Hele Danmark, eller rettere: en betragtelig del af befolkningen med interesse i valgresultatet, følger de igangværende forhandlinger om et regeringsgrundlag med spænding, i venten på hvilken farve røg der vil blive sendt op fra de endelige forhandlinger…. bliver røgen fuldtonet rød? Bliver der blå chanceringer i den? Ingen forventer at røgen bliver så fuldtonet blå som ved regeringsforhandlingerne mellem S, SF og R i ‘Det Sorte Tårn’ efter valget i 2011, hvor Radikale havde vredet armen om på både S og SF. Dén regeringsperiode blev ustabil og kort.
Forventningen er at røgen også er lysende grøn, og miljøpolitikken er således en af de mindre knaster for de 4 partier at forhandle.
Den største knast er givetvis udlændingepolitikken, og det er også sigende at det er dén knast vi har hørt mindst om, i løbet af de igangværende forhandlinger… den økonomiske politik er også en knast, omend noget mindre, men den griber jo ind i de øvrige politikområder og knaster, for den handler om hvordan de ønskede forbedringer skal financieres: daginstitutionsområdet, det sociale område, løft til de forskellige offentlige ydelser. Hvordan financieringen og investeringerne ift. det meget høje ambitionsniveau fra Ø, SF og R for den grønne omstilling, bl.a. med 70% reduktion af CO2 udslip i 2030, skal klares. Samt flere åbne spørgsmål.
Forhandlingerne imellem de 4 partier er idag søndag 16. juni genoptaget. Efter de indledende forhandlinger om temaområder, så handler drøftelserne nu, ifølge Mette Frederiksen, om ‘den samlede tegning’.
Morten Østergaard var idag rimelig fåmælt i forhold til detaljer om hvad der var blevet drøftet ved dagens forhandlinger. Han nævnte ift. miljø- og klimapolitikken at det kan han ikke gå i detaljer med “…andet end at sige, at vi HAR drøftet ambitionsniveauet, både i forhold til det samlede reduktionsniveau, hvor der er en velkendt uenighed, men også i forhold til en lang række af de understøttende elementer, forskellige sektorer, alt lige fra affaldssektoren, til landbrugets grønne omstilling, til transporten, til bæredygtigt byggeri og energieffektivitet. Det er jo på alle punkter vi skal have ambitionsniveauet op, hvis det skal være realistisk at nå den meget høje målsætning.”
I forhold til særligt Enhedslisten og Radikale, som er de to partier, der på visse politikområder er længst væk fra Socialdemokratiet i forhandlingerne, kan man forsøge at dykke ned i udtalelser de to partier og deres partiledere er kommet med, siden selve valget den 5. juni. Med det formål at blive lidt klogere på de to partiers tilgang til forhandlingerne.
Jeg har nærlyttet til udsagn fra Pernille Skipper og Morten Østergaard, som de er kommet med siden 5. juni. Morten Østergaards tale som han holdt torsdag 13. juni ved ‘FOLKEMØDET 2019’ på Bornholm. Og Pernille Skippers udtalelser som hun fremkom med i debat med Clement Kjærsgaard i ‘CLEMENT SPECIAL: EFTER VALGET’ tirsdag den 11.06.2019. (udvalgte citater fra Morten Østergaard og Pernille Skipper er indsat i kommentarerne efter artiklen)
Man kan kort sige, at Morten Østergaards tale var en stærk, værdibaseret og fremadrettet tale, der er en vision om et fundamentalt opgør med det borgerlige systemskifte i 2001, og det værdiskred Danmark har oplevet siden…
Spørgsmålet er, om Morten Østergaard og Radikale er klar til at erkende, at folketingsvalget 2019 var en delt sejr til centrum-venstre (rød-grøn blok) målt på deres kernepolitikområder og så centrum-højre (borgerlig blok) ift. udlændingepolitikken. Delingen går ned igennem partierne i de igangværende forhandlinger om regeringsgrundlag, hvor Socialdemokratiet og Enhedslisten/Radikale særligt indenfor udlændingepolitikken er på kollisionskurs. Ikke mindst efter Morten Østergaards ultimative udmeldinger igennem hele valgkampen.
Når man hører Morten Østergaards tale fra Folkemødet 2019, bliver man stærkt i tvivl om Radikale ser og anerkender denne delte valgsejr, for den stærke tale giver indtryk af, at hvis blot de øvrige rød-grønne partier Ø, SF og S følger den Radikale vej, så vil det nye ‘Systemskifte 2019’ lykkes. Med Morten Østergaards ord fra sin tale på Folkemødet 2019: ““Kom med os! Kom med os, så tager vi hul på tillidens årti! ” En rimelig ultimativ tilgang i forhold til at finde fælles grund for 4 parter og partier.
Talen rummer ikke én gang ordet ’kompromis’ og nævner ikke én gang, at de 4 partier er nødt til at bøje sig imod hinanden, for at finde dét fælles kompromis, der vil kunne udgøre et robust og langtidsholdbart grundlag. Hvilket Morten Østergaard ellers understreger er afgørende, for ”…dén forandring Danmark har brug for er gennemgribende og kræver tid. Det kan ikke klares på 4 år. Vi må og skal have et systemskifte der som minimum er levedygtigt langt ind i det næste årti, og gerne længere!”
Udlændigepolitikken er den største knast og et yderst centralt område, hvor der er enighed mellem R og særligt Ø, og delvist med SF. Men hvor der er nærmest en lodret modsætning til S, som efter sit markante kursskifte i partiets udlændingepolitik, har bragt sig i overensstemmelse med det store flertal af danskere, som ønsker en i store træk videreførsel af Danmarks udlændingepolitik fra de seneste årtier. S er således eneste parti i de igangværende forhandlinger om regeringsgrundlag som repræsenterer de ca. 75% af befolkning og Folketing, der ønsker udlændingepolitikken videreført, og som ikke har stemt for et ‘paradigmeskift’ på dette område.
Nok så væsentligt ift. at kunne nå i mål i forhandlingerne mellem Ø, SF, S og R, er de forbedringer på flygtninge- og udlændingeområdet som både S og V nåede at signalere i ugen op til selve valgdagen 5. juni: at Danmark skal overholde de internationale konventioner vi har tiltrådt, at vi skal begynde at tage kvoteflygtninge fra FN systemet, at der skal ske forbedringer på asyl- og udrejsecentrene og at S er åben for at se på de lave indslusningsydelser mm.
Enkelte lyspunkter er dog at finde mellem linierne i Morten Østergaards tale. Et enkelt citat står stærkt:
”Og derfor kommer jeg også med et klart budskab: til Mette, til Pia, til Pernille og til Uffe:
Jeg tror på, at vi kan skabe et sådant systemskifte hvis vi gør det sammen!”
Det er det tætteste Morten Østergaard kommer en erkendelse af, at Radikale jo hverken har mandater eller tilslutning nok til at gennemføre Radikal politik alene. Men siger ikke noget om hvilke elementer et ’systemskifte 2019’ kan komme til at bestå af. Det er tankevækkende at Morten Østergaard på INTET tidspunkt siger noget om HVILKEN udlændingepolitik Radikale vil kræve, HVILKEN økonomisk politik der skal være forudsætningen, HVORDAN den grønne omstilling og forbedringer på de sociale områder, offentlige ydelser mm. skal financieres… Kort sagt: Morten Østergaard efterlader os med usikkerheden om, hvorvidt han i forhandlingerne fortsætter sin ultimative stil fra valgkampen op til valgdagen, eller er indstillet på et reelt kompromis imellem Ø, SF, S og R samt det samlede resultat fra FV19…
Hvor ville det være en skøn lettelse at høre dig, Morten Østergaard, udtale ordet ‘kompromis’ en af de kommende dage, som en ting de Radikale er villige til at arbejde for i de igangværende forhandlinger!
Et godt råd er at du (igen) bør lytte til din partilederkollega Pernille Skipper og til dén debat hun havde med Clement Kjærsgaard i programmet ‘Clement special: Efter valget’ fra tirsdag 11. juni, hvor hun nævner ordet ’kompromis’ et utal af gange.
Pernille Skippers udtalelser kommer som svar på kritiske spørgsmål fra Clement Kjærsgaard, ud fra vinkelen om ikke Enhedslisten allerede på forhånd har accepteret at gøre Mette Frederiksen til statsminister, fordi et sammenbrud og en regeringsdannelse med Lars Løkke som statsminister, med Pernille Skippers egne ord “vil være en katastrofe for Danmark.”
Vil det ikke være en lige så stor “katastrofe” for de Radikale, såfremt de igangværende rød-grønne regeringsforhandlinger bryder sammen, og dermed udsigten til 4 år mere med Lars Løkke som statsminister? Og bør denne udsigt ved et sammenbrud, ikke mane til besindelse og en udtrykt vilje til kompromis?
Morten Østergaards understreger jo sin udstrakte hånd til Ø, SF, S og R med ordene:
” Sammen kan vi skabe et systemskifte som er grønt, som er klogt og som er kærligt.”
Er Morten Østergaards fuldstændig manglende brug af ordet ’kompromis’ ren forhandlingstaktik, eller er den et udtryk for, at Radikale ovenpå deres egen valgsejr med en fordobling af mandaterne til 16 (ca. 8,6% af stemmerne) er blevet så overmodige, at de forveksler deres egen valgsejr med årsagen til at der nu er udsigt til en rød-grøn regering? Hvilket jo vil være en fejllæsning af et af valgets hovedresultater: nemlig at et stort flertal på 75% af vælgerne stemte for en grundlæggende videreførelse af Danmarks hidtidige udlændingepolitik, med visse forbedringer. At R ikke er en del af dette flertal. Men at S, som det eneste af de 4 partier der nu forhandler et grundlag for den kommende regering, med sin politik er i rimelig overensstemmelse med dette flertal på 75% af vælgerne.
Man kunne således rigtigt godt tænke sig, at Clement Kjærsgaard inviterede Morten Østergaard ind til en lige så kritisk debat som den debat Pernille Skipper deltog i. Et fokus kunne være de Radikale ‘ultimative krav’ fra valgkampen, og hvordan partiet og Morten Østergaare nu ser på mulighederne for at indgå kompromis’er bl.a. på udlændingeområdet for at sikre en rød-grøn regering som både er robust og langtidsholdbar!
Forsøges der gennemtvunget en radikal (!) anden udlændingepolitik som grundlag for at Mette Frederiksen bliver statsminister, vil man -såfremt Mette F og Socialdemokratiet overhovedet griber denne mulighed- få en ustabil rød-grøn regering, og man vil sandsynligvis ikke alene tabe statsministeriet ved næste valg -man vil også have mistet muligheden for at gribe klimadagsordenen og formulere Danmarks klima- og miljøpolitik de næste årtier. Man vil således risikere at spille bolden tilbage til en blå, borgerlig regeringsdannelse, og miste muligheden for at føre politik på dé politikområder hvor der faktisk var et stort flertal for en rød-grøn politik i befolkningen ved folketingsvalget 2019: socialområdet, en solidarisk økonomisk politik, velfærdsområdet, sundhedsområdet samt naturligvis klima- og miljøområdet mm.
Det er et stort ansvar der hviler på skuldrene af de 4 partiledere i de igangværende forhandlinger. Ikke mindst i forhold til at de alle udviser vilje til kompromis, samt bliver enige om en fælles måde at læse, forstå og omsætte resultatet fra Folketingsvalget 2019.
Vi er mange der sidder med lettere tilbageholdt åndedrag i disse dage – ikke mindst i respekt for den betragtelige udfordring der møder alle de 4 partiledere!
De bedste tanker og ønsker om et stærkt rødt-grønt kompromis!
NOTE efter dagens forhandlinger om bl.a. udlændingepolitik: Morten Østergaard begyndte efter dagens forhandlinger at anvende en mere kompromissøgende sprogbrug. Han sagde bl.a.:
”Jeg håber at vi kan finde en vej, som, tror jeg, kan leve op til de forventninger der er, om at man trods alt vil kunne se, at det her, det er et opbrud med en æra der er slut, med symbolpolitik hid og did og alle vegne…”
Citater fra MORTEN ØSTERGAARD’s tale
torsdag 13. juni ved Folkemødet 2019:
“Den 5. juni 2019 så gav Danmark et mandat til at udstikke en ny kurs for landet. En ny regering som skal bringe os ind i et nyt årti: 2020’erne. Og derfor siger jeg igen idag:
“Kom med os! Kom med os, så tager vi hul på tillidens årti! Der hvor vi igen møder hinanden med fremstrakt hånd, i stedet for knyttet næve. Der hvor tilliden til hinanden, tilliden til fællesskabet og tilliden til fremtiden igen får lov at blomstre. Kom med fremad mod et stærkere, et grønnere og et friere Danmark. Tør vi så kan vi!”
“I Danmark skal alle have lige muligheder uanset deres postnummer”
“For dét der skete ved systemskiftet i 2001, det var jo at Fogh og Kjærsgaard startede en værdikamp. Men vi endte i et gigantisk værdiskred. Væk fra de værdier vores samfund var bygget på: lighed for loven, plads til forskellighed, solidaritet med vores svageste. Gradvist så endte vi som et land, som fejrer andres ulykke med kage…”
“…og derfor kommer jeg også med et klart budskab:
Et lederskab som erkender, at den forandring Danmark har brug for er gennemgribende og kræver tid. Det kan ikke klares på 4 år. Vi må og skal have et systemskifte der som minimum er levedygtigt langt ind i det næste årti, og gerne længere!
Og derfor kommer jeg også med et klart budskab: til Mette, til Pia, til Pernille og til Uffe:
Jeg tror på, at vi kan skabe et sådant systemskifte hvis vi gør det sammen!
Og til de progressive blå partier: (I kan jo selv afgøre hvem I er) Kom med! Der er også plads til jer, hvis I vil med, fremad! Sammen kan vi skabe et systemskifte som er grønt, som er klogt og som er kærligt.”
(…)
Citater fra PERNILLE SKIPPER’s debat med Clement Kjærsgaard i ‘CLEMENT SPECIAL: EFTER VALGET’ 11.06.2019:
“Vi kommer ikke til at få alt hvad Enhedslisten gerne vil ha’!”
“Vi har fire områder hvor vi skal være sikre på at det her det bliver bedre. Ikke at vi skal bestemme det hele. Alle skal bøje sig mod hinanden.”
“Vi stiller ikke ultimative krav på den måde. Dether det er en forhandling… Den går vi ind i med alt hvad vi har. Vi vil gerne have dether til at lykkes, og alle skal bøje sig mod hinanden. Vi ved også godt at vi skal finde pengene. Der er ikke, bestemt ikke, enighed blandt alle partier om, hvordan man finder de penge, så selvom vi gerne vil gøre meget mere, så ved vi også godt…” (her afbrydes Pernille Skipper af Clements næste spørgsmål)
“…Det er ikke et ultimativt krav. Det er det ikke. Vi er indstillet på at indgå i en forhandling hvor alle skal bøje sig mod hinanden… Jeg forventer ikke at vi får alle vores krav… vi forventer at vi kommer til at bøje os, vi forventer at de andre kommer til at bøje sig. Vi er 4 partier der skal igennem dether sammen, og helst skal finde hinanden, fordi jeg tror… fordi jeg ved, at der er rigtigt mange mennesker der har stemt på os, FORDI de gerne vil se resultater. Så er det klart, så kan det komme til et punkt, hvor det reelt ikke bliver til resultater. Hvor at det som vi kan få på den økonomiske politik, på velfærd, kan blive så forsvindende lille, at vi ikke kan retfærdiggøre det, at det på nogen måder er bedre…”
“Det er en forhandling. Vi har ikke 90 mandater. Selvfølgelig skal vi også bøje os. Selvfølgelig kan jeg ikke komme ud af de forhandlingslokaler, jeg forventer ikke at komme ud af de forhandlingslokaler med Enhedslistens samlede politik gennemført. Så ville det i øvrigt også se anderledes ud end det vi er gået til forhandlingerne med, hvis det var vores alene.”
(…)
NB: Mine bemærkninger: Præmisserne og situationen som citaterne er fremsat i, er forskellige.
Morten Østergaards tale er en ‘sejrstale’ både til egne Radikale medlemmer og vælgere, dog afholdt i et offentligt forum: 13. juni ved ‘FOLKEMØDET 2019’. Pointerne i talen er således i lige så høj grad rettet til øvrige politiske partier, ikke mindst de øvrige 3 partier i de igangværende forhandlinger om et regeringsgrundlag -for sandsynligvis en Socialdemokratisk mindretalsregering.
Pernille Skippers udtalelser fremkommer i debatprogrammet ‘CLEMENT SPECIAL: EFTER VALGET’ den 11. juni
som svar på kritiske spørgsmål fra Clement Kjærsgaard, ud fra vinkelen om ikke Enhedslisten allerede på forhånd har accepteret at gøre Mette Frederiksen til statsminister, fordi et sammenbrud og en borgerlig regeringsdannelse med Lars Løkke som statsminister, med Pernille Skippers egne ord “vil være en katastrofe for Danmark.”