Skarpvinklet dansk demokratikrise
af Peter Gatys Wahlberg
Mange medier og journalister opretholder en kritisk vinkel på beslutningerne i den igangværende krise. Det er naturligvis altid mediernes og journalisternes rolle, men indimellem resulterer det i en skarpvinkling der måske er lidt ud over hvad den aktuelle situation kan bære, eller som ikke medtænker at de store beslutninger i øjeblikket træffes under et betydeligt pres, både tidsmæssigt, økonomisk og i forhold til at en stor del af beslutningerne vil have vidtrækkende konsekvenser for rigtig mange danskere, virksomheder og hele brancher. Vi kan allerede se, at de samlede konsekvenser af den globale pandemi rækker år ud i fremtiden.
Lars Trier Mogensen skarpvinkler i sit indlæg i Altinget 17.03.2020 den historiske enhed i Folketinget i forbindelse med den nationale indsats mod følgerne af Corona epidemien. Overskriften lyder:
Statsministeren spiller hasard med folkestyret under coronakrisen
(link til artiklen nederst)
Lars Trier Mogensen skriver indledningsvis:
“Lige nu er der reelt ingen bremseklodser for, hvad statsminister Mette Frederiksen (S) kan tillade sig at gøre i coronabekæmpelsens navn”.
“Ikke andre bremseklodser end de 131 mandater i Folketinget, som Mette Frederiksen (S) med sine 48 mandater IKKE råder over”, var min første tanke da jeg læste ovenstående…
Noget af en overdramatisering fra Lars Trier Mogensens side. Som jeg generelt har stor sympati for, ift. hans skarpe politiske analyser. Som nævnt skal vi naturligvis være kritiske, også i nødens stund. Men hele præmissen for Lars Trier Mogensens kommentar, er at Mette Frederiksen og Socialdemokratiet, i skyggen af Corona-epidemien, har skyllet væsentlige demokratiske principper ud med badevandet. Resten af LTM artikel er således en kalejdoskopisk projicering af førstnævnte skarpvinkling, i et forsøg på at indtage en kritisk vinkel for den største samstemmighed i dansk politik i nyere tid.
Alternativet til enigheden og regeringens effektive beslutninger ville jo være, at Danmark i meget højere grad skulle følge eksempelvis Sveriges ‘evidensbaserede’ strategi. Et afsæt som Lars Trier Mogensen også forsøger sig med i artiklen. Der er grundlæggende forskelle i styreform imellem Danmark og Sverige som viser sig ved, at Sverige i langt højere grad er styret af embedsmænd i statsapparatets forskellige styrelser, hvis indstillinger politikerne oftere end i Danmark blot følger. Dette er blevet tydeligt her under Corona-epidemien, hvor beslutninger skal træffes hurtigt på baggrund af en samlet afvejning af viden, politiske midler og den forventede reaktion og modtagelse i befolkningen. Noget af en guldvægt der skal afvejes på for alle politikere.
Jeg er halvt svensk. Og hvor ER jeg glad for at jeg og min familie bor i Danmark og ikke i langsomme, evidensbaserede Sverige lige nu, hvor politikerne ikke tør tage ansvar, ikke tør tage de vanskelige beslutninger men skubber embedsmænd og ‘evidens’ ind foran sig. Corona-epidemien kan betragtes som et stort globalt eksperiment ift. effekterne af forskellige samfunds indsatser. Forløbet af Covid-19 vil vise hvilken strategi der var mest effektive, hvilke strategier som viser sig bedst til at føre de enkelte lande bedst og mest helskindet igennem den igangværende pandemi…. Naturligvis er der geografiske, demografiske og andre forskelle imellem Danmark og Sverige… Hvad vi dog i første omgang kan konstatere, er en gryende tendens til at de svenske politikerne langsomt følger i de danske politikeres spor. Vi må se om de fortsætter med at gå egne veje i Sverige.
Det sædvanlige politiske slagsmål i Danmark skal nok også hurtigt vise sig igen, når det økonomiske oprydningsarbejde efter Corona-indsatsen skal fordeles… Men lad os lige nu dvæle lidt ved og nyde, at et enigt dansk folkestyre har rustet Danmark godt, i forhold til at klare Corona-epidemien. Hvilket bliver rost fra alle sider af det politiske spektrum, fra Industri, Fagbevægelse mv. Og uanset de menneskelige omkostninger som vi vise sig, i det mindste fordelt den økonomiske byrde og usikkerhed solidarisk mellem både lønmodtagere, virksomheder og staten. Dét er en historisk bedrift som jeg synes Mette Frederiksen, Socialdemokratiet og Folketingets øvrige partier skal roses for -og jeg er ikke Socialdemokrat.
Jeg er overbevist om, at de 131 øvrige mandater såmænd nok skal holde Mette Frederiksen og S i ørerne såfremt det bliver nødvendigt…! ?
Link til Lars Trier Mogensens indlæg i Altinget, 17.03.2020: