VI ER VIRTUELLE FÆSTEBØNDER

Er vi klar til at kræve magten over vores digitale data, eller skal der en bevidstgørelse og revolution til?

illustration: big data in virtual space, royalty free photo

af Peter Gatys Wahlberg

‘Gør det noget om reklamer i facebook og digitale medier afspejler vores interesser?’

For nogen en uskyldig ting, ja måske ligefrem en ‘convenience’. Og er det ikke bare udviklingen, som ikke griber afgørende ind i vores liv eller begrænser os i noget, spørger andre? ‘Reklamerne påvirker alligevel ikke på mig’, og man kan jo bare lade være med at klikke på dem eller købe…

De globale digitale giganters mulighed for at vise målrettede, individuelle reklamer for os, baseres på at de sociale og digitale medier analyserer vores færden og samler informationer til en ‘digital profil’ for hver af os, baseret på vores digitale aktiviteter og handlinger i den virkelige verden, hvor vi bevæger os. Samlet set en voldsom mængde informationer om, hvad vi helt personligt kan lide og bruger tid på.

Den ansete amerikanske forsker Shoshana Zuboff har indgående beskrevet, hvordan kapitalismen er trådt ind i en ny digital fase:

‘De virksomheder som tjener flest penge og bliver mest værdifulde, er de virksomheder, som indsamler, køber og bruger flest data om deres kunder og brugere’

Shoshana Zuboff har endda givet denne nye fase et præcist, beskrivende navn, som også indgår i titlen på hendes nu verdensberømte bog:

OVERVÅGNINGSKAPITALISMEN

Nogle få råber STOP! Fordi grænserne for hvad internetbaserede firmaer må overskride, BETYDER noget! Fordi vi, indenfor store centrale områder, allerede har fået overskredet vores personlige integritet, (mis)brug af personlige data og kortlægning af vores helt individuelle handlinger.

Vores helt personlige data handles allerede som et produkt, uden samtykke og uden at vi har reel mulighed for at sige fra -eller give lov. Vores handlinger, præferencer, vores digitale aftryk af dybt personlige og private forhold, kortlægges, analyseres, handles og kapitalisers af de ‘gratis’ sociale tjenester vi bruger.

Det er jo præcis derfor at deres markedsværdi har nået astronomiske højder!

En nutidig -og vigtig- huskeregel er, at hvis noget i den digitale tidsalder er gratis, så er det fordi det er DIG der er produktet og DINE data der handles og skaber værdi. For de firmaer der høster dine data, analyserer dem og videresælger dem, og for de firmaer der køber dine data og (mis)bruger dem…

‘Men har vi ikke hver især et personligt valg, om vi vil lade vores data høste af globale digitale firmaer…?’

Jo, men det er en ekstremt teoretisk mulighed. Vi kan til dels undgå eller minimere misbrug af vores digitale data, hvis vi HELT undlader at bruge google, facebook, øvrige sociale medier og digitale tjenester. Men vi skal dertil undlade at bruge webshops, gmail og i øvrigt ikke bruge vores kreditkort til digitale økonomiske transaktioner. Vi skal have slukket vores smartphone HELT. For alle nævnte handlinger efterlader vores digitale fingeraftryk.

I praksis kan vi slet ikke have en smartphone, hvis vi ønsker ikke at videregive vores digitale aftryk, da vores smartphone fungerer som en effektiv digital ‘støvsuger’, som opsamler og videregiver vores data. Om vi ønsker det eller ej…

Altså en ‘helt reel’ mulighed for fravalg vi har, ikke sandt?

(En helt åbenlys og virkelig ‘annoying’ og grænseoverskridende måde dette kan iagttages på, er at mange med mig, efterhånden jævnligt, jeg vil sige ugentligt (endnu ikke dagligt) oplever, at emner som jeg 100% VED at jeg ikke har googlet, skrevet om digitalt mv. men KUN har talt med en person om ‘face to face’ (med min mobil inaktiv, ‘slukket’ men med strøm på og i nærheden), at for disse emner, produkter eller relaterede til emnet, får jeg indenfor kort tid et hav af bannerreklamer om, på de forskellige digitale platforme som jeg bevæger mig på! 😬 )

Virkelig irriterende, for det er en illustration af, hvad der jo også er almindelig viden, at de stor internetgiganter HØSTER vores personlige data, handlemønstre, personlige valg og præferencer, for at kunne lave en detaljeret ‘profiling’, som kan målrette personlige reklamer til os helt individuelt.

BIG DATA.

Og vi har jo kun set begyndelsen. Hvornår begynder denne detaljerede ‘profiling’ at give sig udslag i personlig prissætning / rabatter, ud fra vores profil, præferencer, livsførelse? Hvornår afspejler prisen på eksempelvis forsikringer, hvordan vi lever vores liv? Fordi den digitale ‘profiling’ baseret på ‘big data’ ganske præcist kan tegne et billede af vores individuelle liv, og dermed den livskvalitet, forventet livslængde, risiko for livsstillsygdomme, ulykker og mange andre væsentlige livsbegivenheder, som de store giganter kan analysere og udlede af vores individuelle ‘big data’

Hvornår køber virksomheder en detaljeret ‘profiling’ af os inden en jobsamtale?

Og hvad kan vi gøre for at bremse det? GDPR next level? Bringe EU lovgivningen ind i dette årtusind med opdateret lovgivning der kan sikre vores personlige ejendomsret over egne data, samt hvem vi giver lov til at PROFITERE på dem?

Vi er at sammenligne med middelalderens fæstebønder, som var ejet af herremanden, ikke fik løn for sit arbejde, men forpligtet til hoveri (gratis arbejde) på herremandens marker, og forpligtet til, som eneste stand i landet, at stille sine liv til rådighed som kongens soldater. En bonde i 1700-tallets Danmark havde ikke selvbestemmelse over sit eget liv. Jo mere han knoklede på godsejerens marker, desto rigere blev herremanden og godsejeren.


Idag er markerne virtuelle (internettet og digitale/sociale medier) og nutidens marker er ejet af herremændene (internetgiganterne). Jo mere vi knokler på de virtuelle marker, herunder vores egne sociale profiler, desto rigere bliver herremændene og godsejerne.

Frugten af vores arbejde, grøntsagerne og høsten, er vores personlige data, aktiviteter, handlemønstre og præferencer.

Vi ejer dem ikke længere.

Herremændene handler med dem, og jo mere aktive vi er, desto flere data producerer vi, og desto rigere bliver herremændene / internetgiganterne.

Vi er digitale fæstebønder uden ejerskab til vores eget private virtuelle liv….

Tidligere tiders undertrykkelse af borgernes og bøndernes basale rettigheder, har ført til oprør og modstand og i yderste konsekvens -i andre lande- til revolution, hvor magthavere er frataget deres privilegier med vold. Her i landet har vi historisk løst tingene med mere fredelig afgivelse af magt og ophør af undertrykkelse, dog stærkt inspireret af oprør og revolution ude i verden.

Herremændenes ejerskab over bønderne i Danmark op til 1700-tallet, bøndernes forpligtelse til hoveri (arbejde uden løn) på herremandens jorde og, som den eneste stand i landet, bøndernes forpligtelse til at stille tilstrækkelig mænd til rådighed som kongens soldater, førte til større og større modstand hos bønderne.

Fremsynede folk, som Reventlow og Colbjørnsen, tæt på statsråd og Kong Christian VII, banede vejen for landboreformer og stavnsbåndets ophævelse i 1788, under stor modstand og protester fra godsejere og adel. Men stavnsbåndets ophævelse lagde grunden til stor fremgang for bønderne og dermed for det danske samfund som helhed.

Mon der kommer et tidspunkt, hvor det lykkes os, almindelige borgere i den digitale tidsalder, i det digitale Danmark, i det digitale Europa, at kræve det fulde ejerskab over vores egne data?

Eller skal vi igennem den samme vækkelse som bønderne i 1700-tallets Danmark, med stigende bevidsthed om den undertrykkelse vi udsættes for, om den manglende egen bestemmelse over egen ejendom, over vores personlige identitet og integritet, over vores egne, private data, over vores digitale liv, før vi gør oprør? Og før de som sidder på uretmæssige privilegier indser, enten frivilligt, under pres eller ved en regulær revolution, at de må afgive uretmæssigt tilranede rettigheder over andre menneskers liv? Over vores egne data over vores digitale aftryk, over vores egne digitale liv? 😏

Mon der kommer et tidspunkt, hvor den private ejendomsret og boligens ukrænkelighed, privatlivets ukrænkelighed, som er en af flere grundpiller i vores liberale vestlige demokratier, udstrækkes til den digitale tidsalder, så vi selv, hver især, bliver herrer i eget digitale hus, selv bestemmer hvad der skal ske med vores egne data, vores digitale liv?

Historien viser at et oprør eller reformer er uundgåelige…. spørgsmålet er hvor lang tid denne bevidsgørelse vil tage… jeg foreslår vi begynder nu!

Published by wahlberg

politik / samfund / bæredygtighed

Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *