…ELLER: ‘HVORFOR JOURNALISTISK VINKLING SUCKS’
‘Long read’ af Peter Gatys Wahlberg
Jeg lider ikke af politikerlede….
Men jeg har lede ved den rolle vores medier efterhånden har tildelt sig selv og de konsekvenser det har for vores demokrati…Ikke at der ligger en langsigtet strategi bag. Mere ren og skær økonomisk nødvendighed, hvor alle medier kæmper for deres overlevelse. Hvilket betyder en kamp om mest mulig opmærksomhed, for at få flest lyttere, seere, læsere…
Og hvad er vejen til opmærksomhed? ‘Journalistisk vinkling’ er redskabet. Målet er, at undersøge enhver historie for dens mest effektive potentiale ift. at skabe opmærksomhed.
Hvilket sker ved:
- størst mulig fokus på konflikt
- trække modsætninger skarpest muligt op
- give en overskrift som emmer af ‘sensation’
- giv altid stemme til borgere, eksperter, oppositionspolitikere, andre, som er mest mulig uenige og utilfredse, vær ikke bange for usaglighed
- gå lige til grænsen, og måske endda over, hvis gevinsten (den økonomiske, antal klik, lyttere, seer, læsere) er tilstrækkelig stor.
- at løbe en kalkuleret risiko for en stævning/retstvist hvis indtjeningen er stor nok… omkostningerne ved et dementi er ofte meget små…
- sørg altid for den vigtige følelsesmæssige identifikation med modtagerne, og lad den være retningsgivende for historiens vinkling
- …du kender selv utallige andre eksempler
I spillet og symbiosen imellem medier / politikere trækker medierne altid det lange strå. Få politikere evner at bevare integriteten i kampen mod medierne…. fordi de jo vil genvælges, og dårlig presse kan ødelægge de fleste.
Der er opstået en uskøn symbiose imellem medier og politikere. Hvor medierne er den stærke part, som desværre ikke er deres store ansvar bevidst. Og hvor politikerne hele tiden navigerer ift. en mulig dårlig presseomtale, og udvikler strategier for, hvordan man taler udenom…
På den lange bane skader det vores demokrati, når store dele af befolkningen æder visse mediers fremstilling af politikere råt. Politikere fremstilles i visse medier (og desværre flere og flere) som magtliderlige, indkompetente, grådige levebrødspolitikere. Der kun er i politik for egen vindings skyld, fordi de ikke duer til andet og ikke har erfaringer fra virkelighedens verden…
Dét billede er temmelig langt fra det billede jeg har, af langt de fleste af vores politikere, faktisk helt generelt, uanset partifarve. Naturligvis med enkelte undtagelser.
Jeg ser de fleste politikere, uanset partifarve, som engagerede, dygtige, intelligente mennesker, der er gået ind i politik, for at forme samfundet og kæmpe for de værdier som de tror mest på. Men som bliver fanget i det uskønne spil med medierne, om at skabe ‘god presse’, forsøge at styre mediedækningen og forsøge at bevare ‘foden på speederen’ i forhold til en presse, der ofte ser det som et mål i sig selv, at ‘hive gulvtæppet væk’ under de folkevalgte. Selv mindre fodfejl kan finde vej til forsiderne som ‘en ny politikerskandale’. Ikke mærkeligt at en stor del af befolkningen kan miste proportionssansen. Vi er alle en del af den kollektive bevidsthed, der skabes i den offentlige debat. Der jo i sagens natur altovervejende foregår i medierne…
Vi bør undersøge rammerne for mediernes betydning for demokratiet. Rammer, som på den ene side fastholder den uafhængige og frie presse, der er en grundpille i demokratiet. Men som også sætter rammer for, hvor uvederhæftige medier kan være, uden at det har konsekvenser. En vanskelig øvelse, som kræver at både politikere og medier deltager i dén for vores demokrati så vigtige samtale.
“Hvordan bidrager medierne til at udvikle demokratiet i stedet for at underminere det?” Spørgsmålet er sat noget på spidsen, men reelt nok…
Lige nu er der virkelig vide rammer for ‘journalistisk vinkling’. Hvilket på den lange bane skader demokratiet. Vi er stille og roligt ved at bevæge os imod amerikanske tilstande, hvor samfundet og medierne opdeles i ‘stammer’. Grundlæggende en ‘rød’ og ‘blå’ stamme. I Danmark har vi heldigvis stadig nuancer imellem disse to blokke -men udviklingen går i den forkerte retning…
Nuancerne imellem blokkene bliver blegere og blegere, og mediebilledet retter sig langsomt ind efter disse overordnede blokke. Fordi der er økonomi og store interesser i, at give folk de nyheder, der passer ind i dét segment de tilhører, og dén virkelighedsopfattelse der er fremherskende i deres segment.
Vi er endnu ikke dér i Danmark, hvor der overordnet set kun er ‘rød’ og ‘blå’ stamme. Plus nogle ekstremer på fløjene. Men vi bevæger os mere og mere i den retning. Jo mere vi bevæger os i dén polariserede retning vi ser i USA, desto vanskeligere vilkår får den vigtige nuancerede politiske og demokratiske samtale, der er så vigtig for et levende folkestyre. USA er stivnet i to politiske blokke, to stammer i befolkningen, i medierne, i hele kulturen. To stammer, som får hvert deres verdensbillede serveret igennem adskilte medier, med meget lille udveksling. Medier, der servicerer hver sin politiske stamme med dét verdensbillede, som taler ind i vedtagne normer.
Den politiske samtale er i høj grad død i USA, og landet regeres skiftevis af den ene blok og den anden blok, som nærmest er ophørt med at samarbejde om vigtige nationale spørgsmål og udfordringer. Dét er perspektivet også i Danmark, hvis ikke vi er bevidste om at bevare nuancerne og samtalen i politik, bevare respekten for, at vi kan mene noget forskelligt, respektere og anerkende vores politiske modstanderes ret til at mene hvad de mener.
Og blive ved med at insistere på, at samtale, også med politiske modstandere, er bedre end den polarisering, dæmonisering vi oplever, og dermed samtalens ophør.
Dæmoniseringen af politikere i medierne, og dæmoniseringen af politiske modstandere, også partierne og politikerne imellem, er gift for demokratiet.
Lad os bryde denne udvikling og sørge for at bevare nuancerne i dansk politik, bevare en gensidig demokratisk respekt og rummelighed. Medierne har en uerstattelig og vigtig funktion i et levende demokrati. Men medierne er ikke kun ‘demokratiets vogtere, den 4. magt’. Medierne har udviklet et ‘blind spot’ ift. deres egeninteresse og kamp for overlevelse. Et ‘blind spot’ ift. presset om evig ‘journalistisk vinkling’ og søgen efter at maksimere alle modsætninger og de negative konsekvenser dette har for vores demokrati. Som faktisk, på den lange bane, umærkeligt skader den demokratiske rummelighed og forståelse, skader mulighederne for samarbejde og dialog.
Et af dette århundredes store udfordringer, i et stadig mere polariseret mediebillede, er, hvordan vi sikrer BÅDE en fri og uafhængig presse OG sikrer den demokratiske samtale og samarbejde imellem politiske blokke, hvor modsætningerne trækkes hårdere og hårdere op. Jeg har ikke svaret. Men spørgsmålet er et af de største og vigtigste at drøfte i vores demokrati.