A LONG READ: Misforstå mig ikke. Vi har brug for troværdige frie medier, og vi har brug for at beslutningstagere bliver kigget efter i kortene, så magtmisbrug, forsøg på at skjule informationer, misinformation og undertrykkelse af grupper, organisationer og enkeltindivider kan afdækkes og forhindres. Men medierne har en ‘blind-spot’ ift. egne begræsninger…
Frie medier og presse er en af de vigtige grundpiller i levende demokratier. Vi har i Danmark og Europa en relativt nuanceret og nøgtern mediedækning, naturligvis med nationale ekstremer. Har man fulgt amerikansk politik og dækningen i medierne, vil man have oplevet, at medierne i USA i langt højere grad har ‘valgt side’, og at dette afspejles helt ind i nyhedsdækningen, hvor det er helt tydeligt om man har slået ind på FOX NEWS eller eksempelvis MSNBC.
Demokrati og meningsdannelse under pres
Grundpiller og fundamenter bliver dog udfordret i disse år, både ude og herhjemme. Vores demokratier bliver udfordret på forskellig måde, særligt i udlandet i forhold til forvrænget formidling af faktuelle forhold omkring vigtige samfundsbeslutninger. Men også herhjemme.
I England lykkedes det LEAVE kampagnen inden BREXIT afstemningen i 2016, at sprede misinformation omkring påståede gevinster ved en UK udtræden af EU. I USA er det lykkedes Donald Trump at sprede frygt og mistillid til selve præsidentvalget, bland andet med vedholdende og helt uunderbyggede påstande om, at de mange brevstemmer ved dette valg ville medføre udbredt og omfattende snyd med stemmesedler. Herhjemme har vi på sociale medier oplevet en massiv deling af ikke-videnskabelige informationer om COVID-19, om at den ‘blot er som en influenza’, misinformation om udviklingen af de nye vacciner samt en række øvrige forhold.
Der er stillet spørgsmålstegn ved formålet med at udvikle vaccinerne, effektiviteten af disse, mulige bivirkninger samt, mere ekstremt, at hele pandemien er et ‘setup’ iværksat af en sammensværgelse af politikere, erhvervsledere og medicinalindustrien, med det postulerede formål, at vi alle skal købe (unødvendig) vaccine og forgylde de implicerede virksomheder og erhverspersoner.
Udover økonomisk vinding, skulle der fra politikernes side ligge et ønske om at ‘kontrollere’ deres befolkninger, bl.a. ved at der med vaccinen indsprøjtes microchips i kroppen, som vil give mulighed for kontrol og overvågning! Det er rent faktisk sådanne konspirationsteorier der deles.
Det er ikke småting, vores demokrati og frie meningsdannelse udsættes for af angreb i disse år!
Vi har således mere end nogensinde brug for vores frie demokratier med frie valg, en fri og troværdig presse, upartisk og nøgtern dækning af begivenheder, samfundsforhold og politiske forhold, formidling af underbygget og veldokumenteret fakta og nye videnskabelige erkendelser!
Er vores frie presse fri?
Kan vores presse så levere denne frie, uafhængige og troværdige vidensformidling og formidling af begivenheder? I Danmark må man fortsat grundlæggende svare ‘ja’ til dette spørgsmål.
MEN der er også herhjemme i Danmark bekymrende tendenser i medierne som sådan, der har været under udvikling i mange år, og som vi ser intensiveret i disse år. Som en konsekvens af øget konkurrence imellem medier, imellem de etablerede trykte og elektroniske medier i forhold til konkurrencen fra de gratis internetbaserede medier og den private deling af information og misinformation på sociale medier. Det øger alt sammen presset på etablerede betalingsmedier, der i kampen om opmærksomhed har intensiveret de redskaber der øger antallet af læsere / seere / brugere og ‘click’s…
Mediernes har selv en manglende erkendelse af dette. Et egentligt ‘blind-spot’!
Danske medier hylder sin uafhængighed og vigtige funktion som ‘den 4. statsmagt’. I sammenhæng med den 3-deling af statsmagten i en lovgivende, udøvende og dømmende magt, der et væsentligt fundament under vores vestlige demokratier. Og hvor medierne, reelt og ikke mindst i egen selvforståelse, bliver det offentlige ‘korrektiv’ til forvaltningen af magten under magtens 3-deling.
Om politikerne respekterer magtens 3-delingen, eller begynder at blande sig i domstolenes frihed. Om regeringen som udøvende magt, respekterer uafhængigheden hos den lovgivende magt, Folketinget, blandt andet ved at give Folketinget retvisende informationer om sin regeringsførelse, om udrulning af lovgivning i ministerierne og deres forvaltning af lovene.
Der er mange eksempler, og medierne har da også, til deres fortjeneste, gennem årene afdækket meget magtmisbrug og sammenblanding af magtens 3-deling. Det er historier som medierne soler sig i, og fremhæver ved givne lejligheder, ligesom vigtigheden af ‘en fri presse’ fremhæves og pudses af til skåltaler og festlige arrangementer.
Medierne synger også sangen om ‘den 4. statsmagt’ når de bliver udsat for kritik, når medierne selv er gået for tæt på, når medierne har overskredet enkeltpersoners, firmaers eller organisationers krav på integritet, privatliv, en beskyttelse mod uretmæssigt at blive udstillet og udhængt i medierne. Når det sker uretmæssigt, kan de udhængte i praksis få en dom, der i mange tilfælde er langt hårdere og har væsentlig større omkostninger, end en dom ved landets domstole.
Der er således en bagside ved en fri presse. Især en fri presse, som i højere og højere grad bliver bundet af, og afhængig af, kommercielle og økonomiske interesser. I et stærkt konkurrencepræget mediebillede, hvor de traditionelle og etablerede (betalings)medier er under stort pres og konkurrence fra en række internetbaserede (gratis) medier og fra sociale medier, hvor en lang række firmaer, organisationer og enkeltpersoner formidler viden og informationer om forhold og begivenheder, som de traditionelle medier tidligere havde de facto eneret til at bringe.
Dermed er de traditionelle betalingsmediers eksistens truet, og for at overleve, tager de alle værktøjer i den redaktionelle og journalistiske værktøjskasse i brug. Skarpvinkling, historier og formidling af begivenheder lige til stregen (og ikke sjældent over stregen), med et fokus på at maksimere opmærksomheden og evnen til at tiltrække seere, læsere og brugere med fængende overskrifter og sensationelle historier. Ikke sjældent bliver den presseetiske håndtering af historierne mast i mediekværnen…
CLICK-BAIT er et fænomen som tydeligvis er kommet for at blive.
Journalistisk vinkling
Den redaktionelle og journalistiske skarpvinkling kan i visse tilfælde stille spørgsmålstegn ved, om medierne er helt frie og uafhængige. Det er i visse tilfælde tydeligt, at de er afhængige af benhårde økonomiske prioriteringer, som ikke sjældent finder vej helt ind i redaktionerne ift. udvælgelsen af redaktionelt stof, af den journalistiske vinkling (som helst skal være skarpest mulig, med en maksimering af konflikt og modsætninger) og af proportionerne i nyhedsdækningen.
I forhold til enkelthistorier vil medierne altid kunne pege på en række eksempler, hvor de med traditionel kritisk journalistik har afdækket magtmisbrug, udnyttelse af udsatte individer eller grupper, hvor de sætter fokus på politiske beslutninger og et forsøg fra politikernes side på at ‘styre’ meningsdannelsen, den politiske opposition eller befolkningen, ift. de informationer de har frigivet, oplyst Folketinget om, eller forsøgt at kontrollere ift. bestilt videnskabelig forskning.
Men i det store, langsigtede perspektiv, er det en vigtig (og vanskelig) overvejelse, om den store konkurrence på medieområdet drejer mediernes fokus i retning af hurtige ‘click-bait’s, fokus på modsætninger og maksimering af konfliktniveauet i stoffet, i en sådan grad, at det på den lange bane fordrejer vores virkelighedsopfattelse?
I et nu legendarisk interview i DR2 Deadline med Adam Holm som vært (3. september 2015, indledende foto), fik den kendte svenske statistiker Hans Rosling illustreret mediernes formidling af verden med et præcist billede, hvor han brugte sig selv som et billede på verdens tilstand. Og beskrev, at hvis man spurgte medierne om at karakterisere Hans Rosling, ville de fokusere på hullet i hans sko, fremfor at vise helheden eller alle de ting ved hans fremtoning som ikke er grim, slidt eller hullet. (se link nederst, efter artiklen)
Et enkelt billede på mediernes behov for at fokusere på konfliktstof, hvor helheden går tabt, og vi får et forvrænget billede af tingenes tilstand, ofte meget værre end den reelle tilstand, når man ser på det samlede og mere komplekse billede.
Reel og faktuel viden om verden vil blive afgørende, i forhold til at vi som borgere danner os et reelt billede af verdens tilstand, af vores eget land, af de reelle magtforhold, af landets demokratiske tilstand, politikernes reelle evne til at omsætte deres løfter til virkelige beslutninger etc.
I lyset af sociale mediers stigende betydning og de perspektiver fra det amerikanske valg og den demokratiske meningsdannelse, som vi lige nu er vidne til, kan et større perspektiv give lidt overblik og synliggøre nogle mekanismer, som har afgørende betydning for vores offentlige meningsdannelse.
Den offentlige meningsdannelse
Mediernes eget fokus og perspektiv har stor betydning for vores forståelse som borgere af vigtige samfundsproblemer og deres løsninger. Og dermed betydning for beslutningstagernes perspektiv og problemhåndtering.
En tur i helikopter synliggør denne symbiose:
• MEDIERNES betydning for den offentlige (og personlige) meningsdannelse. Vi bevæger os alle i spændingsfeltet imellem den offentlige debat og meningsdannelse, som, afhængigt hvilke medier / sociale medier der er vores primære informationskilde, har et perspektiv spændende fra: 100% ‘quick-fix’ (de fleste) til ‘langsigtet planlægning’ (få).
• POLITIKERNES afhængighed af positiv omtale i medierne. Dette skal ikke forstås som en personlig forfængelighed, men som et grundlæggende vilkår, i vores repræsentative demokrati, hvor politikerne skal genvælges hvert 4. år og hvor medierne har stor (altoverskyggende) betydning for vores meningsdannelse.
Symbiosen imellem medier og politikere er både en uundgåelig nødvendighed samtidig med at den har uheldige bagsider…
Når medierne, på grund af behovet for stor opmærksomhed og for at tiltrække flest mulige læsere / seere / brugere, vælger det hurtige, forsimplede perspektiv med en ‘click-bait’ fængende overskrift, en éndimensional beskrivelse af problematikken og hurtige, ‘quick-fix’ orienterede løsningsmuligheder, så får det betydning for vores, borgernes, samlede forståelse for verden, for vores virkelighedsopfattelse.
Og dermed for beslutningstagernes virkelighedsopfattelse. Dels fordi de også er borgere og får en væsentlig del af deres beskrivelse af begivenheder i verden fra medierne, og deres beslutninger dermed sker på baggrund af de informationer og det verdensbillede som medierne formidler. Og dels fordi deres beslutninger efterfølgende beskrives, kommenteres og kommunikeres af medierne. Beslutningstagerne bliver således dybt afhængige af mediernes formidling. Det er et ulige styrkeforhold, hvor medierne ALTID får det sidste ord da de jo med deres formidling sidder med de afgørende kort i den offentlige meningsdannelse.
Og da medierne profiterer direkte økonomisk (flere læsere/seere/brugere > større indtægter) af at maksimere konfliktstoffet, vil vi ofte få klasket bagsiden af et længere perspektiv lige op i fjæset, fremfor mere komplekse, langsigtet beskrivelse af problematikken.
ALLE beslutninger har en forside og bagside, og beslutningstagere navigerer dermed OGSÅ i en medievirkelighed hvor de som en væsentlig parameter vil undgå at ‘havne på forsiden’.
Den journalistiske vinkling kunne med rimelighed ofte være den langsigtede positive effekt, med en sekundær nævnelse af nogle (alt andet lige) få, kortsigtede ulemper. Men en positiv, kompleks vinkling giver generelt færre ‘click’s og dermed færre indtægter til medierne. Så overskriften med størst ‘click-bait’ vælges oftest, en tendens der kan genkendes i alle medier.
Blind spot
Symbiosen imellem medier og politikere har udviklet flere usunde sider. Medierne (langt de fleste) vælger dén journalistiske vinkling med maksimal konflikt. Politikerne er afhængige af at undgå møgsager, som bringer dem på forsiden, hvilket bliver en væsentlig faktor i deres prioriteringer og perspektivet for samfundsmæssige beslutninger.
Medierne selv har reelt et ‘blind-spot’ for denne uhensigtsmæssige symbiose. Kommer der kritik af mediernes rolle, spilles skønsangen om ‘den 4. statsmagt’ der ALTID tjener almenvellet. Medier har generelt MEGET vanskeligt ved at indrømme egne fejl og at erkende at økonomiske interesser påvirker deres journalistiske vinkling og prioriteringer i nyhedsformidlingen.
En bred diskussion af mediernes rolle, bedre muligheder for at det skal gøre proportionalt ondt når et medie bevidst bringer faktuelt forkerte oplysninger (jo, det sker oftere end mange tror!) vil være yderst gavnligt, og er tvingende nødvendigt, for at vi udvikler vores demokrati ind i det 21. århundrede.
For trods ovennævnte bagsider og ‘blind spots’ hos vores etablerede medier, og tendensen til at medierne i mange tilfælde vælger at formidle, og konfrontere politikerne med et ‘quick-fix’ fremfor en langsigtet og kompleks beskrivelse af problematikken og en mulig løsning løsning, ja så mener jeg alligevel at vi trods denne medievirkelighed, alligevel generelt har nogle dygtige beslutningstagere.
Både i erhvervslivet og i politik. De fleste beslutningstagere er engagerede, intelligente og indsigtsfulde indenfor deres områder. Og er faktisk stadig i stand til at træffe langsigtede, strategisk rigtige beslutninger, selvom det nogengange gør ondt på den korte bane.
Den 4. statsmagt
Rammerne for langsigtede samfundsbeslutninger er vigtig. Og her kunne et grundigt eftersyn og debat, af de vilkår medierne tilbyder i forhold til forståelsen af komplekse problemstillinger være yderst relevant. Medierne forvaltning af ‘virkeligheden’, ‘fakta’ og deres ‘journalistiske vinkling’ har stor betydning for vores forståelse af virkeligheden, for vores meningsdannelse og dermed for vores demokratiske beslutningsgrundlag.
Vi har brug for en reelt fri presse!
Billedet af medierne som ‘den 4. statsmagt’ er ikke helt forkert.
Og ligesom magtens 3-deling er underlagt raffinerede ‘feed-back mekanismer’ iht. Grundloven, Forvaltningsloven, Ministeransvarlighedsloven mm., som skal vægte magtdelingen, og forhindre embedsmisbrug og i sidste ende magtmisbrug, så burde eftersynet af medierne, som reelt repræsenterer en 4-deling af magten, omfatte lignende effektive ‘feed-back mekanismer’, så mediernes EGET magtmisbrug hurtigt kan afdækkes og korrigeres.
Vi HAR dog allerede instanser som håndterer mediers fejlagtige håndtering og formidling af stof:
PRESSENÆVNET er en klageinstans, som kan udtale sig og uddele kritik til specifikke medier i konkrete situationer, hvor der er diskussion af presseetik, misinformation, fordrejning etc.
Men som folk med kendskab til medieverdenen også ved: Det har ofte meget begrænset betydning og konsekvenser for medierne, at de i Pressenævnet bliver pålagt at bringe en berigtigelse eller et dementi.
Konsekvenserne for medierne ved en fejlagtig dækning af et stof, står ganske enkelt ikke mål med den mulige (økonomiske) gevinst ved et ‘click-bait’ der vrider virkeligheden ud af rimelighed og proportioner. Der er i dansk pressehistorie adskillige eksempler på, at medier bevidst har valgt at fordreje fakta og bringe urigtige oplysninger for egen vinding.
Fristelsen kan være stor, hvis den økonomiske vinding er langt større end evt. omkostninger efter en tur i Pressenævnet…
En styrkelse af muligheder for at påtale fejlagtig formidling i medierne, og større sanktioner overfor medier der bevidst fordrejer fakta og faktiske forhold, vil være vigtige redskaber i styrkelsen (og genopretningen) af tilliden til vores medier.
Omkostningerne bør være proportionale, så det får lige så store økonomiske konsekvenser som den økonomiske gevinst, der i første omgang fik mediet til at overskride grænserne for ‘god presseetik’. Og berigtigelser skal bringes med samme placering og rubrikstørrelse, som den fejlagtigt forkerte historie blev bragt med.
En bevidst fordrejning i en forsidehistorie skal berigtiges på forsiden! Også selvom fejlen befinder sig på side 7.
Naturligvis er der gråzoner, og tvivlen skal komme ‘den tiltalte’ til gode. Men dansk pressehistorie rummer så mange eksempler på bevidst fordrejning af virkeligheden, faktiske begivenheder og faktuelle forhold, at skærpet konsekvens for den dokumenterbare fordrejning vil få stor betydning.
Og det kunne endda medvirke til en kulturændring på redaktionerne, hvor fakta vægtes højere og journalistisk vinkling udover hvad virkeligheden kan bære, vægtes mindre.
I en verden, hvor ‘fake news’ og misinformation spredes i større og større omfang via sociale medier, er det afgørende for vores demokrati og offentlige meningsdannelse, at vores professionelle medier har højeste grad af troværdighed, så vi som borgere ved hvor vi kan gå hen, for at få reel, faktuel og underbygget information og en rimelig skildring af virkeligheden.
Målet er i sidste ende, at vi alle kan bevare tilliden til vores medier, og så de kan leve op til det store ansvar, der følger af at være det 4. element i ‘magtens 4-deling; den 4. statsmagt.
(Ovennævte ‘long read’ / essay er inspireret af en ordveksling på facebook, efter et reflekteret indlæg på fb af min gode ven Mads Lindholm den 16.01.2021, om kortsigtet og langsigtet perspektiv og psykologi hos beslutningstagere, medier og borgerne generelt.)
Links:
Klippet med Hans Rosling’s sko på DR2’s facebookside:
https://www.facebook.com/watch/?v=478694622308529
Se hele interviewet med Hans Rosling i DR2 Deadline:
Hans Rosling har skabt GAPMINDER, et globalt anerkendt institut som forbilledligt enkelt formidler data om verdens faktiske tilstand, for at undgå mytedannelser og misinformation:
Link til: www.gapminder.org som er en fantastisk hjemmeside med reelle data om verden