Et præsidentvalg som vil gå over i historien. Voldsomme begivenheder afløser hinanden. Dynamikken i den amerikanske valgkamp er dramatisk ændret siden Donald Trump i midten af juli blev udsat for attentat, valgte J. D. Vance som sin vicepræsidentkandidat og Joe Biden endelig trak sit kandidatur tilbage. Med Kamala Harris som Trumps modkandidat og med Tim Walz som hendes VP har valget fundamentalt ændret sig. Meget kan dermed stadig ske, ikke mindst fordi J.D. Vance nok ikke har vist sig at være den politiker som Donald Trump håbede på.
‘Long read’ skrevet af: Peter Gatys Wahlberg
Tænk på billedet af det amerikanske præsidentvalg i juni, omkring tidspunktet for den første TV duel imellem Joe Biden og Donald Trump, der foregik 27. juni og blev ’hosted’ af CNN i Atlanta.
Den fatale TV duel.
To aldrende herrer; Joe Biden med alvorlige aldersrelaterede udfald både før og under debatten, overfor hans modpart Donald Trump, der stadig med agressivitet kom med de velkendte udfald mod alt og alle i sine taler. Selv Donald Trump fremstod dog i foråret 2024 synligt ældre end tidligere, somom en sporbar træthed havde sneget sig ind.
Begge præsidenterkandidater var historisk upopulære. Den eneste som kunne mønstre en vis begejstring hos sine støtter var Donald Trump, med hans kerne af betingelsesløse MAGA tilbedere, der vil stemme på Trump om han så ’skød en mand på 5.th Avenue’. Et stort segment af moderate republikanere er siden Donald Trumps erobring af ’the GOP’ (Det Republikanske Parti) blevet politisk hjemløse. De vil dog givetvis ende med at stemme på ham alligevel, da afstanden til ’the Liberals’ (Det Demokratiske Parti) trods alt er for stor for flertallet af republikanske kernevælgere.
Joe Biden, som udover de ganske imponerende politiske resultater og aftaler han var lykkedes at få vedtaget, trods et yderst polariseret klima i Kongressen, holdt en række stærke og vellykkede taler i første del af 2024; ’State of the Union’ den 8. marts, hans tale ved NATO’s 75 års jubilæum 9. juli og hans ’Adress to the Nation’ den 14. juli efter attentatforsøget på Donald Trump den 13. juli.
Men Joe Bidens politiske resultater og stærke taler RYKKEDE ikke. Ændrede ikke billedet af ham i medierne, og dermed hos vælgerne, billedet af en alt for gammel mand der jævnligt fór vild, kiggede fjernt ud i ingenting og ikke kunne finde ordene.
Billedet blev cementeret ved Bidens fatale TV duel mod Trump 27. juni. I dag ved vi, at TV duellen satte fart i Demokraternes interne proces i forhold til at overbevise Joe Biden om at trække sig, da partiet ikke med magt kunne tvinge den siddende præsidentkandidat væk fra sit kandidatur om at tage ’a second turn’.
Siden debatten den 27. juni har en række begivenheder og beslutninger hos de to kampagner dramatisk ændret dynamikken op til præsidentvalget den 5. november 2024.
Hold nu fast, for det følgende er sket på de kun lidt mere end to måneder der er gået siden Biden og Trumps fatale TV duel den 27. juni!
Attentatforsøget mod Trump den 13. juli, hans held og mirakuløse overlevelse medførte en nærmest religiøs begejstring hos Trump’s tilbedere og gav hans kampagne et energitilskud op imod Det Republikanske Konvent midt i juli, en energi som Demokraterne med Biden på dét tidspunkt kun kunne drømme om. Donald Trumps kampagne gjorde meget ud af at USA efter attentatforsøget ville se en mere forsonende Trump. Den nye forsonende stil viste sig at holde meget kort.
Der var forventninger til Trumps valg af vicepræsidentkandidat og medierne bragte mange analyser.
Donald Trump annoncerede den 15. juli, lige inden han modtog nomineringen ved republikanernes konvent NRC, at han havde valgt den 39 årige senator fra Ohio: J. D. Vance som sin VP kandidat. Blandt feltet af kandidater var han ikke den som var spået størst chancer, men da valget af J. D. Vance var annonceret og kommentatorerne begyndte at udlægge og analysere, blev det i første omgang generelt anerkendt som et klogt valg. En ung talentfuld og markant politiker med ordet i sin magt.
Hvilken politiker har J. D. Vance efterfølgende vist sig at være? Den seneste tid er der kommet flere og flere yderst uheldige og belastende citater frem i medierne fra J. D. Vance. Citater som måske nok taler til den hårdeste kerne af MAGA vælgere, men dog i langt mindre grad til de midtervælgere og ikke mindst kvindelige vælgere, der kan svinge imellem at stemme demokratisk og republikansk; netop de vælgersegmenter som præsidentvalget i høj grad afhænger af.
J. D. Vance’ egne politiske ambitioner, skiftende held med at finde politiske mærkesager med tilstrækkelig konservativ gennemslagskraft, medførte et behov hos J. D. Vance om at finde en mere robust politisk base. Denne søgen har ført J. D. Vance fra en relativ moderat konservatisme til et politisk ståsted tættere på samme højreorienterede populisme som Trump står for.
Efter at J. D. Vance tilbage i 2016 både skrev at ”Trump could be America’s Hitler” og i et interview sagde: ”I’m a never Trump guy”, medførte J. D. Vance’s mere og mere udtalte tilslutning til Donald Trump, at Trump efterhånden lagde mærke til den markante støtte fra den unge politiker fra Ohio. Støtten førte til Trumps ’endorsement’ af Vance ved midtvejsvalget i 2022.
Støtten fra Trump var afgørende for at J. D. Vance blev valgt ind i Senatet. Hans stærkt offensive stil og ubetingede forsvar for Trump, bl.a. i forhold til anklagerne om at påvirke valget i 2020; om at sprede falske anklager om valgsnyd samt opfordringen til at storme Kongressen 6. januar 2021, har fået mange til at opfatte J. D. Vance som Donald Trumps kampklare bullterrier.
Idag står J. D. Vance politisk ganske tæt på Trump.
Vance har en yderst sammensat baggrund. Han er vokset op i den lille industriby Middletown i Ohio som er en del af ’rustbæltet’ og ét af amerikas fattigste udkantsområder. En opvækst på den sociale bund i USA, med en mor som havde et stofmisbrug gav Vance en barndom fuld af svigt. En stærk mormor tog omsorg for den svigtede dreng og motiverede ham til at gøre noget ved skolen og få en uddannelse og lagde dermed grunden til J. D. Vance’s vej ud af fattigdommen. Som mange unge mænd fra bunden af USA meldte den unge J. D. Vance sig til Marinekorpset, hvor han blev udsendt til Irak. Tjenesten gav Vance et legat og mulighed for at studere ved Ohio State University, hvor han fik en bachelor i statskundskab og filosofi. Et yderligere legat og hårdt arbejde gav adgang til det prestigefyldte Yale universitet, som han færdiggjorde med en juridisk kandidatgrad.
Studiet på Yale formede på mange måder J. D. Vance’ efterfølgende liv. Her mødte han sin blivende hustru Usha Chilikuru, datter af veluddannede indiske immigranter. J. D. Vance og Usha er stadig gift og har tre børn sammen. Interessant er det, at Usha, der også har en juridisk kandidatgrad fra Yale, oprindelig var registreret demokratisk vælger. Efter hendes mand valgte at gå ind i politik for Republikanerne, har hun dog valgt at støtte ham politisk.
J. D. Vance har arbejdet på advokatkontorer, været medstifter i investeringsfonde og han har ikke mindst skrevet den meget omtalt og berømmede bog om sin baggrund og opvækst: ’Hillbilly Elegy’ fra 2016. Bogen lå på New York Times bestsellerlister i 2016 og 2017, og blev i 2020 filmatiseret med bl.a. Glenn Close i en hovedrolle.
Filmen var relativt trofast overfor romanen, men fik generelt dårlige anmeldelser, selvom den efter min mening er yderst seværdig. Måske rummer filmen bare for meget virkelighed efter amerikansk smag? De mange dårlige omtaler af filmen, har muligvis forstærket J. D. Vance bevægelse væk fra sin indledende moderate konservatisme og længere ud på den populistiske højrefløj.
’If you can’t join them, beat them’.
I sine aggressive angreb på den liberale, progressive kulturelite i USA, ligner J. D. Vance sin nye chef Donald Trump.
Men vil det være en styrke eller svaghed, at Donald Trump har valgt en vicepræsidentkandidat, der i politisk stil minder så meget om sig selv? Mange mener, at valget i 2016 af den mere moderate Mike Pence som sin VP, var afgørende ift. at sikre Donald Trumps valgsejr, da han med Pence ’beroligede’ vigtige religiøse og moderate republikanske segmenter.
Valget her i 2024 er naturligvis ikke det samme som i 2016. De amerikanske republikanske vælgere kender Trump og hans politik; mange mere moderate republikanere foragter Donald Trump som person, men elsker hans politik, der konsekvent har gavnet de velhavende i USA, bl.a. med historisk store skattelettelser, mens det har været vanskeligt at se langsigtede forbedringer for de fattigste i USA og for den nedre del af middelklassen. Tilhængerne blandt lavtlønnede Trumpstøtter sætter deres lid til, at Trump kan skaffe arbejdspladser som den umiddelbare kur mod hårde tider.
Denne gang vil Trump og hans stab være væsentlig bedre forberedt ved en sejr, og den yderst konservative tænketank ’The Heritage Foundation’ har udarbejdet den meget omtalte drejebog for en republikansk magtovertagelse, kaldet ’Project 2025’, med stærkt højreorienteret politik og en vidtgående politisk ensretning af forvaltningerne i Washington.
Joe Biden blev endelig 21. juli overtalt til at træde tilbage som kandidat og anbefalede sin vicepræsident Kamala Harris. Nyheden fik en stormende modtagelse i medier, blandt vælgere og demokrater, og efterlod den republikanske kampagne og Trump lettere paralyseret. Kamala Harris’ kampagne har indsamlet rekortstore støttebeløb. Harris annoncerede den 6. august den erfarne og vellidte 60 årige Tim Walz som sin vicepræsidentkandidat. Tim Walz, er som sin republikanske konkurrent også fra rustbæltet. Han er en progressiv og meget populær Guvernør i svingstaten Minnesota, tidligere skolelærer, fodboldtræner og med mangeårig militær karriere i USA’s National Guard.
I modsætning til sin republikanske konkurrent, er Tim Walz ikke ’mere af det samme’ i forhold til sin præsidentkandidat.
Tim Walz favner i høj grad de vælgersegmenter, der ikke umiddelbart tiltrækkes af den mere akademiske og elitære Kamala Harris fra Californien. Demokraternes præsident- og vicepræsidentkandidat supplerer dermed hinanden, ift. deres appel til vigtige vælgersegmenter. Tim Walz taler med sin baggrund og stil direkte ind i hjerterne på netop de samme vælgersegmenter i midtvesten og rustbæltet, som også J. D. Vance har en stor appel hos.
Hvem af de to vil have størst appel i de afgørende svingstater?
Dynamikken i den amerikanske valgkamp er fundamentalt ændret. Donald Trump erstatter med ét Joe Biden som den ældste kandidat nogensinde i et præsidentvalg. Alt er dermed i spil igen. Er flere amerikanske midtervælgere så trætte af Trump, at de vil stemme på de relativt progressive Harris og Walz? Eller vil Trump og Vance’s aggressive valgkampsstrategi virke: bidrage til yderligere polarisering, puste til frygt og had og sikre en republikansk valgsejr og at Donald Trump bliver USA’s 47. præsident?
I nat, natten imellem 10. og 11. september 2024 mødes de to kandidater: Kamala Harris og Donald Trump for første og måske eneste gang i en TV debat hosted af ABC i Philadelphia’s National Center. Debatten kan, som den foregående debat imellem Donald Trump og Joe Biden, få stor betydning for valget til november. Vil en af kandidaterne ’falde igennem’ på vigtige punkter, hvem vil virke ’ovenpå’ og med magt over situationen og modkandidaten?
I morgen onsdag er vi klogere på, hvordan debatten imellem Trump og Harris er gået og om den får en betydning. Der er nu i dag præcis 8 uger til valget, og ugerne op til valgdagen bliver afgørende for de to kandidater, for vælgerne og for stemningen i de vigtige svingstater og -counties. Af alle svingstater er Pennsylvania med sine mange valgmænd givetvis den vigtigste. Mange amerikanske vælgere har traditionen tro ikke taget endelig stilling til, hvilken kandidat de vil stemme på. Der er tæt løb imellem Harris og Trump.
Meget står på spil for USA og for verden, den 5. november 2024.
Elon Musk har etableret en politisk støttefond, en ‘Super Pac’, som skal støtte de værdier der ‘Made America Great’. Elon Musk nævner selv Republikanerne som oplagte modtagere af støtte fra hans ‘America Pac’, og han har ‘endorset’ Trump.
Steve Bannon, Elon Musk og Donald Trump / foto: Brendan Smilalowski / AFP / Getty
KØB OG KØR TESLA OG STØT TRUMP.
Så enkelt kan det siges, efter at Elon Musk har ‘endorset’ Donald Trump og etableret en ‘Super Pac’ (en støttefond hvor virksomheder og personer kan indbetale store beløb i støtte til politikeres valgkampagner)
[en kort artikel på TV2 Nyheder om at: “Donald Trump afviser kæmpe donationer til Donald Trump” er således misvisende. Det er blot det angivne beløb på 45 mill. $ om måneden i støtte til ‘America Pac’ han afviser. Andre medier citerer Elon Musk for at etablere ‘America Pac’ og hans beskrivelse, jvf. nedenfor]
I The Guardian fra 23/7 citeres Musk for følgende: (link efter artiklen)
“Now what I have done is that I have created a Pac or Super Pac or whatever you want to call it,” he said. “It is called the America Pac.”
“I am making some donations to America Pac, but at a much lower level and the key values of the Pac are supporting a meritocracy & individual freedom. Republicans are mostly, but not entirely, on the side of merit & freedom”.
” “The intent is to promote the principles that made America great in the first place,” Musk said.”
Det seriøse centrum-venstre medie The Verge beskriver paradokset i, at Elon Musk endorser Donald Trump, som nærmest har gjort det til sin politik at ville begrænse el-bilers udbredelse i USA, ved at tilbagerulle den meget store ‘Infrastructure Act’ som booster USA’s grønne omstilling, og som det, efter lange og vanskelige forhandlinger, lykkedes Joe Biden og hans stab at få vedtaget. Én af Joe Bidens helt store succéer.
Elon Musk er fuld af paradokser, og på det seneste har han kastet sig over symbolpolitiske emner fra den amerikanske højrefløj.
Musk bruger sin profil på X til at promovere Republikanerne og Donald Trump og til at viderebringe republikansk mere eller mindre seriøs propagande mod Demokraterne, mod Biden og nu allerede mod Kamala Harris.
Den 22.07.2024 nedgjorde han Kamala Harris i et retweet på X
Den 23.07.2024 viderebragte han et opslag, hvis budskab er, at valget af Kamala Harris som Demokraterne præsidentkandidat vil være ‘udemokratisk’, selvom valg af kandidat er et intert partianliggende. Og på trods af, at Joe Biden ikke formelt var blevet valgt som kandidat (han var nomineret) samt på trods af, at demokraternes præsidentkandidat vælges (demokratisk, efter vedtægterne!) på Demokraternes konvent i begyndelsen af august, i god tid inden partiernes officielle præsidentkanditater skal meddeles valgmyndighederne, for at komme på stemmesedlen. Samt i øvrigt et yderligere tweet som støtter Trump og forsøger at nedgøre Demokraterne…
(aflæg selv Elon Musk’s X profil et kort besøg, så bliver hans fuldtonede støtte mere end tydelig)
Elon Musk’s direkte støtte til Donald Trump blev gentaget så sent som 13/7, mindre end en time efter attentatforsøget på Donald Trump, hvor Elon Musk på X skrev:
“I fully endorse President Trump”
Disclaimer’e:
1) Man kan dårligt klandre nuværende ejere af Tesla for at købe og køre Tesla, hvis ikke de støtter Trump. Historien om Elon Musk’s Super Pac er ny. Intentionen bag mit opslag er at give input til fremtidige overvejelser om at købe Tesla -eller lade være. Medmindre altså at man med sine penge ønsker at støtte Trumps genvalg.
2) Siden Elon Musk’s beskrivelse til en række seriøse medier af etableringen af ‘America Pac’ KAN Elon Musk jo have foretaget en 180 graders kovending og trukket sig ud af superpac’en eller lignende. Dét mangler han så overbevisende at redegøre for. Musk taler ofte meget ukonkret.
Links:
Musk’s full-throated backing of Trump is uncharted territory for a tech boss(The Guardian, 19.07.2024)
Vi har haft fred i Danmark i 79 år, selvom der ude i verden, og i Europa, har været en del krige siden 1945…
“Peace for our time!” sagde den engelske premierminister Neville Chamberlain, da han i 1938 vendte tilbage til London med ‘München aftalen’ i bagagen, og troede vi ville få fred.
Tyskland havde invaderet grænseområderne i Tjekkoslovakiet under påskud at ville ‘beskytte tysktalende mindretal’ i området. Der blev hurtigt arrangeret en konference i München, hvor England, Frankrig og Italien pressede Tjekkoslovakiet til at afstå de invaderede områder til Tyskland. De 3 stormagter håbede at de, ved at imødekomme Tyskland’s krav med en aftale, kunne undgå en storkrig i Europa…
Er der træk i ovenstående som lyder bekendt idag? Har vi en stormagt, som har invaderet et andet land, under påskud af at ‘ville beskytte russisktalende mindretal’ i Ukraine’s grænseregioner til Rusland? Ja, præcis hvad der skete fra 2014, maskeret som en ‘proxy krig’.
Har Rusland udtrykt ønske om at dominere større dele af Europa, nærmere beskrevet alle de tidligere lande i det opløste Sovjetunionen? Ja, meget tydeligt.
Imponerende at der stadig er mennesker og partier, der tror at man kan indgå ‘fredsaftaler’ med en autoritær leder med stormagtsdrømme, som i handling allerede viser, at ingen ofre er for store i forhold til at opnå egne formulerede mål…
Måske er det historieløshed, måske manglende interesse, indsigt og kendskab til drivkraften bag diktatoriske herskere med drømme om mere magt og indflydelse, i Europas ikke så fjerne fortid? Og andre steder i verden for den sags skyld.
‘Jamen er det ikke en helt anden situation vi står i idag?’… Faktisk ikke. Og vi har ikke lært meget, hvis vi tror at Putin pludselig ændrer kursen, fra de mål om genrejsning af Ruslands indflydelse i Europa og verden, som han selv helt klart har formuleret. Rusland har ikke tænkt sig at lade Europa være i fred, hvis vi ‘blot’ lader Putin få sin vilje i Ukraine.
Tiden er kort sagt inde til, at vi virkelig kæmper for de værdier vi ønsker at leve efter… så vi på den lange bane igen kan stræbe efter ‘peace, love and happiness’… 😊❤️💪
(foto fra Putin’s tale 24. feb 2022 efter invasionen, screenshot)
af Peter Gatys Wahlberg
Putin holder lige nu sin årlige tale til nationen. Han vil givetvis forklare hvorfor Rusland har en 1000 årig ret til at invadere Ukraine, på trods af landets status som et nyt selvstændigt demokrati ‘in the making’, en selvstændighed Rusland i øvrigt bekræftede ved ‘Budapest aftalen’ i 1994.
Et flertal i den ukrainske befolkning ønsker at nærme sig Vesten, blive optaget i EU og NATO. Dette afspejles i Ukraines parlament.
Rusland under Putin anerkender dog ikke længere Ukraine som et selvstændigt land, med en befolkning der demokratisk kan vælge sin egen fremtid. ‘Ukraine er ikke et egentligt land, ikke et selvstændigt folk, men blot en del af Rusland’…
Rusland har i Putins udlægning af historien, jvf. den ulideligt lange monolog i interviewet med Tucker Carlson for nylig, en pligt til at ‘beskytte’ de ‘undertrykte’ mennesker der lever i ‘områderne som kaldes Ukraine’, ved at invadere området med det mål at ‘befri befolkningen for det højreorienterede ny-nazistiske regime’
Putin udlagte selv i december 2021, kort tid inden den storstilede invasion af Ukraine, et oplæg til en aftale som med 9 principper og 8 artikler (17 punkter i alt) beskriver hvordan han ser sit mål for fremtidens Europa:
En fuldstændig genetablering af Ruslands ‘interessesfære’ som under Sovjetunionen, før dens fald i 1989:
Alle tidligere østbloklande, hvilket vil sige de nye selvstændige lande der etablerede sig efter murens fald i 1989, der er blevet internationalt anerkendt som selvstændige nationer og som siden har etableret sig som nye demokratier, disse lande og befolkninger skal ikke længere have selvbestemmelse over eget territorium og over egen fremtid.
Polen, Ukraine, de Baltiske lande med Estland, Letland og Lithauen, Moldova, Georgien, Azerbaijan, Armenien, Kazakhstan, Uzbekistan, Turkmenistan, Kyrgystan, Tadjikistan… Ja så mange nye selvstændige lande var tidligere en del af Sovjetunionens undertrykkelse, uden mulighed for selvbestemmelse. Men etablerede sig som selvstændige lande i årene efter Sovjetunionens sammenbrud i 1989.
Det er genetableringen af denne tidligere verdensorden under Sovjetunionen, som Putin ønsker at genetablere.
Vladimir Putin følger blot tidligere doktriner fra Sovjetunionen, og Putin har vist at han er villig til at nå sine mål med anvendelse af samme massive militære midler som tidligere, uden hensyntagen til egne ofre, modpartens ofre, civile ofre og under ufattelig ødelæggelse af de lande han forsøger at undertvinge eller som er blevet bombet for at støtte siddende diktatorer eller indsætte regimer.
Nu er det Ukraine, tidligere var det Aleppo i Syrien som blev massivt bombet, med store civile tab til følge (i 2016, for at støtte Assad), Tjetjenien for at knuse en gryende selvstændighed (i 1990’erne og hovedstaden Grosnyj blev jævnet med jorden af russiske bombardementer i 1999). Polen undgik i 1980 en massiv militær invasion, kun fordi den Moskva-tro, kommunistiske polske general Jaruzelski fra 1981 til 1983 indførte militær undtagelsestilstand, for at bremse den polske fagforening Solidarnosc og den gryende frihedsbevægelse. Det lykkedes som bekendt ikke at knække frie fagforeninger i Polen på den lange bane, og Polen etablerede sig efter 1989 som et demokrati, der idag vil gøre alt i verden for ikke igen at komme under Ruslands dominans. Polen er et af de mest stålsatte medlemmer af NATO, da landet har en århundredelang historie med russiske invasioner.
Før det; Foråret i Prag i 1968, hvor lederen af det daværende Tjekkoslovakiet, Alexander Dubcek, forsøgte at indlede en demokratisering af den kommunistiske lydstat til Moskva. Foråret i Prag medførte en militær invasion fra de kommunistiske østbloklande Polen, Ungarn og Bulgarien samt Rusland, hvor det lykkedes at knuse oprøret og indsætte en Moskva-tro militærregering i Tjekkoslovakiet.
Før Foråret i Prag i 1968 var Opstanden i Bulgarien i oktober – november 1956. Gryende oprør og demonstrationer blev brutalt slået ned af militærstyrker fra Sovjetunionen ledet af Moskva. Da de sovjettiske militærstyrker skød ind i menneskemængderne og dræbte et stort antal demonstranter, udbrød der voldsomme gadekampe, hvor ialt omkring 2.000 mennesker blev dræbt, et meget stort antal tusinde borgere blev såret. 200.000 ungarere flygtede ud af landet. I begyndelsen af 1957 var al politisk opposition i Ungarn blevet knust af de sovjetiske invasionsstyrker som i stort tal blev sendt til landet.
Opstanden i Ungarn i 1956 medførte Moskva’s styrkelse af det militære greb om de samlede østbloklande under Sovjetunionen, og Moskva søgte herefter endnu mere effektivt at undertrykke enhver politisk opposition.
Putin har i adskillige sammenhænge ytret sig om storheden i det tidligere Sovjetunionen; at Sovjetunionens kollaps i 1989 var den ‘største geopolitiske katastrofe i det 20. århundrede.’ Med sine ytringer understreger han i flere sammenhænge sit mål om at ‘genetablere Sovjetunionens tidligere interessesfære med de tidligere østbloklande’ herunder at deres medlemsskab af NATO ikke er disse landes egen afgørelse, men at ‘al NATO militær infrastruktur og våben skal fjernes fra de tidligere østbloklandes geografiske område’. (jvf. Putins 17 punkter i det russiske ultimatum fra december 2021, et par måneder inden Ruslands invasion af Ukraine blev påbegyndt).
Putin’s mål er at rydde alle forhindringer for Ruslands dominans i regionen af vejen. Med alle midler.
Rusland viste i februar 2022 sin vilje til at gå imod al fornuft og iværksætte en storstilet invasion af Ukraine, uanset egne omkostninger, med målet at afskaffe demokratiet i landet og indsætte en Moskva-tro ‘puppet government’ i Kyiv. Vi ved også at Putin fejlkalkulerede adskillige faktorer; fra Ukraines forsvarsvilje til Vestens samlede og massive støtte til Ukraines militære modstand mod invasionen.
Lykkes det Putin at konsolidere sig i store dele af Ukraine (eller skulle han lykkes at erobre hele landet, hvilket med den svigtende amerikanske støtte desværre er en ikke urealistisk mulighed), er der ingen tvivl om at han vil udnytte momentum til at sikre sin interessesfære yderligere.
Rusland har momentum i krigen i Ukraine lige nu, ikke mindst fordi Republikanerne i USA (med Trump i baggrunden) bremser vigtig våbenstøtte til Ukraine, så Ukraine i øjeblikket er i en desperat mangler på ammunition. Ukraines soldater bliver flere steder trængt tilbage på fronten.
Særlig interesse for Putin har de Baltiske lande, som afskærer Rusland fra Østersøen og fra den russiske enklave Kaliningrad, der er den tidligere tyske enklave Østpreussen, der i 1945 i krigens sidste måneder blev erobret af Rusland fra Tyskland. Fremgår tydeligt af kortet nederst.
En invasion af Estland, Letland eller måske mest sandsynligt Lithauen, som grænser op til det isolerede Kaliningrad, vil sikre Rusland uhindret adgang til sin store Østersø flådebase Baltiysk Naval i Kaliningrad og til sine øvrige civile havne. Det er på ingen måde et urealistisk scenarie, og Rusland vil vinde ved forsøget, uanset om det lykkes eller ej.
Gevinsterne ved blot at forsøge en invasion af Lithauen eller et andet baltisk land vil være betragtelige for Rusland. Uanset om en invasion lykkes eller ej, vil alene forsøget kunne medvirke til at skyde en større kile ind imellem NATO-landene, ift. hvor solidarisk vi samlet kan stå overfor Rusland, og i forhold til at støtte de lande Rusland angriber. Støtten fra USA er stadig afgørende, og det vil tage en årrække for Europa at opbygge et tilstrækkeligt stærkt forsvar, selvom viljen hertil i Europa i øjeblikket er meget stor.
Lykkes det at skyde en yderligere kile ind i NATO-landenes, og særligt USA’s støtte til krigen i Ukraine og til yderligere konflikter som Rusland indleder, vil meget være opnået for Rusland. At opnå succes behøver ikke kun at være i form af en fuldbyrdet invasion; kan der slåes revner i NATO-sammenholdet vil en stort gevinst for Rusland være opnået.
Skulle det ligefrem lykkes Rusland at gennemføre en invasion af et eller flere Baltiske lande, vil det være ganske vanskeligt, måske umuligt, for NATO at generobre det tabte. Ikke mindst i den nuværende situation, hvor USA har bremset støtten til krigen i Europa -allerede inden Trump er landet i det Ovale Værelse i det Hvide Hus.
Alene de store store udfordringer som Ukraine oplever ved fronterne i det østlige Ukraine lige nu, hvor der desperat mangles ammunition til at bremse Ruslands stadige offensiver og fremrykninger, viser hvor store problemer forsvaret af Ukraine har, blot USA bremser sit næste støtteprogram. Udfordringer som i endnu højere grad vil vise sig, skulle nogle af de mindre NATO-lande blive angrebet, og såfremt USA vedbliver at trække støtten til forsvaret af Europa.
Dette er Putin naturligvis yderst bevidst om, og vil med alle midler søge at splitte sammenholdet i NATO.
USA’s støtte kan måske blive yderligere reduceret efter november 2024, hvor Trump har store chancer for at blive USA’s næste præsident. Putin får ikke en bedre allieret i det Hvide Hus end Donald Trump…
2024 bliver i sandhed et afgørende år…
(ill.: kort vist af JAGODA MARINIĆ på X / twitter 24.02.2022)
Carsten Jensen skrev under overskriften ‘DOBBELTPLUSGOD REGERING’ den 14. december en skarp kommentar på sin facebook med kritik af det nye regeringsgrundlag, med særligt fokus på den sprogbrug der anvendes om de indgåede kompromis’er -der i Carsten Jensen’s optik har paralleller direkte til George Orwell’s ‘1984’ der beskriver ‘essensen af manipulation’.
Nedenfor min kommentar fra 16. december 2022 til Carsten Jensens opslag.(link til Carsten Jensens opslag med kommentar nederst)
skrevet af: Peter Gatys Wahlberg
Carsten Jensen bedriver knivskarp kulturkritik, hvilket altid er nødvendigt og relevant -særligt når den er så klarsynet og skarp som hans generelle blik.
Carsten Jensens kritik af dansk realpolitik anno 2022 i nærværende klumme har dog karakter af utopisk demokratikritik -for hvilken realpolitisk regering kunne have stillet Carsten Jensen tilfreds…?
Vanskeligt at forestille sig, ikke sandt?
I sin kerne er det jo ‘danskerne’ som sådan, Carsten Jensen kritiserer. At vi samlet set har sammensat et broget Folketing, hvor polariseringen er øget og fløjene stod meget tæt. At vi er uenige.
Egentlig en anledning til at hylde vores demokrati, med alle dets stadige fejl og mangler, men som, i et globalt perspektiv, stadig giver frihed og plads til uenigheder, uhæmmet magtkritik, frihed til at ytre sig, lov til at være opposition.
Naturligvis på visse måder banalt.
Men i mindre og mindre grad selvfølgeligt, og når vi ser ud i verden, selv indenfor egen kulturkreds, indenfor Europa, er alvorlige politiske og militære urimeligheder rykket helt tæt på.
Naturligvis er Carsten Jensens’ metier ikke hyldesttaler.
Gid hans pen og blik aldrig må sløves, der er brug for det hele!
Meget er jeg regulært enig i… (men behøver det nationale selvhad at være så stort?)
Link til Carsten Jensens kommentar i eget opslag på facebook:
landmand sprøjter på mark, foto: Bjarne Jakobsen / Berlingske
Både oppositionen og medierne har i lang tid profiteret på gratis at råbe ‘MINK MINK MINK’ og ‘MAGTFULDKOMMENHED’ efter både Mette Frederiksen og Socialdemokratiet. Det er på tide at genkalde sig den borgerlige magtfuldkommenhed, når mediernes hukommelse er så kort…
skrevet af: Peter Gatys Wahlberg
Medierne profiterer på konflikt, modsætninger og fejltrin, og når emnet også gavner politiske modstandere, kan ekkoet fra medier og oppositionspolitikere konstant høres.
De borgerlige partier fandt tidligt omkring minksagens håndtering ud af at blæse fejl der var begået maksimalt op, og de fandt dermed den mukkert, der efter et par år i ørkesløs opposition, kunne slå revner i Mette Frederiksen’s ellers dygtige politiske håndelag, og regeringens i globalt perspektiv yderst vellykkede coronahåndtering.
Medierne bidrog med sædvanlig journalistisk ‘skarpvinkling’ og konfliktsøgning, og til sidst skulle borgerlige politikere blot råbe:
‘MINK MINK MINK’ og ‘MAGTFULDKOMMENHED’
før politikere kunne mærke positive bevægelser i meningsmålingerne, og medierne kunne mærke at clicks, like’s og delinger øgedes, og med dem indtægter til trængte medier…
Så naturligvis er de blevet ved, både opposition og medier, så længe effekten er mærkbar, og dét er den stadig. Og da hukommelsen i den offentlige meningsdannelse er ret kort, er medierne også fortsat med at profitere af konfliktmaksimeringen, og de har ikke fundet anledning til at perspektivere til en borgelig magtfuldkommenhed, hvis seneste grelle eksempel ellers ligger ganske få år tilbage…
Miljøbevidste vælgere, der fulgte den tidligere borgerlige regering under statsminister Lars Løkke Rasmussen, vil tydeligt huske det turbulente og stærkt kritiserede forløb omkring ‘Landbrugspakken’ fra december 2015, som regeringen, bestående af partiet Venstre, indgik med et smalt flertal bestående af Liberal Alliance, Konservative og Dansk Folkeparti.
Men for unge vælgere, der ikke husker balladen om Landbrugspakken i 2015, kan det være værd at genkalde sig det stærkt kritiserede forløb, som ledte op til vedtagelsen af Landbrugspakken. Et politisk forlig, som trods løfter om det modsatte, medførte STØRRE udledninger fra landbruget til vores vandløb og havmiljø, end både eksperter, Naturfredningsforeninger og faktisk også EU-kommissionen mente der var mulighed for, uden at skade vandmiljøet.
Det blev efterfølgende vist, at eksperterne havde fuldstændig ret: Landbrugspakken medførte større udledninger fra landbruget, end hvad naturen, vandløbene og havmiljøet kan klare, og langt mere, end den reduktion af udledninger der skal til, for at forbedre vandmiljøet.
Tilliden hos en stor del af de grønne vælgere der husker forløbet, kan ligge på et meget lille sted ift. ‘liberal’ (borgerlig) miljøpolitik. Derfor er det værd at genkalde sig forløbet, som ligger blot få år tilbage, så også unge vælgere kan få lidt nyere historik at navigere efter, i en valgkamp og medievirkelighed, hvor næsten alle partier lyder så grønne, at det kan være svært at kende forskel…
Nedenfor er hovedelementerne i det ‘stunt’ som den daværende borgerlige regering under Lars Løkke Rasmussen udførte, i forbindelse med forhandlingerne om den daværende ‘Landbrugspakke’…:
• Indgåelse af aftaler med forskningsinstitutioner ved danske universiteter, som leverede data, undersøgelser og rapporter til forhandlingerne om ‘Landbrugspakken’, med indbygget ‘mundkurv’, som forbød forskerne og deres institutioner at udtale sig offentligt om de data de havde leveret.
• Den borgerlige regering, fordrejede og misbrugte data fra forskernes undersøgelser, i en grad så forskerne til sidst brød deres kontraktmæssige ‘mundkurv’ og frasagde sig anvendelsen af deres tal og konklusioner, som de borgerlige politikere fordrejede og misbrugte, med et uvederhæftigt ‘alibi’ og oplysninger om, at universitetsrapporterne gav plads til langt større udledninger fra landbruget, end der var dækning for.
• Det var så grelt, så den konservative miljøordfører truede med at trække støtten, til den borgerlige regerings egen ‘Landbrugspakke’ -hvilket dog (naturligvis) ikke skete alligevel.
• Når man taler om ‘magtfuldkommenhed’ og borgerlig ‘miljøpolitik’…
Problemet er, at borgerlige politikere historisk har udvist store vanskeligheder med at skelne ‘miljøpolitik’ fra ‘erhvervsstøttepolitik’…
I øvrigt ‘sjovt’, hvor kort pressens hukommelse er, eller hvor lille viljen til perspektivering er, i debatten om Socialdemokratiets tendens til ‘magtfuldkommenhed’ (som også er reel, men som absolut ikke står alene).
For dét den daværende borgerlige regering præsterede, i optakten til forhandlingerne om ‘Landbrugspakken’ var i dén grad udtryk for galloperende magtfuldkommenhed.
Måske risikoen for ‘magtfuldkommenhed’ er noget der følger med magten, og som er grunden til, at det er vigtigt med demokratiske ‘checks and balances’, en ægte fri og kritisk presse (og ikke en presse der kører ‘kampagner’) og en engageret og indsigtsfuld politisk opposition.
Dét kunne være et interessant perspektiv for pressen at gribe.
Samt en generel bevarelse af proportioner og perspektiv, hos både medier og politikere. Det er nok en anelse for meget at forlange af politiske modstandere midt i en valgkamp, men det burde ikke være for meget at forlange af en uafhængig og kritisk presse…
Desværre kan man diskutere, om ikke medierne, i kampen om at overleve og i ‘segmenteringen’ af nyheder ift. befolkningsgrupper de ønsker at fastholde som ‘kunder i butikken’, i vid udstrækning giver køb på uafhængigheden og til dermed en nøgtern magtkritik med perspektiv.
Selvom partier og politikere flytter sig, mener jeg det ovenfor beskrevne forløb omkring ‘Landbrugspakken’ i 2015, er en yderst relevant perspektivering i forhold til, hvor man sætter sit X som engageret grøn -og måske ung førstegangs- vælger. Et forløb der foregik for ganske få år siden, under statsminister Mette Frederiksens forgænger på posten, der som bekendt hed Lars Løkke Rasmussen.
Jeg håber på et engageret og ordentligyt Folketingsvalg imorgen tirsdag 1. november 2022. Vi skal værne om vores demokratiske værdier.
Link: Analyse i fagbladet Ingeniøren 15. jan 2019, som viser at landbrugets udledninger som følge af ‘Landbrugspakken’ medførte STØRRE udledninger fra landbruget til vores vandløb og havmiljø. Større udledninger end både eksperter, Naturfredningsforeningen og faktisk også EU-kommissionen mente der var mulighed for, uden at skade vandmiljøet, og langt større end nødvendigt for at forbedre det:
Mediernes evige forvrængning af politikernes intentioner er trættende i en valgkamp. Kynismen er stor i medieverdenen, politikerne hænges ud fordi medierne profiterer på det -og det er et alvorligt og stort demokratisk problem.
Faktisk er Wulffmorgenthalers satiretegning ovenfor et præcist billede på den medievirkelighed vores folkevalgte møder… ikke mindst i en valgkamp.
Et godt råd til alle: undgå partilederrunder i TV, statsministerkandidatdebatter og endnu flere partilederrunder…. de giver ikke et rimeligt billede af partiernes politik.
Gå i stedet gerne til rigtige valgmøder, hvor man møder politikere i VIRKELIGHEDEN (og hvor man generelt taler mere respektfuldt).
Læs ordentlige artikler, som går i dybden med partiernes politik. Og opdag, at der stadig er reelle politiske forskelle imellem partier og politikere. En viden, som desværre alt for ofte drukner i vore mediers kakofoniske og forvrængede skildring af dansk politik og af vores folkevalgte politikere.
De fleste af vores politikere (fra alle sider) er intelligente, hårdtarbejdende mennesker, drevet af oprigtigt ønske om at forme samfundet i overensstemmelse med de værdier de tror på. (naturligvis med enkelte undtagelser, men netop: undtagelser)
Vi bør hylde den helt legitime, demokratiske ret til at mene noget andet.
Desværre ønsker medierne at tegne et billede af vores politikere, over en bred kam, som uintelligente, dovne, uvidende levebrødspolitikere, som kun er i politik for egen vinding. Fordi medierne selv profiterer og profilerer sig på dette forvrængede, kaleidoskopiske billede af virkeligheden.
Hvilket i sidste ende underminerer vores demokrati. Stop dæmoniseringen af politiske modstandere, og insister på en respektfuld, demokratisk samtale!
Også med dem du er uenig med.
(Det gælder både i mediernes fokus -og ikke mindst alle på de sociale medier..)
I øvrigt ser jeg frem til det ‘Medieansvarsudvalg’ som regeringen har nedsat i år, med det kloge og modige valg at gøre Søren Pind til formand for udvalget. Udvalget skal se på, hvordan mediernes ansvar for en sober skildring af vores virkelighed og vores demokrati kan styrkes. Desværre sidder der primært mediefolk i udvalget, kun enkelte udenfor medieverdenen. Jeg så gerne flere mediekritiske folk -men forhåbentlig vil udvalget kunne indkalde sådanne, og i det hele taget orientere sig bredt, også udenfor egen andedam.
Links til beskrivelse af det nedsatte ‘Medieansvarsudvalg’:
…eller hvordan Pape har trukket Konservative et stort skridt til højre.
Tyk symbolik. Søren Pape Poulsen ankom lørdag 10. september med Inger Støjberg ved sin side, til fejringen af Dronningens 50 års jubilæum som regent. foto: Ida Marie Odgaard / Berlingske
skrevet af: Peter Gatys Wahlberg
Hvis man savnede en illustration af Søren Pape’s politiske projekt og retningen for Det Konservative Folkeparti samt Pape’s erklærede statsministerambitioner, kunne man ikke ønske sig en tykkere symbolik, end Pape leverede lørdag 10. september 2022 ved fejringen af Dronning Margrethe’s 50 års jubilæum som regent.
Ved sin side, på vej ind til gallafejringen i Det Kongelige Teater, havde Søren Pape Poulsen inviteret Inger Støjberg, leder af det nye politiske parti fra den yderste højrefløj; Danmarksdemokraterne.
Pape har trukket de Konservative et stort skridt til højre ift. Schlüters centrum-højre og relativt uideologiske midterpolitik, som gjorde Schlüter til statsminister i et årti.
Efter hængedyndet som K befandt sig i efter Tamilsagens nedsmeltning af partiet i 1993 og til Pape fra 2014 langsomt begyndte at hive K op i vælgertilslutning.
Det bedste man kan sige om Pape’s politiske projekt er, at det trækker de ideologiske forskelle i dansk politik tydeligt op.
‘De som meget har skal mere gives’
Hvis man kan blive statsminister i Danmark på en politik, som gør de rige rigere og de fattige fattigere, ja så er det dybt problematisk både for dansk politik og for den almindelige dansker…
Samt ikke mindst for de socialt mest udsatte, som er afhængige af vores sociale sikkerhedsnet og af vores solidarisk opbyggede velfærdssamfund, hvor de bredeste skuldre trækker det største læs for at bidrage til det samfund vi kender.
At Pape allierer sig med Støjberg er kun en helt naturlig konsekvens af Pape’s skærpede nationalkonservative linie.
Det bliver på alle måder et interessant, og relativt uforudsigeligt, folketingsvalg vi går ind til.
I en verden som realiserer et større og større fokus på energieffektivt byggeri, overholdelse af energirammer -og lige om lidt også krav til minimale CO2 aftryk fra byggerier i deres samlede levetid- er det somom vi taber nogle af de kvaliteter i vores byggeri, der tidligere var selvfølgelige.
Ikke fordi energieffektiviteten i sin substans medfører mere monotont byggeri; årsagerne til monotoni og idéfattigdom skal snarere findes i det komplekse krydsfelt hvor økonomi, beslutninger om byggeriets ambitionsniveau, ønsket om at maksimere investeringens afkast og mange andre beslutninger mødes… Men udviklingen de senere år og afviklingen af kvalitet er desværre gået hånd i hånd…
Det drejer sig om tabet af de generelt høje arkitektoniske kvaliteter i dansk byggeri; ikke mindst i det store, brede boligbyggeri i midten af det 20. århundrede, hvor der generelt fandtes en stor variation og oplevelsesrigdom, gode robuste materialer mv. Bygninger og byggerier som gav mere tilbage til de byer og områder de er en del af, end meget byggeri gør idag.
Vi halter ikke bagud ift. energi- og miljøkrav til bygherrer og investorer.
De seneste bygningsreglementer siden BR-95 har hver gang fået skærpet krav til varmetab og bygningens samlede energiforbrug betragteligt. En udvikling der fortsætter.
Udfordringen kan være at udforme kravene mindre rigidt og stadig mere effektivt -og det er ikke nemt.
Den næste store målsætning (som er i fuld gang med at realiseres) er krav til bygningers samlede CO2 aftryk, i et livscyklus perspektiv fra ‘vugge til grav’. Heller ikke nogen lille udfordring, men arbejdet med sammenlignelige CO2 regnskaber er langt og vil kunne implementeres langt hurtigere end det lod til for få år siden.
Heller ingen lille opgave, en hel byggebranche OG lovgivning skal følge med… som forhåbentlig vil give en højere bevidsthed både hos beslutningstagere og bruger, så bygherrer og investorer i langt mindre grad kan slippe afsted med, rent ud sagt, at bygge elendigt byggeri.
Det er et paradoks, at al denne fokus på energieffektivitet, energirammer, CO2 aftryk og lavere driftsomkostninger i byggeriet, samtidig har flyttet fokus fra krav til bygningernes udtryk, materialer, variation, oplevelser og sammenhæng med den by (eller de områder) ethvert byggeri er en del af…
Arkitektoniske kvaliteter der tidligere var en selvfølge, selv i ‘almindeligt’ byggeri…
Det går jo (næsten) altid godt i ‘den øverste ende’ -i den del af byggeriet hvor midlerne er rigelige, hvor arkitektonisk finesse og udtryk også er en salgsparameter. Her er innovation, oplevelse og arkitektonisk kvalitet og vi ser fantastiske byggerier. Kvaliteter, der med talent også KAN finde vej til billigere byggerier, men det er naturligvis en større udfordring.
I den nedre trediedel af byggeriet (eller mere -og tendensen sniger sig desværre støt og roligt ‘opad’) er det somom det store flertal af byggerier udformes efter samme bevidstløse skabelon: byg billigst muligt og sælg / lej dyrest muligt. Og med det massive pres på byerne, kan stort set alt sælges / lejes ud…
I en tid hvor vi som samfund aldrig har været rigere, og hvor gevinsterne for bygherrer og investorer (særligt for den mere spekulative del af dem) sandsynligvis sjældent har været større… ja, der bygger vi fattigere end vi har gjort i mange mange årtier.
Jeg er overbevist om, at langt de fleste af disse byggerier overholder isoleringskrav, lavt energiforbrug og samlede energirammer (selvom der er gode muligheder ift. at snyde på vægtskålen, grundet reduceret byggesagsbehandling og ingen tilsyn fra kommunerne som følge af besparelser og ‘effektivisering’).
Men det er fattige byggerier, der giver minimale oplevelser til deres beboere, og som giver ingenting tilbage til de byer de ligger i. Som er udformet ud fra samme bevidstløse skabelon: byg billigst muligt; skrab mest mulig variation, oplevelse og arkitektonisk kvalitet væk -for dét som står tilbage kan jo sælges og lejes ud alligevel, og så bliver fortjenesten så meget desto større.
Så slemt står det faktisk til i dagens byggeri ift. arkitektonisk kvalitet. Og det er ikke kun den billigste trediedel af byggeriet (hvilket stadig ville være alt for meget). Det er snarere op imod halvdelen af nye byggerier (min egen helt uvidenskabelige, men dog engagerede, iagttagelse) som simpelthen er for ringe i arkitektonisk forstand.
Resultatet er dybt uinspirerende byggerier, døde nye bydele og et stort tab af de bygningsmæssige kvaliteter, som vi i Danmark igennem forrige århundrede blev bredt anerkendt for at udvikle…
Så udover de mange tiltag som rent faktisk udvikles og implementeres i byggeriet ift. lavere energi- og ressourceforbrug, samt lige om lidt også minimale CO2 aftryk, ja så har vi brug for noget vi kan kalde en bevidst og samlet ARKITEKTURPOLITIK. Altså bevidst stillingtagen, og krav, til byggeriers arkitektoniske udformning, variation og oplevelse, inspirerende oplevelser og samspil med de bydele og områder bygningerne bliver en del af.
Få kommuner har allerede formuleret arkitektoniske retningslinier eller en egentlig arkitekturpolitik, enten det er for særlige bydele eller hele kommunen.
Udfordringen er, at det er et komplekst felt af mange interessenter og mange beslutninger, fra overordnet planlægning til omhu i materialevalg og udformning af detaljer i det enkelte byggeri. Det vanskelige er at udforme kravene mindre rigidt, med mulighed for udvikling og innovation, og samtidig så klare at der skabes bydele og byområder med helhed og karakter. Ikke nemt.
Det er dog muligt, og visse byer gør det som nævnt godt. Men der er ALT for langt imellem de gode eksempler på bevidst arkitektonisk holdning i planlægningen. Og imens opføres titusindvis af helt ideforladte byggerier over hele landet…
Arkitektonisk kvalitet i planlægning og praksis er en hjertesag for de fleste arkitekter -og vi må kæmpe for, at det også bliver det hos øvrige beslutningstagere, politikere og offentlige forvaltninger. Det vil kræve, at langt flere politiske partier får øjnene op for behovet, og formulerer deres egen arkitekturpolitik, som vi vælgere også kan lægge til grund for vores valg.
Vi er i det ringeste byggeri godt igang med at gentage det voldsomme spekulationsbyggeri, som den industrielle revolution og massetilstrømningen til byerne og arbejdspladserne medførte… naturligvis i en mere moderne udgave -men mangelen på oplevelse, monotonien og de alt for tætte gårdrum med mangel på dagslys er absolut sammenlignelige, når man sammenligner det ringeste med det bedste vi kan præstere.
Godt behøver ikke at være dyrt -det skal blot udformes talentfuldt.
Men jeg har lede ved
den rolle vores medier efterhånden har tildelt sig selv og de konsekvenser det
har for vores demokrati…Ikke at der ligger en langsigtet strategi bag. Mere
ren og skær økonomisk nødvendighed, hvor alle medier kæmper for deres overlevelse.
Hvilket betyder en kamp om mest mulig opmærksomhed, for at få flest lyttere,
seere, læsere…
Og hvad er vejen til
opmærksomhed? ‘Journalistisk vinkling’ er redskabet. Målet er, at undersøge
enhver historie for dens mest effektive potentiale ift. at skabe opmærksomhed.
Hvilket sker ved:
størst mulig fokus på konflikt
trække modsætninger skarpest muligt op
give en overskrift som emmer af ‘sensation’
giv altid stemme til borgere, eksperter, oppositionspolitikere, andre, som er mest mulig uenige og utilfredse, vær ikke bange for usaglighed
gå lige til grænsen, og måske endda over, hvis gevinsten (den økonomiske, antal klik, lyttere, seer, læsere) er tilstrækkelig stor.
at løbe en kalkuleret risiko for en stævning/retstvist hvis indtjeningen er stor nok… omkostningerne ved et dementi er ofte meget små…
sørg altid for den vigtige følelsesmæssige identifikation med modtagerne, og lad den være retningsgivende for historiens vinkling
…du kender selv utallige andre eksempler
I spillet og symbiosen imellem medier / politikere trækker medierne altid det lange strå. Få politikere evner at bevare integriteten i kampen mod medierne…. fordi de jo vil genvælges, og dårlig presse kan ødelægge de fleste.
Der er opstået en uskøn symbiose imellem medier og politikere. Hvor medierne er den stærke part, som desværre ikke er deres store ansvar bevidst. Og hvor politikerne hele tiden navigerer ift. en mulig dårlig presseomtale, og udvikler strategier for, hvordan man taler udenom…
På den lange bane skader det vores demokrati, når store dele af befolkningen æder visse mediers fremstilling af politikere råt. Politikere fremstilles i visse medier (og desværre flere og flere) som magtliderlige, indkompetente, grådige levebrødspolitikere. Der kun er i politik for egen vindings skyld, fordi de ikke duer til andet og ikke har erfaringer fra virkelighedens verden…
Dét billede er
temmelig langt fra det billede jeg har, af langt de fleste af vores politikere,
faktisk helt generelt, uanset partifarve. Naturligvis med enkelte undtagelser.
Jeg ser de fleste
politikere, uanset partifarve, som engagerede, dygtige, intelligente mennesker,
der er gået ind i politik, for at forme samfundet og kæmpe for de værdier som
de tror mest på. Men som bliver fanget i det uskønne spil med medierne, om at skabe
‘god presse’, forsøge at styre mediedækningen og forsøge at bevare ‘foden på
speederen’ i forhold til en presse, der ofte ser det som et mål i sig selv, at
‘hive gulvtæppet væk’ under de folkevalgte. Selv mindre fodfejl kan finde vej
til forsiderne som ‘en ny politikerskandale’. Ikke mærkeligt at en stor del af
befolkningen kan miste proportionssansen. Vi er alle en del af den kollektive
bevidsthed, der skabes i den offentlige debat. Der jo i sagens natur
altovervejende foregår i medierne…
Vi bør undersøge rammerne for mediernes betydning for demokratiet. Rammer, som på den ene side fastholder den uafhængige og frie presse, der er en grundpille i demokratiet. Men som også sætter rammer for, hvor uvederhæftige medier kan være, uden at det har konsekvenser. En vanskelig øvelse, som kræver at både politikere og medier deltager i dén for vores demokrati så vigtige samtale.
“Hvordan bidrager medierne til at udvikle demokratiet i stedet for at underminere det?” Spørgsmålet er sat noget på spidsen, men reelt nok…
Lige nu er der virkelig vide rammer for ‘journalistisk vinkling’. Hvilket på den lange bane skader demokratiet. Vi er stille og roligt ved at bevæge os imod amerikanske tilstande, hvor samfundet og medierne opdeles i ‘stammer’. Grundlæggende en ‘rød’ og ‘blå’ stamme. I Danmark har vi heldigvis stadig nuancer imellem disse to blokke -men udviklingen går i den forkerte retning…
Nuancerne imellem blokkene bliver blegere og blegere, og mediebilledet retter sig langsomt ind efter disse overordnede blokke. Fordi der er økonomi og store interesser i, at give folk de nyheder, der passer ind i dét segment de tilhører, og dén virkelighedsopfattelse der er fremherskende i deres segment.
Vi er endnu ikke dér i Danmark, hvor der overordnet set kun er ‘rød’ og ‘blå’ stamme. Plus nogle ekstremer på fløjene. Men vi bevæger os mere og mere i den retning. Jo mere vi bevæger os i dén polariserede retning vi ser i USA, desto vanskeligere vilkår får den vigtige nuancerede politiske og demokratiske samtale, der er så vigtig for et levende folkestyre. USA er stivnet i to politiske blokke, to stammer i befolkningen, i medierne, i hele kulturen. To stammer, som får hvert deres verdensbillede serveret igennem adskilte medier, med meget lille udveksling. Medier, der servicerer hver sin politiske stamme med dét verdensbillede, som taler ind i vedtagne normer.
Den politiske samtale er i høj grad død i USA, og landet regeres skiftevis af den ene blok og den anden blok, som nærmest er ophørt med at samarbejde om vigtige nationale spørgsmål og udfordringer. Dét er perspektivet også i Danmark, hvis ikke vi er bevidste om at bevare nuancerne og samtalen i politik, bevare respekten for, at vi kan mene noget forskelligt, respektere og anerkende vores politiske modstanderes ret til at mene hvad de mener.
Og blive ved med at insistere på, at samtale, også med politiske modstandere, er bedre end den polarisering, dæmonisering vi oplever, og dermed samtalens ophør.
Dæmoniseringen af politikere i medierne, og dæmoniseringen af politiske modstandere, også partierne og politikerne imellem, er gift for demokratiet.
Lad os bryde denne udvikling og sørge for at bevare nuancerne i dansk politik, bevare en gensidig demokratisk respekt og rummelighed. Medierne har en uerstattelig og vigtig funktion i et levende demokrati. Men medierne er ikke kun ‘demokratiets vogtere, den 4. magt’. Medierne har udviklet et ‘blind spot’ ift. deres egeninteresse og kamp for overlevelse. Et ‘blind spot’ ift. presset om evig ‘journalistisk vinkling’ og søgen efter at maksimere alle modsætninger og de negative konsekvenser dette har for vores demokrati. Som faktisk, på den lange bane, umærkeligt skader den demokratiske rummelighed og forståelse, skader mulighederne for samarbejde og dialog.
Et af dette århundredes store udfordringer, i et stadig mere polariseret mediebillede, er, hvordan vi sikrer BÅDE en fri og uafhængig presse OG sikrer den demokratiske samtale og samarbejde imellem politiske blokke, hvor modsætningerne trækkes hårdere og hårdere op. Jeg har ikke svaret. Men spørgsmålet er et af de største og vigtigste at drøfte i vores demokrati.
