Vi står overfor muligheden for et historisk systemskifte i Danmark, med en markant valgsejr til rød-grøn blok (centrum-venstre) på klimaområdet, velfærd og det sociale område. S og de borgerlige partier (centrum-højre) vandt dog en lige så markant valgsejr på udlændingeområdet. Dét er i al væsentlighed det samlede valgresultat ved FV19, og brudfladen udgør netop dé udfordringer som S undersøger i forhold til Ø, SF og R.
Danmark venter i spænding på meldingerne fra forhandlingerne mellem de tre partier omkring Socialdemokratiet. Der har været fremskridt indenfor enkelte områder forstår vi -og Ø, SF og S blev enige om den samme 70% reduktion i CO2 til 2030, som R også har ført valgkamp på.
Men R blev sure, fordi enigheden på det populære klimaområde udstiller vanskelighederne for S og R i forhold til at nå til enighed på de vanskeligere økonomi- og udlændingeområder. Og R ønsker at holde forhandlingerne skakmat indtil et samlet resultat foreligger, så det enten bliver en væsentlig sejr (-til R). Eller nederlag (-til S, må man forstå). At Radikale helst vil diktere hele regeringsgrundlaget, skinner efterhånden igennem for de fleste. Analytikere med direkte kontakter på Christiansborg kan endda fortælle om Radikale regeringsdrømme sammen med Socialdemokratiet. For S er det dog vanskeligt at få øje på en eneste politisk situation, hvor det vil gøre situationen lettere, at R sidder med som regeringspartner. Så Socialdemokraterne har mere end nogensinde brug for at holde fast i deres udmeldte mål fra valgkampen: en socialdemokratisk mindretalsregering.
Udfordringen er, at en sådan regering har brug for Radikal velsignelse for at blive stemt ind i Statsministeriet -og Radikale forsøger lige nu at gøre prisen for en sådan velsignelse så dyr som mulig… Spørgsmålet er, hvem det gavner, hvis prisforhandlingerne bliver så hårde, at Ø, SF, S og R mislykkes. Og hvem som vil bløde mest… en skjult dagsorden i forhandlingerne lige nu er derfor at positionere sig, med en fortælling om hvem der sad bag rattet på den sidste tur, i tilfælde af, at Ø, SF, S og R kører i grøften…
Måske er det de efterhånden langstrakte og vanskelige forhandlinger, der indimellem får både Ø og SF til også at gå i medierne med deres partimæssige ønskelister til forbedringer. Med stigende vægt, som tiden går, og snart ind i 3. uge efter valget. Måske ren forhandlingstaktik, men også vigtige signaler at sende til hvert partis utålmodige baglande, som har forventninger om en indfrielse af i det mindste visse væsentlige krav og ønsker fra valgkampen… Udfordringen er, at jo kraftigere kravene fremsættes, desto mere rygsvømning skal der præsteres i forhold til de forhåbentlige kompromis’er, der snart bør tegne sig.
R har en form for ’alt eller intet’ valgkamp bag sig. Morten Østergaards tale til partiet på valgaftenen og hans tale på Folkemødet på Bornholm i sidste uge, var stærke og visionære taler bygget op omkring en ‘total’ Radikal valgsejr. Der blev ikke nævnt ordet ’kompromis’ en eneste gang. De tre andre partier i rød-grøn blok måtte forstå, at det for dem ville handle om, set med Radikale briller, blot at følge trop: ”Kom med os!”
Hvis Ø og SF kan få vanskeligt ved at forklare et kompromis for egne vælgere og medlemmer efter deres mest bastante udmeldinger (der ret beset i hørere grad er kommet fra Ø end fra SF) ja så er det intet imod hvad Morten Østergaard skal præstere af rygsvømning, hvis han ender med at skulle sælge væsentlige og nødvendige kompromis’er til sine vælgere og medlemmer. Det vil kræve en rygsvømningsteknik i en grad, så han lige så godt kunne iføre sig sin våddragt igen, sejle til Lindholm for symbolsk at svømme tilbage fra Lindholm til Sjælland med rygcrawl. Dét vil være en symbolsk forberedelse for Radikale vælgere og medlemmer på, hvilke retoriske og politiske tilbagetog der bliver nødvendige, såfremt det skal være muligt at lande et rimeligt robust grundlag for en S mindretalsregering. Robust nok, til at holde længere end blot til næste valg.
Muligheden for et politisk systemskifte kræver et robust og langtidsholdbart regeringsgrundlag, og er ikke noget som bare er klaret på 4 år. Dette har Morten Østergaard faktisk selv understreget i sin tale på Folkemødet i sidste uge. Men hvordan et robust regeringsgrundlag -eller et robust grundlag for en rød-grøn S-ledet mindretalsregering- skal opstå uden en grundlæggende vilje til kompromis hos både Ø, SF, S og R, dét viser R i øjeblikket meget lidt erkendelse af. Det er noget svært at vurdere i hvilket omfang der er tale om forhandlingstaktik, for at veksle mest mulig af egen politik ind i det kommende kompromis… men når vi snart går ind i tredie uge, skal der begynde at tegne sig konturerne af et muligt robust grundlag, et muligt kompromis, for at der bliver tid til at file tilstrækkeligt mange kanter af, partierne imellem.
Måske har Radikale vitterligt svært ved at finde sig til rette med, at deres mandater ikke pr. automatik giver adgang til afgørende indflydelse på både regering, regeringsgrundlag og den grundlæggende økonomiske politik. At R ikke skal forvente ministerbiler i en kommende regering. Socialdemokratiet er dertil det eneste parti blandt Ø, SF, S og R der er i forbindelse med centrum-højre valgsejren for videreførelse af udlændingepolitikken (med visse forbedringer). Et faktum som R og Morten Østergaard endnu ikke tager det mindste udgangspunkt i, på trods af R’s blot 8,6% af stemmerne. Det er Radikal udlændingepolitik eller ingen udlændingepolitik -ihvertfald ikke såfremt en S-mindretalsregering skal forvente en Radikal velsignelse. Er det mon fordi R fortsat har skjulte drømme om andre bogstavkombinationer henover midten, med Radikal regeringsdeltagelse? Det er farligt højt spil for R, såfremt dét skulle være tilfældet…
Og det er vel cirka hér knasterne ligger ift. et robust kompromis. Det er fortsat muligt med et historisk rødt-grønt regeringsgrundlag, men det forudsætter at støttepartierne Ø, SF og R indstiller sig på et langt sejt træk i et tidsperspektiv over de næste årtier. De foregående to årtiers borgerlig politik blev heller ikke indført af Fogh Rasmussen i den første 4 års regeringsperiode. Den er et langsomt resultat af to årtiers blåt styre. De 4 år med Helle Thorning som statsminister sørgede Radikale for blev lige så økonomisk blå som den borgerlige regerings førte politik, så de tæller med på blå side.
Skal en rød-grøn Ø, SF, S og R baseret klimapolitik sætte en historisk dagsorden både for Danmark og globalt, skal støttepartierne Ø, SF og R have samme tålmodige tidsperspektiv som regeringen Fogh Rasmussen i 2001. Ingen revolution på 4 år, men et langt sejt træk, som stille og roligt tilvænnede danskerne til flere og flere borgerlige reformer. Visse var nødvendige økonomisk, men en hel del har været borgerlig symbolpolitik, som en rød-grøn regering skal have arbejdsro til at rulle tilbage og erstatte med nye reformer. Alle skal besinde sig. Og R skal fralægge sig sine historiske ambitioner som kongemagerpartiet i Danmark med automatisk regeringsdeltagelse.
Chancen for at formulere en historisk klimapolitik er til stede lige nu. Men kender Radikale, og i et vist omfang også Enhedslisten, ikke sin besøgstid ift. ultimative krav som ikke egner sig til kompromis, ja så forspildes chancen. Muligheden for at Danmark kan vise verden en økonomisk bæredygtig vej for et moderne, klimavenligt samfund med en bæredygtig og CO2 neutral produktion og forbrug. Spildes den enestående mulighed og chance der er lige nu, ja så opstår den ikke igen. De næste 4 år vil gå til i sædvanlige politiske gniderier, Socialdemokratiets støttepartier vil slides mandatmæssigt ned. Statsministeriet vil overgå til en borgerlig-national regering igen ved næste valg.
Morten Østergaard og Radikale har et valg i disse dage. Og det er ikke et ultimativt valg, det er valg om at vise vilje til kompromis.