prioriteringer, som ikke sjældent finder vej helt ind i redaktionerne ift. udvælgelsen af redaktionelt stof, af den journalistiske vinkling (som helst skal være skarpest mulig, med en maksimering af konflikt og modsætninger) og af proportionerne i nyhedsdækningen.

I forhold til enkelthistorier vil medierne altid kunne pege på en række eksempler, hvor de med traditionel kritisk journalistik har afdækket magtmisbrug, udnyttelse af udsatte individer eller grupper, hvor de sætter fokus på politiske beslutninger og et forsøg fra politikernes side på at ‘styre’ meningsdannelsen, den politiske opposition eller befolkningen, ift. de informationer de har frigivet, oplyst Folketinget om, eller forsøgt at kontrollere ift. bestilt videnskabelig forskning.

Men i det store, langsigtede perspektiv, er det en vigtig (og vanskelig) overvejelse, om den store konkurrence på medieområdet drejer mediernes fokus i retning af hurtige ‘click-bait’s, fokus på modsætninger og maksimering af konfliktniveauet i stoffet, i en sådan grad, at det på den lange bane fordrejer vores virkelighedsopfattelse?

I et nu legendarisk interview i DR2 Deadline med Adam Holm som vært (3. september 2015, indledende foto), fik den kendte svenske  statistiker Hans Rosling illustreret mediernes formidling af verden med et præcist billede, hvor han brugte sig selv som et billede på verdens tilstand. Og beskrev, at hvis man spurgte medierne om at karakterisere Hans Rosling, ville de fokusere på hullet i hans sko, fremfor at vise helheden eller alle de ting ved hans fremtoning som ikke er grim, slidt eller hullet. (se link nederst, efter artiklen)

Et enkelt billede på mediernes behov for at fokusere på konfliktstof, hvor helheden går tabt, og vi får et forvrænget billede af tingenes tilstand, ofte meget værre end den reelle tilstand, når man ser på det samlede og mere komplekse billede.

Reel og faktuel viden om verden vil blive afgørende, i forhold til at vi som borgere danner os et reelt billede af verdens tilstand, af vores eget land, af de reelle magtforhold, af landets demokratiske tilstand, politikernes reelle evne til at omsætte deres løfter til virkelige beslutninger etc.

I lyset af sociale mediers stigende betydning og de perspektiver fra det amerikanske valg og den demokratiske meningsdannelse, som vi lige nu er vidne til, kan et større perspektiv give lidt overblik og synliggøre nogle mekanismer, som har afgørende betydning for vores offentlige meningsdannelse.

Den offentlige meningsdannelse

Mediernes eget fokus og perspektiv har stor betydning for vores forståelse som borgere af vigtige samfundsproblemer og deres løsninger. Og dermed betydning for beslutningstagernes perspektiv og problemhåndtering.

En tur i helikopter synliggør denne symbiose:

• MEDIERNES betydning for den offentlige (og personlige) meningsdannelse. Vi bevæger os alle i spændingsfeltet imellem den offentlige debat og meningsdannelse, som, afhængigt hvilke medier / sociale medier der er vores primære informationskilde, har et perspektiv spændende fra: 100% ‘quick-fix’ (de fleste) til ‘langsigtet planlægning’ (få).

• POLITIKERNES afhængighed af positiv omtale i medierne. Dette skal ikke forstås som en personlig forfængelighed, men som et grundlæggende vilkår, i vores repræsentative demokrati, hvor politikerne skal genvælges hvert 4. år og hvor medierne har stor (altoverskyggende) betydning for vores meningsdannelse.

Symbiosen imellem medier og politikere er både en uundgåelig nødvendighed samtidig med at den har uheldige bagsider…

Når medierne, på grund af behovet for stor opmærksomhed og for at tiltrække flest mulige læsere / seere / brugere, vælger det hurtige, forsimplede perspektiv med en ‘click-bait’ fængende overskrift, en éndimensional beskrivelse af problematikken og hurtige, ‘quick-fix’ orienterede løsningsmuligheder, så får det betydning for vores, borgernes, samlede forståelse for verden, for vores virkelighedsopfattelse.

Og dermed for beslutningstagernes virkelighedsopfattelse. Dels fordi de også er borgere og får en væsentlig del af deres beskrivelse af begivenheder i verden fra medierne, og deres beslutninger dermed sker på baggrund af de informationer og det verdensbillede som medierne formidler. Og dels fordi deres beslutninger efterfølgende beskrives, kommenteres og kommunikeres af medierne. Beslutningstagerne bliver således dybt afhængige af mediernes formidling. Det er et ulige styrkeforhold, hvor medierne ALTID får det sidste ord da de jo med deres formidling sidder med de afgørende kort i den offentlige meningsdannelse.

Og da medierne profiterer direkte økonomisk (flere læsere/seere/brugere > større indtægter) af at maksimere konfliktstoffet, vil vi ofte få klasket bagsiden af et længere perspektiv lige op i fjæset, fremfor mere komplekse, langsigtet beskrivelse af problematikken.

ALLE beslutninger har en forside og bagside, og beslutningstagere navigerer dermed OGSÅ i en medievirkelighed hvor de som en væsentlig parameter vil undgå at ‘havne på forsiden’.

Den journalistiske vinkling kunne med rimelighed ofte være den langsigtede positive effekt, med en sekundær nævnelse af nogle (alt andet lige) få, kortsigtede ulemper. Men en positiv, kompleks vinkling giver generelt færre ‘click’s og dermed færre indtægter til medierne. Så overskriften med størst ‘click-bait’ vælges oftest, en tendens der kan genkendes i alle medier.

Blind spot

Symbiosen imellem medier og politikere har udviklet flere usunde sider. Medierne (langt de fleste) vælger dén journalistiske vinkling med maksimal konflikt. Politikerne er afhængige af at undgå møgsager, som bringer dem på forsiden, hvilket bliver en væsentlig faktor i deres prioriteringer og perspektivet for samfundsmæssige beslutninger.

Medierne selv har reelt et ‘blind-spot’ for denne uhensigtsmæssige symbiose. Kommer der kritik af mediernes rolle, spilles skønsangen om ‘den 4. statsmagt’ der ALTID tjener almenvellet. Medier har generelt MEGET vanskeligt ved at indrømme egne fejl og at erkende at økonomiske interesser påvirker deres journalistiske vinkling og prioriteringer i nyhedsformidlingen.

En bred diskussion af mediernes rolle, bedre muligheder for at det skal gøre proportionalt ondt når et medie bevidst bringer faktuelt forkerte oplysninger (jo, det sker oftere end mange tror!) vil være yderst gavnligt, og er tvingende nødvendigt, for at vi udvikler vores demokrati ind i det 21. århundrede.

For trods ovennævnte bagsider og ‘blind spots’ hos vores etablerede medier, og tendensen til at medierne i mange tilfælde vælger at formidle, og konfrontere politikerne med et ‘quick-fix’ fremfor en langsigtet og kompleks beskrivelse af problematikken og en mulig løsning løsning, ja så mener jeg alligevel at vi trods denne medievirkelighed, alligevel generelt har nogle dygtige beslutningstagere.

Både i erhvervslivet og i politik. De fleste beslutningstagere er engagerede, intelligente og indsigtsfulde indenfor deres områder. Og er faktisk stadig i stand til at træffe langsigtede, strategisk rigtige beslutninger, selvom det nogengange gør ondt på den korte bane.

Den 4. statsmagt

Rammerne for langsigtede samfundsbeslutninger er vigtig. Og her kunne et grundigt eftersyn og debat, af de vilkår medierne tilbyder i forhold til forståelsen af komplekse problemstillinger være yderst relevant. Medierne forvaltning af ‘virkeligheden’, ‘fakta’ og deres ‘journalistiske vinkling’ har stor betydning for vores forståelse af virkeligheden, for vores meningsdannelse og dermed for vores demokratiske beslutningsgrundlag.

Vi har brug for en reelt fri presse!

Billedet af medierne som ‘den 4. statsmagt’ er ikke helt forkert.

Og ligesom magtens 3-deling er underlagt raffinerede ‘feed-back mekanismer’ iht. Grundloven, Forvaltningsloven, Ministeransvarlighedsloven mm., som skal vægte magtdelingen, og forhindre embedsmisbrug og i sidste ende magtmisbrug, så burde eftersynet af medierne, som reelt repræsenterer en 4-deling af magten, omfatte lignende effektive ‘feed-back mekanismer’, så mediernes EGET magtmisbrug hurtigt kan afdækkes og korrigeres.

Vi HAR dog allerede instanser som håndterer mediers fejlagtige håndtering og formidling af stof:

PRESSENÆVNET er en klageinstans, som kan udtale sig og uddele kritik til specifikke medier i konkrete situationer, hvor der er diskussion af presseetik, misinformation, fordrejning etc.

Men som folk med kendskab til medieverdenen også ved: Det har ofte meget begrænset betydning og konsekvenser for medierne, at de i Pressenævnet bliver pålagt at bringe en berigtigelse eller et dementi.

Konsekvenserne for medierne ved en fejlagtig dækning af et stof, står ganske enkelt ikke mål med den mulige (økonomiske) gevinst ved et ‘click-bait’ der vrider virkeligheden ud af rimelighed og proportioner. Der er i dansk pressehistorie adskillige eksempler på, at medier bevidst har valgt at fordreje fakta og bringe urigtige oplysninger for egen vinding.

Fristelsen kan være stor, hvis den økonomiske vinding er langt større end evt. omkostninger efter en tur i Pressenævnet…

En styrkelse af muligheder for at påtale fejlagtig formidling i medierne, og større sanktioner overfor medier der bevidst fordrejer fakta og faktiske forhold, vil være vigtige redskaber i styrkelsen (og genopretningen) af tilliden til vores medier.

Omkostningerne bør være proportionale, så det får lige så store økonomiske konsekvenser som den økonomiske gevinst, der i første omgang fik mediet til at overskride grænserne for ‘god presseetik’. Og berigtigelser skal bringes med samme placering og rubrikstørrelse, som den fejlagtigt forkerte historie blev bragt med.

En bevidst fordrejning i en forsidehistorie skal berigtiges på forsiden! Også selvom fejlen befinder sig på side 7.

Naturligvis er der gråzoner, og tvivlen skal komme ‘den tiltalte’ til gode. Men dansk pressehistorie rummer så mange eksempler på bevidst fordrejning af virkeligheden, faktiske begivenheder og faktuelle forhold, at skærpet konsekvens for den dokumenterbare fordrejning vil få stor betydning.

Og det kunne endda medvirke til en kulturændring på redaktionerne, hvor fakta vægtes højere og journalistisk vinkling udover hvad virkeligheden kan bære, vægtes mindre.

I en verden, hvor ‘fake news’ og misinformation spredes i større og større omfang via sociale medier, er det afgørende for vores demokrati og offentlige meningsdannelse, at vores professionelle medier har højeste grad af troværdighed, så vi som borgere ved hvor vi kan gå hen, for at få reel, faktuel og underbygget information og en rimelig skildring af virkeligheden.

Målet er i sidste ende, at vi alle kan bevare tilliden til vores medier, og så de kan leve op til det store ansvar, der følger af at være det 4. element i ‘magtens 4-deling; den 4. statsmagt.

(Ovennævte ‘long read’ / essay er inspireret af en ordveksling på facebook, efter et reflekteret indlæg på fb af min gode ven Mads Lindholm den 16.01.2021, om kortsigtet og langsigtet perspektiv og psykologi hos beslutningstagere, medier og borgerne generelt.)

Links:

Klippet med Hans Rosling’s sko på DR2’s facebookside:

https://www.facebook.com/watch/?v=478694622308529

Se hele interviewet med Hans Rosling i DR2 Deadline:

Hans Rosling har skabt GAPMINDER, et globalt anerkendt institut som forbilledligt enkelt formidler data om verdens faktiske tilstand, for at undgå mytedannelser og misinformation:

Link til: www.gapminder.org som er en fantastisk hjemmeside med reelle data om verden

Naser Khader startede 4. januar 2021 en mindre orkan i kommentarsporet til sit facebook opslag, hvor han forsvarede Donald Trump’s intimiderende og forfatningsstridige forsøg på at tiltvinge sig magten og præsidentposten fra sin modkandidat og valgets retmæssigt vinder: Joe Biden. Sammen med flere hundrede andre, kommenterede jeg Naser Khaders forblændede og udemokratiske forsvar for sit autoritære amerikanske idol: Donald Trump.

af Peter Gatys Wahlberg 8. januar 2021 (skrevet som kommentar til Naser Khaders fb-opslag. Naser Khaders fb-opslag gengives herunder min kommentar for interesserede )

Jeg tror opslaget fra Naser Khader er tænkt som et ‘click-bait’ -hvilket lykkedes, vurderet ud fra antallet af kommentarer! 😏

Naser Khader indfører sin HELT EGEN definition på ‘statskup’, som er i fuldstændig modsætning til den etablerede opfattelse af begrebet STATSKUP…

For eksempel udtrykt i ‘Den Store Danske’:

>> Statskup, (2. led af fr. coup ‘stød, slag’), regeringsskifte, der foretages med forfatningsstridige midler af personer eller grupper, som allerede sidder inde med myndigheder, fx som præsident eller ledere af landets militær, men ønsker at øge deres politiske magt. Statskup ligner revolution ved at være i strid med gældende love, men adskiller sig fra revolution ved at være kortvarig og med ringe eller slet ingen blodsudgydelse. <<

Donald Trump har, kort sagt, i den VIRKELIGE VERDEN, siden valget 3. november 2020, forsøgt med intimiderende og forfatningsstridige midler og ved at underminere tilliden til den demokratiske valghandling, på uretmæssig vis at forsøge at tiltvinge sig magten og præsidentposten efter et frit og demokratisk valg, som han med overbevisende margen tabte til sin modkandidat Joe Biden.

Hvilket fuldt ud passer til ovennævnte definition som forsøg på statskup. Naser Khader lader midlertidigt ikke sin forblændelse af Donald Trump blive formørket af faktuelle handlinger fra sit idol.

Naser Khader afviser, at alle de utallige forsøg på at underminere, destabilisere og intimidere valgresultatet, skulle være forsøg fra Donald Trump på at tiltvinge sig præsidentposten uretmæssigt, og dermed et forsøg på statskup:

🙄 Det er IKKE et forsøg på statskup, når Donald Trump, både før og efter valget, fejlagtigt (som i: usandt, falske påstande) har undermineret tilliden til valghandlingen og stemmeoptællingen, med påstande om millioner falske stemmesedler, afgivne stemmer fra døde, at brevstemmer et svindel, at valget er ‘rigged’ og ALT DET vi har hørt på, siden valget, ja det sidste års tid.

🙄 Det er IKKE et forsøg på statskup, når Donald Trump indædt og højlydt argumenterer for, at stemmer afgivet pr. brev IKKE skal tælles med. Fordi de rummer flest stemmer på modkandidaten.

🙄 Det er IKKE et forsøg på statskup, når Donald Trump forsøger at intimidere valget og så tvivl om stemmeoptællingen, i en grad så hans tilhængere tiltvinger sig adgang, forstyrrer optællingerne på flere valgsteder, og kommer med en uendelig strøm af uunderbyggede påstande om fusk, kopiering af stemmesedler, stakkevis af falske stemmesedler og påstande om alt mellem himmel og jord, fra en masse tilhængere uden indsigt og viden om valghandlingen og stemmeoptællingen. DET lykkedes for Trump; at intimidere valget og så tvivl om stemmeoptællingen -på fuldstændig udokumenteret grundlag.

🙄 Det er IKKE forsøg på statskup, når Donald Trump og hans kampagne eller støtter har rejst 60 sager om valgsvindel eller forkerte procedurer om alt fra brug af visse stemmebokse, måder stemmer blev indsamlet på, overtrædelse af valgprocedurer og alle mulige andre påstande. Ud af 60 sager er kun 1 sag vundet, få enkelte er ikke afgjort. Ingen af disse søgsmål har dermed fået nogensomhelst betydning for valgresultatet. Resten af de mange søgsmål er afvist af retten de forskellige steder. Nogle sager som blev søgt rejst, var så amatøragtigt juridisk udformet, at dommeren gav Trump’s repræsentanter en regulær reprimande, for at spilde rettens tid. Stort set alle sager har således været grundløse eller er afvist af retten pga. spinkelt grundlag eller ingen dokumentation. Men Trump forsøgte.

🙄 Det er IKKE et forsøg på statskup, når Donald Trump og hans kampagne begynder at påvirke Republikanske politikere i de enkelte delstater om at påberåbe sig muligheden for at se bort fra ‘the Popular Vote’ og de pågældende staters procedurer for at udpege valgmænd til ‘the Electoral College’. Hvilket ville være i strid med deres staters lovgivning og procedurer, såfremt de gjorde, som Trump forsøgte at presse dem til. Det lykkedes ikke, men Trump forsøgte.

🙄 Det er IKKE et forsøg på statskup, når Donald Trump i de få afgørende ‘key-states’ forsøgte ved personlige telefonopkald at presse, true og intimidere Republikanske politikere til at trække deres formelle udpegelse af valgmænd tilbage, efter stemmeoptællingen var afsluttet og gennemført. Trump forsøgte dette med opkald til Republikanere i flere ‘key-states’ og det lykkedes i ét tilfælde, i Pennsylvania, at få Rep. politikere til at FORSØGE trække deres udpegning af valgmænd tilbage, for at udpege nye, Trump-loyale valgmænd. Men retten afviste forsøget. Formelt udpegede valgmænd kan ikke trækkes tilbage, afgjorde retten. Men Trump forsøgte.

🙄 Og nu endeligt, Donald Trump’s sidste opfordringer til demonstrationer og uroligheder, hans hylden og støtte til de voldelige demonstranter som tiltvang sig adgang til USA’s Kongres i ‘The Capitol’ bygningen og Trumps fortsatte påstande om at valget var ‘stjålet’ af modkandidaten. PÅ SELVE den dag hvor Kongressen og Vicepræsidenten formelt skulle godkende ‘The Electoral College’ indstilling af Joe Biden som USA’s 46. præsident, ja DET er heller IKKE et forsøg på statskup. Ifølge Naser Khader.

Selvom de voldelige demonstrationer og indtrængen i Kongressen, var den absurde og ekstremt farlige kulmination på Donald Trumps vedholdende og højrøstede tampen løs på USA’s demokratiske valgproces, og efter at han med ALLE midler, legitime og illegitime, har forsøgt at modsætte sig valgresultatet og dermed indsætte sig selv som USA’s 46. præsident. Indbegrebet af et forsøg på statskup.

Naser Khader benægter gang på gang, at Donald Trump har brugt illegitime og forfatningsstridige midler, til at tiltvinge sig præsidentposten… Det værste Naser Khader kan få sig til at udtale af kritik af dit autoritære idol, er at han synes Donald Trump har opført sig ‘pinligt’. Ikke mere.

En SÅ massiv fornægtelse af faktuelle begivenheder, må enten betyde at Naser Khader har sluppet forbindelsen til virkeligheden. Eller er blevet lige så radikal / autoritær som Donald Trump. Og som minimum lider af total forblændelse. Hvilket vel i bund og grund er en lige så udemokratisk indstilling til politik og demokratiske valg, som Donald Trump har vist os…?

(Og fra den hjemlige referenceandedam: i familie med Pia Kjærsgaard’s udtalelser om, at ‘”…i Danmark findes der ikke racisme…!'” )

Reference:

(Naser Khader fortsætter herefter i mange mange svar og indlæg i kommentarsporet, sit forsvar for Donald Trumps handlinger og afvisning af, at der er tale om forfatningsstridige forsøg på at erobre præsidentposten fra valgets retsmæssige vinder; altså indbegrebet af forsøg på statskup… LÆS SELV det lange kommentarspor på facebook, under Naser Khaders opslag!)

Herunder:

Naser Khader opslag på facebook
mandag 4. januar 2021, udskrevet:

STATSKUP vil ALDRIG kunne lade sig gøre i USA –
især på grund af de stærke amerikanske demokratiske institutioner.

Derfor er det misvisende at kalde telefonopkaldet for forsøg på statskup. Det er det ikke – selvom det er pinligt at høre på!

Demokrati er også viljen til at acceptere et nederlag. Tænk på Richard Nixon i 1960. Årsagen til Nixons historiske comeback 8 år senere, var, at Nixon accepterede nederlaget på trods af det usikre resultat i 1960. Den store tragedie er, at det ikke er første gang i nyere tid, at taberen ved et præsidentvalg ikke trækker sig med æren i behold. Vi så det i 2000 og igen i 2016. I 2000 måtte Højesteret afgøre valget. I 2016 skabte Hillary Clinton den store myte om, at Trump havde samarbejdet med russerne, og nægtede derfor at acceptere valget af Trump. Hillary accepterer stadig ikke valget af Trump. Og nu dette.

Lad os se fremad. USAs stærke demokratiske institutioner sejrer altid. En ny præsident er på vej. Jeg håber han vil fortsætte Trumps udenrigspolitiske linje. Hvad der er godt for USA, er godt for hele den frie verden, er godt for Danmark.

Godt nytår!